Det er faktisk mærkeligt, at noget så fundamentalt enkelt som en pickup kan lyde så forskelligt. Du er bare nødt til at prøve det selv.
Hvis du sammenligner en Ortofon 2M Red med en Ortofon MC Windfeld Ti – en pickup til 750 kroner og en pickup til godt 37.000 kroner – er forskellen som nat og dag.
Selv om de grundlæggende er ens.
Begge har en nålearm, der strækker sig mod rillerne på en vinylplade fra et fleksibelt ophæng i den ene ende. Bevægelserne genererer et signal ved hjælp af spoler og magneter, som til sidst ender i højttalerne. Okay, i en MC Windfeld Ti er det spolen, der bevæger sig – deraf MC – eller moving coil, mens det i en 2M Red er magneten, der bevæger sig. Med andre ord en moving magnet.
Men der er flere forskelle. En 2M Red er et formstøbt plasthus, en relativt enkel konstruktion med en almindelig elliptisk nåleslibning. Pickuppen passer til de fleste pladespillere, er nem at montere og kan bruges med alle forstærkere med en MM-indgang.
Men en MC Windfeld Ti er noget helt andet. Det er en racehest, fintrimmet for at få mest muligt ud af rillerne i pladerne. Hver eneste lille detalje er minutiøst udviklet og forfinet til perfektion.
Per Windfeld
Sådan bør det absolut også bør være. Pickuppen bærer navnet på Ortofons legendariske designer fra 1976 til 2006 – Per Windfeld. Manden, der blandt mange andre pickupper konstruerede Ortofon MC20 Super, som jeg havde på en Helius-arm i 90’erne.
Da Windfeld gik på pension, skabte Ortofon en Windfeld-pickup i 2008 til ære for mandens 30 år hos Ortofon. Den var baseret på datidens Ortofon Kontrapunkt og MC Jubilee og udstyret med Ortofons egen nåleslibning. Ortofon Replicant Stylus 100 med en skarpt slebet og poleret diamant for enden af nålearmen.
Den nyere Ortofon MC Windfeld Ti, er designet af Windfelds efterfølger, Leif Johannsen. Som også bruger Replicant Stylus 100 (r/R 5/100 µm) – med en nålearm af bor. Pickuppen, som er støbt i samme form som en Ortofon Cadenza, er lavet af rustfrit stål og SLM-titanium (Selective Laser Melting). Med en vægt på 11 gram er den ikke nogen letvægter, selv om den er to gram lettere end den første Windfeld-pickup.
MC Windfeld Ti
Blandt de mange ting, du finder på en Ortofon i denne prisklasse, som du ikke finder på en 2M Red, er Ortofons Wide Range Damping (WRD). Det er en lille rund skive, der er placeret mellem to små absorbenter med forskellige dæmpningsegenskaber. WRD fungerer som en støddæmper, der holder pickup-nålen i sporet hele tiden. Det hjælper med både sporing og resonanskontrol.
En lille, men kraftig neodymmagnet er monteret i Ortofons Field Stabilising Element (FSE). Det er en lille cylinder af ledende materiale, som stabiliserer magnetfeltet. Ifølge Ortofon giver det større dynamisk kontrast med minimal forvrængning og intermodulation.
Pickuppen leverer en udgangsspænding på 0,2 mV, hvilket betyder, at pickuppen skal matches med et phono-trin, der har mulighed for at indstille forstærkningen til et optimalt niveau. Ortofon specificerer en belastningsimpedans på >10 ohm, hvilket ikke alle phono-trin kan matche. Så igen er det vigtigt at have eller finde et phono-trin, der i det mindste kan justeres ned til 20-50 ohm.
Den skarpe slibning bør spore fejlfrit op til 90 µm (315 Hz), hvis nåletrykket er omkring de anbefalede 2,3 gram. Nålens sporingsvinkel skal være 23°, og set fra siden skal pickuphuset og tonearmen ligge vandret på linje med vinylskiven, når pickuppen er korrekt monteret.
Vær omhyggelig
Dette kan ikke understreges nok. Korrekt installation handler ikke kun om at skrue pickuppen på i “kørselsretningen”, men også om at få de kritiske vinkler på plads. Sporingsvinklen på 23° er nævnt (VTA), bagkanten af nålespidsen skal være 92° (SRA), og for at være på den sikre side kan du bruge en vinkelmåler og et seriøst forstørrelsesglas.
Hvis du er i stand til at justere azimut – den vandrette vinkel på pickuphuset – skal du bruge et lille spejl. Set forfra skal nålearmen pege i en lige 90° linje fra et lille spejl, som du forsigtigt kan placere pickuppen på. Hvis nåletappen hælder til en af siderne, skal du forsigtigt løsne pickuphuset og dreje det, indtil refleksionen i spejlet ligger perfekt på linje med nålearmen.
Hvis du ikke har et phono-trin i topklasse, kan jeg anbefale Hegel V10, Gold Note PH-10 eller Primare R35 i den moderate prisklasse. Hvis du har et større budget, kan McIntosh MP100 eller Rega Aura MC* give dig endnu bedre lyd fra din pickup.
*Min. belastningsimpedans 50 Ohm.
Transparent lydbillede og lynhurtig dynamik
Jeg var lidt usikker på, hvad jeg kunne forvente. Ville pickuppen lyde som en raffineret version af en Ortofon Cadenza Black eller en Ortofon MC Diamond (tidligere MC Anna)?
Det første indtryk var formidabelt. Sikke en dynamik! Mit umiddelbare indtryk var, at vi taler om lynhurtige transienter med kant. Ikke ulig en Audio-Technica AT-ART1000, men med mere vægt og fylde i bassen. Windfeld-pickuppen sporede dybere i rillerne og hentede mere information fra skiverne end de fleste, jeg har testet.
Lyden er bestemt mere neutral end varm eller kold, men gav ikke David Sandborns altsaxofon noget ubehageligt sting på Maputo fra Sandborn og Bob James’ Double Vision-album. Jeg har sjældent hørt Marcus Millers slap-bas så fokuseret og defineret, og der er en vidunderlig tyngde og dynamik i Steve Gadds slagtøj.
Lyden har en slags mastertape-kvalitet, hvor alt er afstemt og perfekt afbalanceret.
Hvilket bringer mig til Jan Gunnar Hoffs ensembleindspilning på Polarity-albummet. En meget nyere indspilning foretaget af Lindberg Lyd i Sofienberg Kirke i Oslo. Lyt til, hvordan akustikken i kirken giver slagtøjet luft og en vis distance. Der er ingen mangel på dynamik eller slagkraft; du kan mærke lyden af slagtøjet på din krop.
Det næste nummer på albummet, Home, er en rolig ballade med klaver, bas og fløjter, der stryger hen over trommeskindet. Lyt til, hvordan fløjterne lyder fjerlette, mens transienterne fra kontrabassen får en varm fylde, der giver musikken dybde. Det er en smuk ting.
Triojazz er ikke det eneste, denne pickup kan. Den gengiver strygere med en opløsning, der lader dig lugte harpiksen. I Mozarts tredje violinkoncert (Qu 216), et af hans mest berømte violinstykker, fremført af Marianne Thorsen og Trondheimsolisterne (Lindberg Lyd i en kirkeoptagelse igen), er lyden af strygerne superopløst.
Man kan høre afstanden mellem instrumentgrupperne i orkestret. Træblæserne er mærkbart længere væk end soloviolinen, og også her kan man høre lyden af kirken i optagelsen. Det giver musikken en dybde og tredimensionalitet, som ikke er så let at opnå med en 2M Red.
Det engelske Ezra Collective er i høj grad et stilskifte. Deres funky jazzfusion er lige så nem at danse til, som den er at lytte til. God Gave Me Feet For Dancing med Yasmin Lacey på vokal, for eksempel. Et blødt kram af en sang, der blidt vugger dig, mens kvintetten leverer et funky bagtæppe, let blandet med lidt afrobeat, til den fløjlsbløde vokal. Pickuppen svinger også. Det placerer rytmen langt fremme i lydbilledet og giver vokalen masser af plads i midten. Her føler man, at man står ved scenen, fordi alle transienterne er så umiddelbare. Hornene lyder varme og fyldige, og det er ikke farligt at skrue op for lyden. Tværtimod, faktisk.
Konklusion
Ortofon MC Windfeld Ti er en fantastisk pickup. Den føles mere allround end mange andre pickupper, jeg har testet, og den spiller, som den skal. Få pickupper har en så vellykket kombination af opløsning, indsigt, dynamik og decideret punch.
Den mestrer strygerlyden såvel som rytmen og dynamikken i et slagtøjsinstrument, og den er et fund på vokaler. Du får lidt bedre opløsning og finere detaljer i en Audio-Technica AT-ART1000 eller en Ortofon MC Diamond (tidligere MC Anna). Men for mig er Windfeld-pickuppens mere organiske gengivelse af musikken at foretrække frem for den absolutte opløsning. MC Windfeld Ti er dyr, men pengene værd.
Tak for anmeldelsen. Jeg undrer mig lidt over, hvorfor det er angivet som et minus, at det tager tid at sætte den op og den kræver dyr elektronik. Det kan man jo sige om alle pickupper i prisklassen, så det er vel ikke et direkte minus for en pickup af denne kvalitet?