TEST: Pro-Ject The Classic SB Superpack

Min første pladespiller var en engelsk Garrard med mellemhjul. Det er snart 40 år siden, men den spritnye Pro-Ject The Classic ser til forveksling ligesådan ud.

Med trækabinet og metaltallerken er der mange ligheder mellem den gamle englænder fra Swindon og østrigeren fra Wien. Men Pro-Jects pladespiller er remdrevet og langt bedre bygget. Trods det klassiske design er den en studie i, hvordan moderne elektronik og bedre værktøjer har givet bedre styring, præcision og kontrol. Resultatet er en vellydende grammofon, som stiller op i de øvre divisioner og kan klare sig mod de bedste.

Det er en pladespiller for folk med en begyndende eller veletableret pladesamling. Måske har de også ejet en Garrard engang og har fundet vinylpladerne frem igen, eller måske er de rene begyndere i den analoge vinylverden.

Uanset hvad, så har de én ting til fælles: De er mindst lige så optaget af lyden som af æstetikken. En pladespiller er jo et instrument til at afspille musik på og kan sagtens tåle at stå fremme i et velmøbleret hjem. Især når den ser så velgjort og tiltalende ud som Pro-Ject The Classic Superpack.

Toptrimmet pladespiller

Den findes i to versioner. Den almindelige The Classic leveres med en glimrende Ortofon 2M Silver – en MM-pickup, der passer godt til de fleste forstærkere, og som vi har prøvet forud for testen af Superpack-udgaven.

Denne udgave er mere eksklusiv. Bl.a. med en dyrere Ortofon Quintet Red – en MC-pickup, der kræver, at forstærkeren har en indgang tilpasset en MC’s lavere udgangsspænding. Alternativt kan man anvende en af Pro-Jects pickup-forstærkere – RIAA-trin – med konfigurérbar MC-indgang.

Men Superpack tilbyder mere end en pickup, som giver bedre lyd. Den integrerede motor har fået elektronisk hastighedsregulering med en knap og to lysdioder, der markerer hastigheden: 33 1/3 eller 45 omdrejninger. Lyset blinker, indtil elektronikken registrerer, at hastigheden er korrekt, hvilket tager nogle sekunder, fra man trykker på knappen. For at stoppe afspilningen holder man knappen inde i to-tre sekunder.

Kosmetisk er den magen til den almindlige udgave og fås i valnød, rosentræ eller en mørkere eukalyptusfinér. Samme dæmpede tallerken, samme fjederophængte chassis på tre justérbare dæmpefødder og samme dæmpede tonearm med karbonovertrukket alu-rør findes på Superpack-udgaven.

Der medfølger en plademåtte i sort læder, en pladestrammer, et støvdæksel og lidt bedre kabler end i den almindelige Classic-udgave.

Opsætning

Pro-Jects pladespiller er nem at betjene i hverdagen; udpakning og montering er lidt mere krævende. Pickuppen er monteret, men resten skal man selv klare. Følg den vedlagte monteringsanvisning for at undgå fejl.

Af en eller anden grund insisterer Pro-Ject på den gamle anti-skating-løsning med et lod i en snor. Det er hverken den mest præcise eller den mest elegante måde at forhindre pickuppen i gravitere i rillerne på, og den skrøbelige løsning er besværlig at få sat op. Endsige holde på plads.

Mens den almindelige Classics nærmeste konkurrent hedder Rega Planar 3, skal Superpack-udgaven hamle op med den nyere Planar 6. En pladespiller, hvor al elektronik er placeret i en ekstern strømforsyning, inklusive hastighedsomskifter og start/stop.

Planar 3 fås enten med en Rega Exact MM-pickup til omtrent samme pris som The Classic Superpack eller med en Rega Ania MC-pickup mod et tillæg til prisen. Det er en pladespiller med formidable lydkvaliteter, og vi kårede den – ikke spor ufortjent – til Årets Bedste pladespiller i 2017.

Generøs lyd og livlig dynamik

Den toptrimmede Pro-Ject-pladespiller har med andre ord benhård konkurrence, men klarer sig fremragende, da den besidder andre egenskaber, som er nemme at sætte pris på.

Sænker man nålen på en Rega Ania ned i rillerne, får man en knivskarpt defineret musikgengivelse med stram kontrol. Alt er så præcist, fokuseret og tydeligt gengivet, at musikken fremstår, som om den kommer fra en cd. Bare uden den antiseptiske kølighed; i stedet er musikken varmere og mere fyldigt gengivet.

The Classic Superpack tager det hele et skridt længere i retning af varm og fyldig klang. Det lyder ikke så skarpt og fokuseret som med Planar 6, men der er mere krop i bassen.

Norske Maya Viks debutalbum, Château Faux-Coupe, blev udgivet på vinyl i et begrænset oplag. Her er der en fin tyngde i bassen, og The Classic Superpack lyder federe – hvis man kan sige det sådan – end Planar 6. Rytmerne har mere vægt, der er mere kraft bag slagene på stortrommen, og på Pat Methenys 80/81 lyder guitarklangen mere fyldig. Stadig godt fokuseret, omend ikke så skarpt som på Rega-pladespilleren.

Kontrabas og klaver lyder varmere, uden at være uldent gengivet, og vokalen har lidt mere dybde på Pro-Jects pladespiller. Rega-pladespilleren er bedre på dynamisk kontrast, den er hurtigere på transienter og gengiver flere mikrodetaljer.

Lydbilledet har lidt mere dybde på Mozarts Requiem, men The Classic Superpack gengiver dødmessen med større format og dybere bas. I den anden ende giver den luftige diskant Planar 6 Rega en fordel, men Superpack-pladespilleren har til gengæld mere kropslighed på vokalgengivelsen. Både fra solister og kor.

Det er svært at sige, at det ene er bedre end det andet. Rega-pladespilleren er måske lettere at have med gøre, men lyden fra Pro-Jects pladepiller appellerer måske mere til romantikere. Med sin generøse klang og livlige dynamik er Planar 6 mere skarpskåret og fokuseret.

Konklusion

Hvis man kan strække budgettet fra en Pro-Ject The Classic til Superpack-udgaven, er det afgjort de ekstra penge værd. Bedre motorstyring og en bedre pickup er med til at løfte lydkvaliteten fra pladespilleren til øverste niveau i denne prisklasse.

The Classic Superpack er et godt match til vores reference i klassen, Rega Planar 6, og har sin egen måde at præsentere musik på, som er meget let at holde af. En pladespiller med klare referencekvaliteter!