NuPrime ST-10 er den indlysende makker til DAC-10H. Designet og de ydre dimensioner er akkurat de samme. Dog er frontpladen helt blottet for kontroller, fraset en næsten usynlig afbryderknap og en enkelt LED-indikator.
Til gengæld er der – for en effektforstærker – fyldt godt op på bagsiden af ST-10. Et sæt kraftige skrue/bananbøsninger til højttalertilslutning samt både balancerede (XLR) og konventionelle RCA-indgange. En vippeknap skifter mellem balancerede og ubalancerede signaler. Der er desuden en trigger-indgang til fjernstyret tænd/sluk – f.eks. fra NuPrime DAC-10H.
ST-10 er en ren udgangsforstærker på 2 x 150 watt. Som NuPrimes øvrige forstærkere kører udgangstrinet i klasse D og de øvrige kredsløb i klasse A.
Forskellen i effekt mellem STA-9 – som vi testede i septembernummeret – og ST-10 er kun 30 watt. ST-10 koster til gengæld det dobbelte.
Lydkvalitet
Det er ikke personlighed og varme, der præger produkterne fra NuPrime. Så hvis det er den slags tillægsord, du leder efter, når du læser tests, vil ST-10 ikke være det mest nærliggende valg. Det kunne den til gengæld være, hvis du søger efter en neutral måde at få drevet de allerfleste højttalere på. I lighed med sine “søskende” IDA-16, IDA-8 og senest STA-9 sætter den kun et meget lille fingeraftryk på den lyd, der passerer igennem den.
Som sagt er forskellen i effekt (og for den sags skyld størrelse) mellem ST-10 og den halvt så dyre STA-9 beskeden. Men effekttal, målt på rent ohmske modstande, afslører langtfra hele sandheden.
Sat efter en god signalkilde som DAC-10H er der masser af detaljer på begge. Men når der kommer rock på programmet, spillet højt og over lidt mere krævende højttalere, viser ST-10 en kraft, der står i skarp kontrast til størrelsen. Her får man en solid og magtfuld bund. De dybe basdrøn på Trentemøllers “…Even Though You’re With Another Girl” får den tyngde, de skal have, og bas- og trommedetaljerne i Ginger Bakers “Time Be Time” smælder ud i rummet, spillet over System Audio Pandion 30.
Begrebet “næsten-reference” svarer til at sælge elastik i metermål: Det kræver en stærk moral. NuPrime holder dog sit løfte, og ST-10/DAC-10H-sættet leverer en lydkvalitet, der tenderer mod det bedste, men uden at du skal sælge begge nyrer for at få råd.
Konklusion
NuPrime ST-10 holder linjen fra de øvrige NuPrime-forstærkere. Den er neutral på grænsen til det uengagerede, hvilket på den anden side betyder, at den behandler al musik lige loyalt. Hvis du vil have en bestemt klang, skal den komme fra resten af kæden. Der er tilstrækkeligt med kræfter til at spille stuen op med de fleste højttalere, også de mere tungtdrevne.
Faktisk er den værste konkurrent NuPrimes egen IDA-16, der kun koster en tredjedel mere, og som har endnu mere råstyrke og en indbygget forforstærker og DAC.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer