TEST: Octave V 70 SE

Jeg må indrømme, at jeg blev lidt overrasket. Det er ikke, fordi jeg har fordomme mod rørforstærkere, men det her havde jeg ikke forventet. Lad mig forklare …

Mange, jeg taler med, har en iboende skepsis over for rørforstærkere. At nogen bruger vakuumrør til at få lyd i højttalerne, er ikke kun en anakronisme, det er også tåbeligt, hævdes det.

For der findes så mange gode transistorkonstruktioner, man kan bruge. Eller klasse D-moduler, digitale kredsløb og ikke mindst hybridløsninger, som kombinerer analog og digital forstærkning og signalbehandling.

Desuden, siger skeptikerne, lyder rørforstærkere lidt uldent, og de har ikke kontrol over bassen, når man spiller højt – hvis de da overhovedet kan spille højt. Og, vil nogle sige, rørene skal jo udskiftes på et eller andet tidspunkt, og hvem ved, hvordan det lyder om fem år med nogle helt andre rør?

Der er mange andre argumenter imod: Varmeudviklingen fra rørene. Fraværet af balancerede kredsløb. At bias-strømmen skal justeres med jævne mellemrum. Osv.

Men det mest almindelige modargument handler om lyden. Som man kan få indtryk af, at folk enten elsker eller hader.

Det er lidt ligesom pizza. Puristerne vil nærmest ikke have andet end ost og tomatsauce, for det er den mest “autentiske” smag. Andre læsser svampe, løg, kød, skaldyr, og jeg ved ikke hvad på. Nogle bruger endda ananas – så kommer pizzapolitiet! – og det siger noget om, hvor forskellig smagen kan være.

Sådan er det også med lyd. Den autentiske lyd er sådan, som musikken blev mikset i studiet, til nød som den er ved en koncert – i en perfekt koncertsal, vil mange sige. Rørforstærkerne kommer ikke ind over dørtærsklen, fordi de “farver” lyden og gør den varm og “romantisk”.

Sludder og vrøvl.

I må have mig undskyldt, men jeg kan personligt godt lide lidt tynd parmaskinke og et skvæt af Toscanas fineste olivenolie på pizza. Jeg kan også godt lide rørforstærkere.

De kan nemlig spille lige så forskelligt, som pizzaer kan smage forskelligt.

Så ens og så forskellige

Det er nemt at argumentere for rørforstærkere, som ofte har noget over sig, der gør, at man bliver siddende lidt længere for at lytte. Det er noget med, hvor organisk og let alting flyder. Selv om bassen ikke er hård som beton, og diskanten ikke rækker langt ud over, hvad mine ører kan opfatte, så synes jeg, at en god rørforstærker er nem at holde af.

Audio Research GSi75 og Line Magnetic 805 IA er to integrerede rørforstærkere med nogle tydelige kvaliteter, der spiller vidunderligt, men lyder forskelligt.

Den ene – GSi75 – har en vægtløshed over sig og et silkeblødt lydbillede med høj opløsning. Den anden lyder varmere og mere fyldigt, og har en mere fremtrædende basgengivelse. Men begge kan siges at have en signaturlyd, der klart bunder i, at de bruger vakuumrør.

Det troede jeg også, at Octave V 70 SE ville have.

Moduler

Den tyskbyggede rørforstærker er én af mange fra Octave Audio, der har specialiseret sig i netop rørforstærkere. Den placerer sig midt i feltet af producentens integrerede forstærkere. V 70 SE er en kraftigere udgave af V 40 SE, og som navnet antyder, er den opgivne effekt 70 watt pr. kanal. Ved 4 ohm, vel at mærke.

Det særlige ved de fleste Octave-forstærkere er, at de er bygget, så man kan tilføje f.eks. et phono-modul eller en ekstra indgang med enten RCA- eller XLR-tilslutning. Modulerne koster nogle tusind kroner ekstra, og til de integrerede kan de også efterbestilles, men skal så monteres af en forhandler. Det er ikke indstiksmoduler.

Til V 70 SE specifikt kan man vælge et phono-modul med MM- eller MC-indgang. Forstærkeren er allerede udstyret med line-ind- og -udgange, og en XLR-indgang til balancerede kabler.

Black Box

Den har også noget ganske unikt for Octave: En separat indgang til en såkaldt Black Box, som er en separat boks med ekstra kondensatorkapacitet.

Den findes i to størrelser: Black Box med fire gange kapacitet (1.170 euro) og Super Black Box (3.100 euro) med ti gange kapacitet. Når man tilslutter en Black Box, bliver forstærkeren mere stabil på højttalere med lav impedans, f.eks. elektrostathøjttalere, der kan have så lav modstand som 2 ohm.

Octave-chef Andreas Hofmann og hans team mener, at lyden kan forbedres med en Black Box. Også selv om man ikke har højttalere, der er så krævende, at den ekstra kapacitet er nødvendig. Det vender jeg tilbage til.

Bias

V 70 SE har fire 6550-rør i en såkaldt push-pull-konfiguration. Den kan også udstyres med fire KT88- eller EL34-rør. Som lidt simpelt sagt svarer til forskellig topping på pizzaen. Rørene vil nemlig ændre, hvordan forstærkeren lyder, og det samme vil rør fra forskellige producenter. Omtrent ligesom forskellen mellem en San Daniele- og en Iberico-skinke.

Andreas Hofmanns tillid til vakuumrør betyder ikke, at forstærkeren ikke har transistorer eller integrerede kredsløb. De er bare ikke en del af udgangssignalet og bruges ikke til overvågning og automatisk justering af bias-strømmen til rørene.

De justeres med en lille skruetrækker, som stikkes i små huller foran, der hvor lysdioderne lyser op. Hofmann mener, at manuel bias er bedre end automatisk, fordi man hele tiden har tjek på rørenes tilstand via diodernes farve og kan se, når der er en afvigelse, eller et rør ikke har spænding, osv. I modsætning til mange automatiske løsninger, der ikke advarer, hvis noget er galt.

Jeg har allerede nævnt den mindre 40-watter V 40 SE, men der findes også en V 70 Class A, som har fire KT120-rør. Den leverer hele 50 watt pr. kanal i klasse A-drift med en Super Black Box tilsluttet. Den bruger dynamisk biaskontrol for at kompensere for den begrænsede effekt, som klasse A normalt har, men man kan også justere bias manuelt, hvis man vil det.

Eco-mode

Octave V 70 SE er også udstyret med en Eco-mode, som man kan vælge med en vippeknap på bagsiden. Med Eco-mode aktiveret slukker forstærkeren strømmen, hvis der ikke er noget signal efter ti minutter, for at spare rørene. Så trækker forstærkeren omkring 20 watt, men så snart der registreres et signal, tændes rørene, og forstærkeren er klar i løbet af få sekunder.

Lyder ikke som forventet

Jeg var ikke helt forberedt på lyden fra Octave-forstærkeren. Selv om jeg havde hørt Octave før, var det første gang, jeg havde en til test i flere uger. Det sorte eksemplar, jeg fik leveret, kom med en Black Box og et Octave F3 P-filter. Som er et EMI-filter, der dæmper elektromagnetisk interferens og kobles mellem signalkilden og forstærkeren. Eller mellem en forforstærker og en effektforstærker.

Jeg brugte ikke filteret nok til at inddrage det i testen, men derimod V 70 SE med og uden Black Box.

Det meste af testen foregik med de enestående højttalere KEF Reference 5 Meta, som er relativt nemme at drive. Først troede jeg, at de måske var et nummer for store til Octave-forstærkeren, men der tog jeg fejl. Den havde fantastisk kontrol i bassen og formåede at spille meget højere uden hørbar forvrængning, end jeg havde turdet håbe.

Octave-forstærkeren har ikke noget af den klassiske varme, fyldige klang, som rørforstærkere ofte kan have, og i kombination med visse højttalere kan lyden virke lidt tynd, næsten kølig. F.eks. enkelte transistorforstærkere.

Men efterhånden som man får lyttet til og lærer den at kende, opdager man, at den snarere spiller mere korrekt, end den gængse opfattelse af rørforstærkere tilsiger.

“Cold Duck” med Al Jarreau kan lyde lidt skarpt i diskanten, men det var der ikke så meget som en antydning af her, og forstærkeren havde chokerende god kontrol i bassen på de store KEF-højttalere. Den formår at gå virkelig dybt i bassen med en autoritet, som man normalt ikke forbinder med rørforstærkere, og den bevarer kontrollen i lavere oktaver, selv når man spiller højt.

Personligt kunne jeg godt tænke mig lidt varmere klaverklang og lidt mere fylde på vokaler, men det er selvfølgelig en smagssag. Keith Jarretts Steinway-flygel lød overhovedet ikke tyndt, men mellemtoneregisteret havde ikke den samme organiske fylde, som jeg fik med Line Magnetic-forstærkeren – eller Rotel Michi X5 (transistor), for den sags skyld.

Men Octave V 70 SE kompenserer for det med et meget velfokuseret lydbillede, som er mere gennemsigtigt og detaljeret end Line Magnetic-forstærkerens og næsten på niveau med den langt dyrere GSi75 fra Audio Research.

De små, men højpotente Klipsch Heresy IV (test på vej) vågnede op til dåd med Octave-forstærkeren og lød så dynamisk og levende, som jeg næppe har hørt dem før. Men også her tænkte jeg, at klaverklang og vokaler godt kunne trænge til lidt mere fylde.

Forskellen med og uden Black Box tilsluttet var mindre, end jeg havde regnet med. Det kan skyldes, at ingen af de højttalere, jeg brugte, var særlig tungtdrevne, heller ikke lavimpedante eller på anden måde “besværlige”.

Jeg vil nok anbefale at forhøre sig i forretningen og selvfølgelig låne en med hjem, hvis man tror, at man kan få brug for den ekstra kapacitet. Da Black Box også fungerer lidt som et filter, gør den en ting med lyden, der er værd at nævne.

Hos mig blev lyden lidt mere tør, diskanten mere rolig og bassen mere stram. Forskellen var ikke stor, det skal siges, og jeg er lidt i tvivl om, om den næppe mærkbare forskel vil være pengene værd på alle højttalerne. Men det skader ikke at prøve.

Konklusion

Octave Audios integrerede forstærker V 70 SE vil forbløffe andre end os. Den ryster virkelig de fordomme, som mange har mod rørforstærkere, og vil vinde manges entusiasme for noget, som de ikke troede, de var klar til eller interesseret i. Den virker bedre bygget end mange forstærkere i højere prisklasser, og lydmæssigt kan den konkurrere med mange af dem.

V 70 SE har bedre kontrol over dynamikken, når man spiller højt, og virkede helt upåvirket, når den blæste musikken ud gennem vores store KEF-højttalere. Med mulighed for pladespillerindgang og ekstra filterkapacitet til ekstra tungtdrevne højttalere er den også lidt mere fleksibel end de fleste integrerede forstærkere.

Octave-forstærkeren er afgjort værd at lytte til, om ikke andet så for at få sine fordomme mod rørforstærkere udfordret.