TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Test: PS Audio Stellar Gain Cell DAC

DAC med mange tricks

PS Audios digitalkonverter er også en forforstærker med helt analoge kredsløb. Men det er først og fremmest digitalt, den stråler.

Af / 31/03/2018 - 23:11
PS Audio Stellar Gain Cell DAC

Lyd & Billede mener

  • Flot opløsning, især når man højere end cd-kvalitet på lydformaterne. DAC’en fungerer også ypperligt som forforstærker.
  • Analoge kilder brillerer ikke lige så meget.

Af en lille by med 100.000 indbyggere at være er Boulder, Colorado, hjemsted for en imponerende samling high-end-producenter. Såsom Boulder Amplifiers, Ayre Acoustics og Avalon Acoustics. Og så PS Audio. Hvor PS er initialerne i grundlæggernes fornavne, chefkonstruktør Paul McGowan og daværende designer Stan Warren.

PS Audios første produkt var en pladespillerforstærker i 1973, og efterhånden blev de kendt for deres strømfilterløsninger. Et felt, hvor de stadig står stærkt, men gennem årene er de også blevet kendt for både forstærkere og digitale lydkilder. Vi har endnu ikke hørt et dårligt produkt fra PS Audio, men det er et stykke tid siden, vi har testet noget fra dem. Sidst var PerfectWave DAC i 2010, som vi faldt voldsomt for.

DAC

Med Stellar Gain Cell DAC har PS Audio taget deres kundskaber et skridt videre. I hjertet af digitalkonverteren sidder en 32 bit DAC-chip fra ESS, der understøtter højopløst lyd op til 384 kHz PCM eller DSD-filer op til 128 gange cd-opløsning (5,6 MHz). DAC’en kan i øvrigt afkode stereo-SACD direkte via HDMI-indgangen (I2S).

PS Audio Stellar Gain Cell DAC
PS Audio Stellar Gain Cell DAC er et fint stykke håndværk. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Analog forforstærker

Men det er ikke kun en DAC. PS Audio har nemlig valgt at integrere en fuldværdig – helt analog – forforstærkerdel. Hvor mange andre forforstærkere bruger ekstra komponenter i signalvejen for at variere lydniveauet, gøres det her af forforstærkerens egentlige forstærkertrin. Dermed er der ikke behov for ekstra kredsløb i signalvejen, og man får mere end 80 dB dæmpning af lydsignalet. PS Audio hævder, at ydelsen svarer til de allerbedste forforstærkere på markedet.

Ud over alt, hvad man har brug for af digitale indgange – inklusive USB og HDMI – finder man tre analoge RCA-indgange samt en balanceret XLR. Desuden sidder der en kraftig hovedtelefonudgang i front, der kan drive det meste med sine med 300 milliwatt i 300 ohm og 3,25 watt i 16 ohm.

Annonce

Forskellige justeringer kan laves i DAC’en. Man kan vælge imellem tre forskellige filterindstillinger, fasevende individuelle indgange og meget andet godt. Både direkte på frontpanelet og på fjernbetjeningen. Alt vises på LCD- displayet, som ikke ligefrem er sidste skrig inden for grafisk design, men fungerer fint.

Lydkvalitet

I vores testrum har vi for nylig fået de gulvstående Focal Kanta No.2 ind, som responderer ypperligt på forskellige klangsignaturer fra elektronikken, og som derfor er optimale at teste på. Den integrerede forstærker Hegel H190 (25.000 kroner) passer godt til PS Audio-konverteren i pris, og det skal vise sig, at den også passer meget fint lydmæssigt – takket være sin neutrale, men stadig musikalske klang.

Den lydkilde, jeg bruger, er en MacBook Pro med musikafspilleren Audirvana, som sender al musik bit perfect til DAC’en. Og nu kan afspilleren endelig styres direkte fra iPhone med app’en A+ Remote. Et godt tip!

En af de allerbedste digitalkonvertere, jeg har hørt, er Hegel HD30. Den ligger et par prisklasser over Stellar Gain Cell DAC, og i prisen er analoge indgange ikke inkluderet, så jeg har ingen forventning om, at den skal matches i lydkvalitet.

Derfor er det en behagelig overraskelse, når jeg konstaterer, at Stellar gør det rigtig godt. Hør f.eks. Pink Floyds “Hey You” fra det legendariske konceptalbum The Wall fra 1979. Den remastrede udgave fra 2011 er i øvrigt en af de få moderne remasters, der ikke er radbrækket af dårlige dynamik, men hvor man simpelthen har stræbt efter endnu bedre lyd.

Stellar gengiver den cembalo-agtige traktering af den ekstra lysstrengede akustiske guitar i starten med åndende toner, og når elbassen kommer ind og fylder bunden ud, mens overtonerne fra det båndløse gribebræt klinger lækkert ud, forstår man straks, hvilken kvalitetsklasse vi er i.

PS Audio Stellar Gain Cell DAC rear
De digitale indgange omfatter både USB og HDMI. Desuden er Stellar Gain Cell DAC en ægte analog forforstærker med én balanceret og tre ubalancerede indgange. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Filterindstillinger

Da det er en 44,1 kHz udgivelse og DAC’en ikke op-sampler, foretrækker jeg filterindstilling nr. 2, som har den bedste balance mellem overtoner og transientrespons (filter 1 har bedre transientrespons, men mindre overtoner på indhold med lav sampling-frekvens, mens filter 3 har endnu flere overtoner, men i højere grad på bekostning af transientresponsen).

På højopløst musik foretrækker jeg filter 1, som giver den bedste rytme og den mest naturlige klang, og hvor alle hørbare overtoner også er med på grund af højere sampling-frekvens.

Anyway. Efterklangen af David Gilmours stemme hænger vægtløst i rummet og breder sig langt ud over højttalernes placering. Og når trommerne slår til efter halvandet minuts tid, er det med en dynamik, som man kun får i denne kvalitetsklasse.

Til sammenligning er der endnu mere tyngde i bassen hos Hegel HD30. Baggrunden er endnu sortere, lidt som om højttalerne har vokset sig større, med mere membranoverflade på enhederne. Der er også mere opløsning hos Hegel, som generelt er en bedre DAC. Men marginerne er små; før man sammenligner, er det ikke let at udpege forbedringspotentialet hos Stellar.

Som forforstærker

Eftersom det er en fuldgyldig forforstærker, må den også testes som en sådan. Ud med den integrerede Hegel H190 og ind med effektforstærkeren H20 (33.000 kroner).

Ja, jeg ved godt, at det er meget Hegel, men det er nu engang det, vi har at sammenligne med i vores faste forstærker-rig. Og nu sker der noget interessant. Fordi en forforstærker i virkeligheden er en attenuator – en lyddæmper – vil det dynamiske område blive reduceret, så snart man bruger DAC’en til dette.

Eller rettere sagt: Det sker med Hegel HD30, men ikke i samme grad med Stellar-DAC’en. Hvilket betyder, at amerikaneren pludselig har en fordel. For ved normalt lytteniveau er det nu et meget tættere ræs. HD30 har stadig mere bundtræk i dybbasområdet, men nu er der næsten lige så mange “stjerner på himlen” med Stellar. Guitarer stråler, stemmer står frem fra et sort bagtæppe af stilhed, og det er lækkert at lytte til.

Men hvad med de analoge indgange? Det er trods alt en analog forforstærker hele vejen igennem, så de burde være af glimrende kvalitet. Nu ikke så hurtigt. For selv om Hegels cd-afspiller The Mohican er fabelagtig på mange måder, så skrumper lydbilledet spillet igennem Stellar i forhold til samme musik spillet igennem digitalindgangen.

Det samme oplevede jeg med Electrocompaniets netværksafspiller ECM 2, og det er ikke, fordi de tilsluttede produkters indbyggede DAC er mangelfuld. Det virker simpelthen, som om Stellar ikke er en lige så god analog forforstærker som DAC.

PS Audio Stellar GCD volume
Lydniveauet kan indstilles på hjulet på fronten, hvis man ikke vil bruge den medfølgende fjernbetjening. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Fremragende hovedtelefonforstærker

Endelig er jeg interesseret i, hvor god Stellar er til at drive et par hovedtelefoner. Ofte er hovedtelefonudgangen en eftertanke i forhold til resten af konstruktionen, og aldrig lige så god som en dedikeret hovedtelefonforstærker.

Det er derfor spændende at konstatere, at Stellar på mange måder er mindst lige så god som Questyle CMA 400i – en hovedtelefonforstærker med DAC, som jeg lånte af Oslo Hi-Fi Center for at teste de lukkede MrSpeakers Aeon Flow Closed. Disse hovedtelefoner lyder meget åbent og luftigt, som om de var af den åbne type. Men de kan nemt lyde lidt tyndt, hvis de ikke får kraft nok i bunden, hvilket jeg faktisk savner hos den nævnte Questyle-forstærker.

Den lyder ellers nydeligt, med masser af luft i lydbilledet. Hvilket den fantastiske femte sats af Stravinskijs Ildfuglen vidner om. Stort rum og silkebløde overtoner fra alle instrumenter. Men der er ikke meget krudt i de ellers så kraftige pauker.

Med Stellar er sagen en ganske anden. Udvidet dynamik i det vigtige basområde gør, at paukerne brager løs, tubaen lyder større og mere fyldigt, og der er mere gang i den. Det gentager sig med populærmusik, RnB, rock – ja, hvad som helst. Rigtig godt!

Konklusion

PS Audio Stellar Gain Cell DAC er et meget spændende produkt. For det første befinder den sig i en lukrativ prisklasse, hvor der virkelig begynder at ske noget, uden at det er decideret ruinerende. For det andet har den en masse funktioner, der gør den meget alsidig.

Som DAC er Stellar i sig selv rigtig god. Her er der luft og rum i spandevis, og især med højopløst musik oplever vi en sjælden finmaskethed. Musik i cd-kvalitet lyder også rigtig godt, men her må man vælge imellem mest mulig luft og overtoner eller bedst mulig dynamik og live-følelse. Heldigvis er der dog en filterindstilling, der giver os en mellemting.

Som forforstærker er Stellar Gain Cell DAC også rigtig god, i hvert fald med digitale lydkilder. Vi er ikke helt så begejstret for de analoge indgange, der mangler lidt åbenhed og gang i den.

Hvis du har et par gode hovedtelefoner, vil du også blive glædeligt overrasket over hovedtelefonudgangen, som driver dem med ordentlig dynamik og god opløsning. PS Audio Stellar Gain Cell DAC fremstår dermed som et meget komplet og kompetent produkt.

Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Læs videre med LB+

70%

Black Week Tilbud

70% På LB+ Total i 12 måneder!

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

39,- / mnd
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Bluesound tager kampen op med WiiM

Technics frier til de audiofile

Ligner et laboratorieapparat

Slet og ret et knaldgodt køb

Bringer musikken til live

Gløder af spilleglæde

Stylet minimalisme

Hi-Fi streaming på budget

High-end i sværvægtsklassen

Kompromisløs lyd i lommen

Total kontrol

Her er Denons løsning på Sonos-kaosset