TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Test: Reloop HiFi Turn5

Bundsolid vellyd

Reloop fortjener opmærksomhed for deres pladespillere, simpelthen fordi man får meget for pengene.

Af / 23/03/2018 - 14:50
Reloop HiFi Turn5

Lyd & Billede mener

  • Varm og fyldig klang med generøs bas, god dynamik og flot fokus. Nem at bruge og nem at opgradere til endnu bedre lyd.
  • Ikke helt så gennemsigtig og fokuseret, som man kunne ønske.

Medmindre du har været DJ de seneste år, er chancen for, at du har hørt om Reloop, ret lille. De laver nemlig DJ-udstyr som hovedtelefoner, mixere og pladespillere, og har først for nylig taget skridtet ind på forbrugermarkedet.

Den første pladespiller, vi testede fra Reloop, hed Turn3 og så egentlig ud som en pladespiller, som hvem som helst kunne have produceret. Bortset fra at den faktisk lød pokkers godt til prisen.

Hemmeligheden ligger i en meget solid plint (bunden i chassiset) og et godt mekanisk ophæng til tonearmen. Den remdrevne Turn3 har elektronisk hastighedsomskifter og leveres med en vellydende Ortofon 2M Red-pickup.

Det samme gælder for den mere eksklusive Turn5, men her er der ingen RIAA eller digital USB-udgang som på Turn3. Men pladespilleren er endnu mere solid (faktisk er den næsten dobbelt så tung), direkte drevet og udstyret med en højdejustérbar arm.

At den ligner en Technics-grammofon, er ikke nogen ulempe – hvorfor ændre på noget, der fungerer? Her er øjeblikkelig opstart takket være et drejningsmoment på 4500 g/cm, når du trykker på startknappen. Pladespilleren har også elektroniske hastighedsomskifter til 33, 45 og 78 omdrejninger i minuttet.

Annonce
238666 Reloop BA
(Foto: Reloop HiFi)

12,8 kilo

Den elektroniske drift sker med en trefaset, 16-pols børsteløs motor, som er kvartstyret for præcis hastighed, og opstartstiden er kun 0,2 sekunder.

Aluminiumtallerkenen er dæmpet med gummi på undersiden og en 5 mm gummimåtte på toppen, og drivværket er monteret i et forstærket chassis med topplade i metal, hvilende på gummierede dæmpefødder.

Det får den samlede vægt op på 12,8 kilo. Pladespilleren har med andre ord masse nok til, at den ikke er overfølsom over for vibrationer.

Justérbar arm

En af ulemperne ved mange pladespillere er, at udskiftning af pickuppen kan være krævende. Her er den effektive tonearmsmasse tilpasset langt de fleste pickupper, og med en højdejustérbar arm (0-6 mm) og aftageligt pickup-hus (headshell) er det relativt enkelt at opgradere pickuppen.

Det kræver selvfølgelig, at pladespilleren er god nok til, at en bedre pickup kan udgøre en forskel for lyden. Endsige en forbedring. De mest simple grammofoner kommer ikke kun med en billig pickup af sparehensyn. Det giver sjældent meget mening at sætte en Ortofon til 3.000 kroner på en pladespiller til 1.500 kroner.

Den medfølgende pickup kan let opgraderes fra Red til Blue bare ved at skifte nålen. Så får man en lidt mere jævn frekvensgang og bedre sporing, men det er også muligt at skifte til Ortofon 2M Bronze og Black i PnP-version, hvilket betyder, at de har pickup-huset integreret og kan sættes direkte i armen på pladespilleren.

238666 Reloop AB2
(Foto: Reloop HiFi)

Dynamisk og fyldig klang

Reloop-pladespilleren møder alvorlig konkurrence i denne prisklasse. Den meget vellydende Rega Planar 3 og Thorens TD 203 er ikke nemme at hamle op med.

Men den klarer sig forbavsende godt. Turn5’s styrke ligger i potent bas og fyldig klang, som både er kontrolleret og fokuseret. Planar 3 er nok endnu skarpere fokuseret og har bedre dynamisk kontrast, men klangen er varmere og bassen mere generøs på Turn5.

På Dire Straits’ Love Over Gold lyder stortrommen mægtigt, mens guitaren er fint fokuseret. Den legendariske Köln-koncert med Keith Jarrett fra 1974 gengives med overbevisende format, og klaverets laveste oktav strækker sig dybt og klangfuldt ud i rummet.

Der er ikke overvældende meget dybde i lydbilledet, men fokus er godt uden at være skarpt, og stereoperspektivet er solidt. Det bliver endnu bedre med nålen fra en Ortofon 2M Blue, hvor fokus bliver skarpere og perspektivet mere helstøbt.

Jeg prøvede også med Denon DL-103R – en fænomenalt prisværdig MC-pickup – for at høre, om der var endnu mere at hente. Svaret er afgjort ja. Reloop-pladespilleren er så godt sat sammen, at den fint kan tåle meget dyrere pickupper. Med Denon på armen fik musikken mere dybde og endnu bedre fokus, og flere detaljer dukkede op i lydbilledet.

Reloop HiFi Turn5 leverer et stort og åbent lydbillede med standard-pickuppen fra Ortofon og er en af de mest medrivende pladespillere, vi har testet til under 10.000 kroner. Den lyder aldrig hårdt, grovkornet eller uldent, snarere dynamisk, åbent og fyldigt. Som man er vant til fra dyrere grammofoner.

Hvis man foretrækker varmere lyd med mere fremtrædende bas, er den et godt alternativ til en Rega.

238666 Reloop AB4
(Foto: Reloop HiFi)

Konklusion

Med direkte drift, aftageligt kabel og pickup-hus, højdejustérbar arm og et chassis, der ikke er særlig følsomt over for vibrationer, er Reloop HiFi Turn5 et velkomment alternativ til pladespillere i denne klasse. Den lyder fremragende lige ud af æsken, er nem at bruge og fleksibel for dem, der gerne vil opgradere nu eller senere.

Med en bedre pickup end den medfølgende kan man lokke endnu mere ud af rillerne og rykke lydkvaliteten op i en klasse, hvor den kan matche langt dyrere grammofoner.

Lasse Svendsen
(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

Læs videre med LB+

70%

Black Week Tilbud

70% På LB+ Total i 12 måneder!

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

39,- / mnd
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Her får du meget for pengene

Bluesound tager kampen op med WiiM

Technics frier til de audiofile

Ligner et laboratorieapparat

Slet og ret et knaldgodt køb

Bringer musikken til live

Gløder af spilleglæde

Stylet minimalisme

Hi-Fi streaming på budget

High-end i sværvægtsklassen

Kompromisløs lyd i lommen

Total kontrol