Hvis jeg siger, at du absolut skal benytte dig af chancen for at lytte til noget ineffektivt, som bliver vældig varmt og ikke leverer vildt meget effekt, vil du måske tænke, at det er slået helt klik for mig. 

Hvis jeg samtidig siger, at det drejer sig om en rørforstærker, vil du sikkert ryste på hovedet og smile overbærende. For at rørforstærkere er gammeldags og forældet teknologi, er noget ‘alle’ ved. 

Alligevel er der mange, som sværger til radiorør. En teknologi, som hører det forrige århundrede til, men som stadig bruges af mange forstærkerproducenter – og stort set ingen andre. 

Der er naturligvis gode grunde til, at McIntosh, Audio Research, Jadis, Ayon og mange andre bygger forstærkere med radiorør. Først og fremmest lyden. 

Det er den væsentligste grund til, at man kan smutte ind i en moderne hi-fi-butik og lytte til en rørforstærker. Lyden.  

Den kan være vidt forskellig fra forstærker til forstærker. Det kommer helt an på konstruktionen, hvilke rør den bruger, hvad konstruktøren ønsker at opnå – og i sidste ende hvilke højttalere, man bruger.  

Nogle forstærkere lyder så blødt og behageligt, at det grænser til det anæmiske. Andre igen kan have en strammere retning på musikken og levere en mere åben og fokuseret lyd, men ingen af dem er kedelige at lytte til. Selvfølgelig findes der forstærkere, som uanset indmaden har en lidt slappere bas og dæmpet diskant til fordel for en mere fremtrædende mellemtone. Et kendetegn, mange forbinder med netop rørforstærkere.   

Dét kan Octave V 70 SE ikke beskyldes for. Da vi testede den i 2022, vendte den op ned på alt, hvad vi troede, vi vidste om rørforstærkere. Den er det modsatte af anæmisk og ulden. Bassen går kælderdybt, der er fuld kontrol, selv når man spiller højt, og lydbilledet er fokuseret, åbent og luftigt. Det lyder mere som en moderne transistorforstærker, ikke sandt? 

Det er klart, at det ikke er alle, som køber en rørforstærker for at den skal lyde næsten som en transistorforstærker. Den magiske mellemtonegengivelse, en virkelig god rørforstærker kan have, er netop det, mange er ude efter, når de vælger rør. Måske vil de have lidt ekstra romantisk varme strøet ud over lydbilledet.  

I så fald er Octave V 70 SE næppe det rette valg, men Andreas Hofmann hos tyske Octave har en løsning for dem, der finder V 70 SE for stram og korrekt: 

En V 70 Class A, som har lavere effekt, bliver meget varmere, og er langt mindre effektiv end en V 70 SE, eller en V 80 SE, som vi først troede var en V 70 Class A fordi den lød som en.

I en klasse for sig

Forstærkeren adskiller sig fra en V 70 SE (og de fleste andre forstærkere) ved, at den kører udgangstrinnet i såkaldt klasse A-drift. Den korte forklaring er, at der sendes konstant strøm til transistoren, eller i dette tilfælde radiorøret. Det vil sige uden at strømmen slås til og fra. Det giver lavere forvrængning end i det mere almindelige klasse AB-princip, som slår strømmen fra for hver halvcyklus af signalet. 

En af ulemperne ved klasse A er lavere effekt, men det har Octave løst med en push-pull-konfiguration med to KT120-rør pr. kanal. Det giver højere effekt og et mere lineært og stabilt signal med lavere harmonisk forvrængning. 

I en Octave V 70 Class A er den opgivne effekt 50 watt pr. kanal i 4 ohm. Det er temmelig meget for en Class A-forstærker, selv i en push-pull-konfiguration. 

Forstærkeren kan levere op til 70 watt pr. kanal, hvis den kobles sammen med Octaves Black Box, en separat boks med ekstra kondensatorkapacitet, som giver kraftigere strømreserver.  

I en V 80 SE som denne (se bildene), bruges fire KT150 rør som giver hele 120 w per kanal og meget bedre kontroll.

Black Box findes i to størrelser, Black Box med fire gange kapacitet til 1.170 Euro og Super Black Box med 10 gange kapacitet til 3.100 Euro. Når man kobler til en Black Box, bliver forstærkeren både mere stabil på højttalere med lav og meget variabel impedans, og den kan levere en strammere styring af højttalerne. 

Som med de fleste Octave-forstærkere kan man udskifte en af de analoge indgange med et phono-modul med MM- eller MC-indgang. Dermed går du fra fem til fire linjeindgange udover pladespillerindgangen og en XLR-indgang til lydkilder med balancerede udgange. Der er også en hovedtelefonudgang skjult mellem kabelterminalerne på bagsiden samt en udgang til for eksempel en subwoofer. 

Dynamisk bias

Radiorør bruger noget, som ligner styrestrøm og som kaldes bias. Selv om forstærkeren normalt selv tager sig af bias-strømmen, kan der være forstærkere, hvor bias skal indstilles manuelt, eller hvor det kan være nødvendigt at tjekke og eventuelt justere den. Strømmen justeres til korrekt niveau, når rørene er varmet op. Her gøres det med en skruetrækker gennem små huller i fronten. 

Bias tjekker man via de lysende LED’er, som står på rad og række – alle skal lyse grønt, når alt er indstillet korrekt. Gør de ikke det, så drej knappen til højre for displayet til Bias for at få tilgang til bias-justering, og følg brugsanvisningen. 

Ecomode

Forstærkeren er udstyret med en strømspareknap på bagsiden. Med Ecomode aktiveret slukker forstærkeren for strømmen, hvis der ikke er noget signal efter 10 minutter for at spare på rørene. Dermed bruger forstærkeren et minimum af strøm, men så snart den registrerer et signal, tændes rørene, og i løbet af få sekunder er forstærkeren klar. 

Silkelyd med glød

Da jeg testede V 70 SE slog det mig, hvor anderledes den lød i forhold til, hvad jeg var vant til fra rørforstærkere. Den varme fulde lyd, jeg havde forventet fra forstærkeren, blev simpelthen erstattet af stram styring med fuld kontrol og et meget neutralt lydbillede. Kedeligt, vil nogle sige, men hver sin smag. 

Jeg var derfor vældig spændt på, om V 70 Class A gik i samme retning, men det gjorde den til min forbavselse i mindre grad.   

Det varede ikke længe, før jeg indså, at denne version af V 70 er skabt til dem, der elsker rørforstærkere og helst vil have den varme, fyldige klang med den silkebløde mellemtone, som de bedste rørforstærkere gerne leverer. 

Men her kombineres den varme glød med et usædvanligt kontrolleret lydbillede; hvor dynamikken, især i bassen, minder mere om SE-udgaven af V 70. Det mærkes, at klasse A-udgaven ikke er lige så dynamisk som klasse AB-udgaven, men jeg oplever ikke, at den er anæmisk på nogen måde. Snarere tværtimod. 

I stedet har den mere af det organiske, nærmest legato flow i musikken, der er så ørevenligt, at al musik lyder pragtfuldt naturligt ud af højttalerne. På de små Audiovector R1 Arreté havde jeg ikke forventet så god kontrol af dybbassen. Man får med lethed selv den laveste oktav fra et koncertklaver med, selv på så lille en højttaler. Klaverklangen høres tydeligere i rummet, og der er en usædvanlig dybde i lydbilledet. 

Hvor en V 70 SE gengiver bækkener med en knivskarp lethed, giver de samme toner mere genklang her. Jack DeJohnettes trommer på Butch & Butch fra Keith Jarretts album Up For It lyder varmere, og der er mere tyngde i den lille stortromme på indspilningen. Gary Peacocks kontrabas er lidt længere fremme i lydbilledet, og jeg hører mere luft mellem de optrædende på liveoptagelsen fra 2002. 

Vokaler er som regel den sværeste øvelse. Hvor nogle stemmer kan miste deres glød og dybde på enkelte forstærkere, fremstår de notorisk svære sopranstemmer med varm, silkeblød glød, og selv Kathleen Battles kølige sopran som Adina i Donizettis Love Elixir får tiltrængt klangfylde. Vokalen fra hendes medspiller, Luciano Pavarotti som Nemorino, kan nogle gange lyde hård og forceret, men ikke her. Med Octave-forstærkeren sammen med et par Sonus faber Olympica får optagelsen fra 1989 nyt liv, og vokalerne den dybde, de fortjener. Under ledelse af James Levine får koret og orkestret på The Met her stort spillerum, og den tilførte varme i lydbilledet berøver ikke musikken nogen af dens detaljer eller klangnuancer. 

Jeg bruger ofte Al Jarreaus Cold Duck som eksempel på en optagelse, der hurtigt kan lyde skarpt i diskanten. Her glattes hårdheden ud, og også her mærker jeg, at vokalen får mere glød. Det samme sker på Accentuate The Positive fra samme album. Forstærkeren har totalt kontrol over dynamikken, og intet lyder hårdt eller skarpt, selv når jeg spiller højt. 

Da jeg testede V 70 SE savnede jeg lidt varmere klaverklang og lidt mere fylde på vokalerne, det ønske er til fulde opfyldt på V 80 SE. Som giver Keith Jarretts Steinway-klaver den klangbund og varme, jeg kan lide, og vokalerne mere dybde og glød. Mere musikalitet, kan man sige. 

Octave-forstærkeren placerer sig i en eksklusiv klasse af rigtig gode integrerede high-end forstærkere. McIntosh MA9000 for eksempel, som har tre gange så mange indgange, DAC, pladespillerindgang og endeløse kræfter. Den superopløste og yderst fleksible Ayre EX-8 koster omtrent det samme, men ingen af dem skaber helt det samme organiske og samtidig luftige flow i musikken, som kendetegner Octave V 80 SE. 

Konklusion

Den integrerede forstærker bringer noget ekstra til musikken, som ikke alle forstærkere kan klare. Med en Octave V 80 SE  får man ikke verdens kraftigste eller mest avancerede forstærker med alt muligt indbygget. I stedet får man et instrument til musikgengivelse, der bedre end de fleste er i stand til at give musikken den naturlige glød og nerve, som du kan opleve ved en (akustisk) koncert. Octave V 80 SE  er forstærkeren for dem, der foretrækker, at musikken har mere af den behagelige varme glød, mange forbinder med rørforstærkere.