TEST: Rega Planar 10

Rega har ofte fået velfortjent hyldest fra både kunder og presse for deres fremragende pladespillere i budget- og premiumklassen. I high-end-klassen, derimod, kan man få det indtryk, at mange hellere vælger større, tungere og mere komplekse grammofoner.

Hvis man bruger 50.000 kroner på en pladespiller, skal det gerne kunne ses.

I den forbindelse har Rega Planar 10 ikke så meget at komme med. Den bygger på Regas letvægtsprincip, hvor less is more er kørt ud i det ekstreme, og hele molevitten vejer under fem kilo. Det er mindre end mange pladetallerkener i high-end-klassen.

Sæt Planar 10 ved siden af en Avid Volvere eller en Yamaha GT-5000, så forstår du, hvad jeg mener.

Planar 10 erstatter RP10, som vi testede i 201 og kårede til et klokkeklart high-end-kup. Den nye 10’er kan se ud som en mindre opgradering, men selv om opskriften er den samme, har Roy Gandy og hans team ledt med lys og lygte efter steder at forbedre P10. Det har næppe været let, men der er tre grundlæggende steder at se på, som er indlysende for en pladespillerkonstruktion …

Det ene er rotationsstabilitet

På en remdrevet pladespiller som denne er det gerne en udfordring. I hvert fald sammenlignet med direkte drevne pladespilleres ekstreme præcision, f.eks. Technics SL-1200G.

Regas løsning er en helt ny strømforsyning, P10 PSU, der anvender en digital processor og en krystal som monitor for bedre hastighedspræcision, hvor en firkantpuls bruges til at spejle den nøjagtige frekvens, der er nødvendig, for at den keramiske tallerken kan rotere med den helt rigtige hastighed.

Det andet er vibrationer

En ny 24 volt synkronmotor er monteret under det ultralette sandwich-chassis for at dæmpe vibrationer, og hver motor er manuelt tilpasset strømforsyningen på fabrikken.

Selv de to gummiremme er nye. Typen kaldes EBLT og er lavet af en ny gummiblanding, EPDM (ethylen-propylen-dien-monomer), som skal give remmen en forudsigelig elasticitet over hele rotationscyklussen. Gummiblandingen er fremstillet på maskiner designet til formålet af Rega selv, i samarbejde med en producent af dele til Formel 1-biler.

Pladespilleren har et forbedret letvægtschassis med en kerne af et polyurethan-materiale hentet fra luftfartsindustrien, som kaldes Tancast 8. Chassiset er lavet som en sandwich med to lag HPL (High Pressure Laminate) og forstærket med to perforerede beslag i fenol (under) og keramisk materiale (over), der skal dæmpe uønskede energioverførsler. F.eks. motorstøj.

Det tredje er endnu bedre præcision

Den hvide tallerkenen i komprimeret keramikoxid er komprimeret og brændt til en tæt masse, før den er skåret til med en diamantskærer for at gøre overfladen perfekt flad. Den hviler på en ny indertallerken i aluminium med bedre kobling til tallerkenen, som igen hviler på et nyt CNC-fremstillet leje med en hærdet stålaksel i en messingbøsning.

Let og stiv tonearm

En anden vital del af en pladespiller er tonearmen. Her er der få, som når Rega til sokkeholderne, især på budgetvenlige tonearme. RB300 er måske alle tiders bedste arm til budgetvenlige pladespillere.

Den nye RB3000 er lavet med endnu smallere tolerancer end før. Ophænget er tilpasset i hånden med udvalgte lejer fra japanske ABEC, hvor der ikke accepteres noget som helst slør i ophænget, hverken vertikalt eller horisontalt. Rega angiver tolerancen til under en tusindedel millimeter.

Som alle Rega-arme er den let og stiv. Der er ingen vibrationsinducerende elementer her, såsom et aftageligt pickup-hus eller et antiskating-lod hængende i en snor. Armen har heller ikke højdejustering. Det er ikke nødvendigt, siger Rega, der ikke har det på nogen af deres tonearme, fordi de mener, at det forringer den mekaniske stabilitet.

Armen er monteret 222 mm fra spindlen (tappen i midten), og overhænget (afstanden fra spindlen til nålespidsen, når armen er helt inde ved førstnævnte) er reduceret fra 17 mm på forgængeren RB2000 til 14,53 mm.

Pickuppen

Planar 10 kan leveres uden pickup eller med den nye Rega Apheta 3, som vi testede pladespilleren med, men også med den endnu dyrere Aphelion. Begge er MC-pickupper.

Apheta 3 er bygget op med neodymmagnet og håndsviklet spole på en krydsformet jernkerne, og monteret med en lige nålearm med Fine Line-slibning. Ophænget er udæmpet (igen lav masse) og monteret i et aluminiumhus indkapslet af et CAD-designet gennemsigtigt plasticdæksel.

Rega opgiver kapacitansen til 1000 pF, impedansen til 100 ohm og udgangsspændingen til 350 µV. Den skal have nåletryk på mellem 1,9 og 2 gram.

Som sædvanlig for Rega er pickuppen monteret med tre skruer placeret, så man nærmest ikke behøver at justere noget.

Storlået præcision

Opsætningen af Planar 10 overstås på ingen tid. I hvert fald hvis man køber den med færdigmonteret pickup. Bare følg den informative brugsanvisning, så går det fint.

Pladespilleren er lille og let og fylder ikke meget, men strømforsyningen kræver næsten lige så meget plads. Den har elektronisk hastighedsvælger, og om nødvendigt kan man kalibrere hastigheden med en skrue på bagsiden. Det var ikke nødvendigt på vores eksemplar, som faldt fint inden for specifikationerne.

Der medfølger en hvid filtmåtte, som man ikke skal bruge, hvis man foretrækker den lyd, man får, når pladen ligger direkte på den hvide tallerkenen. Man kan selvfølgelig også eksperimentere med andre måtter.

Filtmåtte eller ej, denne grammofon leverer et spektakulært neutralt og medrivende lydbillede. Der er en snert i dynamikken, som man sjældent oplever fra vinyl, og Planar 10 henter både flere detaljer og mere dynamik ud af pladerne end RP10. Hvor forgængeren kom lidt til kort på dybbas sammenlignet med f.eks. Technics SL-1200G, har den nye version en langt mere fyldig og mægtig basgengivelse.

Med Regas fremragende MC phono-forstærker Aura får man et åbent lydbillede rigt på raffinerede klangfarver, hvor musikken præsenteres med et format, som jeg ikke har hørt fra en Rega-pladespiller før.

På 2L’s indspilning af Tjajkovskijs serenade i C-dur med Trondheimsolisterne er strygerne knivskarpt fokuseret. Dynamikken er forbløffende god. Lydbilledet er klippefast, dybt og mægtigt med klangfarver, som man normalt forbinder med klassisk musik live.

En anden klassiker – omend i en anden genre – er Dire Straits’ Love Over Gold. Her er dynamikken igen i en klasse for sig. Trommerne og bassen dundrer ud i rummet med en kraft og præcision, som RP10 med den tidligere generation af Apheta-pickuppen ikke formåede, og Mark Knopflers vokal er varmere og mere troværdigt gengivet.

Den lynhurtige dynamik kommer til sin ret på Carla Bleys big band-indspilning, hvor orgelklangen slås om pladsen i rillerne med de lynhurtige transienter fra trommerne. Her skiller pladespilleren instrumenterne ad med perfektion.

Det samme sker på Keith Jarrett Trios Still Live, hvor åbningsnummeret “My Funny Valentine” virkelig kommer til sin ret på Planar 10. Her er der så mange komplekse passager, så meget mikro- og makrodynamik, som let drukner, men det er krystalklart præsenteret i det store lydbillede.

Kantslag på trommerne, whiskers, moduleringen af pedalen på stortrommen og de lette anslag nederst på kontrabassens strenge er perfekt defineret med masser af luft omkring tonerne.

Sammenlignet med

Sammenlignet med den nævnte Technics med en Ortofon Cadenza Bronze-pickup er lyden mere luftig fra Planar 10, som selv om den ikke har den samme totale kontrol i bassen (meget afhængigt af underlaget).

Der er imidlertid et par ting, man skal være opmærksom på:

Underlaget skal være meget stabilt. Helst helt dødt. Pladespilleren selv skaber ikke hørbare resonanser, men hvis man flytter den til et let underlag, der ikke er dødt nok, forplanter resonanser sig let til pladespilleren.

Pickuppen er kun beskyttet af en lille gummimuffe, der trækkes over nålebeskytteren. Selv med den på hænger nålen udsat, så vær forsigtig.

Låget, som er af røgfarvet plexiglas, skal tages af, hver gang man skal spille plader. Det er hverken hængslet eller vipbart på nogen måde. Men who cares? Pladespilleren ser meget bedre ud uden.

Konklusion

Rega Planar 10 er en dyr pladespiller, der ved første øjekast næppe imponerer nogen med sit letvægtschassis og sin mælkehvide pladetallerken.

Den ser ikke specielt dyr ud, må jeg indrømme, men sæt nålen i rillen og hold fast på hagen. Den spiller langt over sin liga, og det bliver ikke nogen let opgave at finde bedre analog lyd end dette i denne prisklasse. I hvert fald for dem, der sætter pris på et ultra luftigt, neutralt, præcist, åbent og dynamisk lydbillede.

Den lyder mere potent og dynamisk end forgængeren RP10, og med den nye Apheta 3-pickup er det en pakke, der kan gøre en ende på jagten efter en bedre pladespiller for rigtig mange vinylelskere.