NuPrime – der er et spin-off af NuForce – har gennem de sidste par år lavet flere interessante produkter i den bedre, men ikke ubetalelige ende af hi-fi-markedet. Første udspil var den integrerede forstærker IDA-16, som høstede roser for sin nøgterne, men magtfulde spillestil.
Siden da har NuPrime for alvor udvidet repertoiret, bl.a. med forstærkersættet DAC-9/STA-9, som vi tester her.
DAC-9 kan efter behag betegnes som en DAC eller en forforstærker med digitale indgange. Navnet antyder, at NuPrime ser den som en DAC, der kan drive en effektforstærker direkte.
Af ydre ligner DAC-9 til forveksling IDA-8, som vi testede i december 2015, men er uden indbygget effektforstærker. To drejeknapper til henholdsvis valg af indgang og lydstyrke, det er alt – ingen tonekontroller eller andet pjank. Et LED-display viser, hvilken indgang der er valgt. Der er en enkelt analog samt fire digitale indgange (USB, optisk, koaksial og balanceret).
Der er både balanceret og ubalanceret udgang til effektforstærker på DAC-9. Ligesom på NuPrimes andre forstærkere er volumenkontrollen opbygget som et netværk af tyndfilmsmodstande i spring på 0,5 dB, hvor man aldrig har mere end én modstand i signalvejen.
Kabinettet er det samme som på IDA-8, det vil sige et kompakt og smalt kabinet i omtrent halv bredde af “fuldvoksne” hi-fi-apparater.
Indeni er DAC-9 bygget over en 32 bit AK4490 EQ DAC-chip, der understøtter op til 384 kHz på PCM-signaler samt DSD-filer op til DSD256. Samme DAC-chip bruges i øvrigt i den langt dyrere Hegel HD30.
Ved siden af valget af digitalkonverter har NuPrime samme analoge elektronik som sin dobbelt så dyre storebror, DAC-10, som vi tester i et senere nummer.
Lyden
NuPrime beskriver selv lyden fra DAC-9 som røragtig og varm. Selv om dens hjerte er digitalt, og der ikke er skyggen af et radiorør i den, er der en kerne af sandhed i påstanden.
Lydbilledet hælder mod det varme og intime. Det er tillægsord, der ofte hæftes på klassiske rørforstærkere.
Der er også en vis nærhedseffekt i lyden, hvor instrumenter og stemmer kommer frem i lydbilledet, og hvor rumgengivelsen er lidt mindre udtalt. DAC-9 vil billedlig talt hellere flytte orkesteret hjem i stuen end flytte stuen hen i koncertsalen.
Impulsvilligheden er fin. Der er smæk på, når der skal være det. Ginger Baker og Jonas Hellborgs “Time Be Time” swinger fremad på en måde, som man kun møder på et album, der er produceret af en trommeslager og en bassist i fællesskab. Også de fine detaljer på bækkener og hi-hat kommer godt frem.
Også rock for fulde gardiner går fint. “Pestilence and Plague” med Judas Priest lyder både bredt og tungt, men stadig venligt og på ingen måde anmassende. Måske endda lidt for venligt. Her ville en tand mere vildskab være på sin plads.
Der findes masser af DAC’er og digitale forforstærkere, men de fleste er noget dyrere. En konkurrent til samme pris kunne være Marantz HD-DAC1, der desuden har hovedtelefonudgang.
Konklusion
NuPrime DAC-9 er en digital forforstærker til en forholdsvis overkommelig pris. Den giver et lydbillede, der er behageligt og let at lytte til, og med detaljer nok.
Man kan godt finde mere analyserende DAC’er til pengene (den lille, billige HiFime, som vi også tester i dette nummer, sprænger prisrammen totalt), men når man samtidig får en komplet og udmærket forforstærker med en glimrende analogdel med i købet, virker prisen særdeles rimelig.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer