Jeg har altid været fascineret af rørforstærkere. Selv om brugen af rør i forstærkere grundlæggende er en anakronisme, er der noget ved lyden fra dem, som jeg aldrig holder op med at lade mig begejstre af. 

Det er nok grunden til, at der stadig fremstilles og sælges rørforstærkere. Lyden, altså, som kan have nogle organiske kvaliteter, som man ikke så let finder andre steder. 

Den lyd er nok også grunden til, at mange foretrækker lyden fra grammofonplader. 

De fleste, som fremstiller rørforstærkere i dag, har gjort det i årtier. Audio Research, Quad og McIntosh for eksempel, arbejder fortsat med radiorør. Selv om de er ineffektive, afgiver meget varme, og ikke kan lide alle de højttalere, de bliver bedt om at drive. 

Rogers er derimod bedre kendt for LS3/5A, den ikoniske lille højttalerer, der også er kendt som BBC-monitoren. Det mange ikke ved er, at Rogers har bygget rørforstærkere siden 1995. Det er snart 30 år siden, og denne er efterfølgeren til den originale E20a. Som den hed dengang. 

Forstærkeren blev i sin tid konstrueret til netop LS3/5A og den større LS5/9, men den kan naturligvis også bruges med andre højttalere. 

Effekten den leverer fra de fire radiorør er ikke højere end 18 watt pr. kanal, men som altid fortæller tallene ikke altid hele historien. 

 

Sølv, guld og antimagnetisme 

Rogers E20a/II er den nye version af forstærkeren, som er opbygget med fire 6L6 radiorør, monteret ‘ryg mod ryg’ i en såkaldt push-pull konfiguration med to rør pr. kanal. De to rørpar kører i klasse A, hvor røret er ledende hele tiden, med andre ord uden at skifte mellem slukket og tændt. Hvilket er mere ineffektiv end normal klasse AB og giver lavere effekt (teoretisk 25 procent af AB), men er mere lineært, stabilt og giver lavere forvrængning. 

Forstærkeren er en rent analog og kan leveres med pladespillerindgang til MM pickup, foruden tre line-indgange. Rogers har opdateret kredsløbet siden E20a i 1995, og forstærkeren er bygget på et aluminiumschassis for at mindske risikoen for magnetisme. Forstærkeren har desuden fået større og bedre udgangstransformatorer for øget dynamik og bedre baskontrol. 

Kablerne på indersiden er af oxygenfri kobber, og alle stik er guldbelagt, mens højttalerkabelterminalene på bagsiden er sølvbelagt for optimal signaloverførsel. 

THD

Det skal bemærkes, at forstærkerens effekt på 18 watt pr. kanal er angivet ved 8 ohms belastning, og 1 kHz med en harmonisk forvrængning på hele 3 procent. Total Harmonic Distortion (THD) hedder det, og lige når det gælder rørforstærkere er der grund til at tage tallene med et gran salt.  

Det skyldes, at harmonisk forvrængning i en rørforstærker opfører sig anderledes end harmonisk forvrængning i en transistorforstærker. Rørforstærkere og harmonisk forvrængning handler mere om 2. og delvist 3. ordens forvrængning, som i reglen har en rundere og blødere form, der er langt mere behagelig for øret.  

Roger that

Rogers-forstærkeren har den klassiske varme klang, mange forbinder med rørforstærkere. Det gør lyden meget nem at holde af, der kommer aldrig en grovkornet eller skarp tone ud af højttalerne, og selv med 18 watt effekt driver den nemt højttalere som Sonus Faber Olympica III. Som ikke er verdens sværest drevne 4 ohm højttaler, men alligevel trives bedst med forstærkere med kraftigt moment i bunden.  

Klavertonene fra Keith Jarrett trios Up For It lyder ikke så fokuserede som fra en Octave V70 SE, eller lige så luftige som fra en Audio Research I/50, men de får en enormt vellydende klangbund. Hvor især de laveste oktaver gengives med en fylde og autoritet, man ikke forbinder med 18 watt. 

Den lille forstærken er langt mere potent, end tallene antyder, og den har godt greb om dynamikken – også i bassen, selv om den dynamiske kontrast ikke er lige så stor som fra en V70 SE. 

Men lyden fra Rogers-forstærkeren er fremragende. Kontrabas gengives med fylde og en tiltrækkende varm lyd, mens bækkener lyder overraskende skarpt fokuseret. Al Jarreaus forrygende version af Cold Duck har brug for en forstærker med kontrol, basdybde og dynamik. Jeg synes ikke, at Rogers-forstærkeren mangler noget her, men der er mere saft og kraft i den transistorbaserede Yamaha A-S3200.  

Tilsluttet de mindre Audiovector R1 Arreté mærker man, at forstærkeren ikke har Yamaha-forstærkerens dybde, for basgengivelsen bliver tammere, når man sammenligner englænderen med japaneren. Men tilsluttet de endnu mindre LS3/5A sker der noget i samspillet med Rogers-forstærkeren.  

De klæder hinanden særdeles godt, og det mærkes især på vokalen, hvor forstærkerens varme og fyldige lyd smelter sammen i en ophøjet synergi med de små Rogers-højttalere. Her er dog ikke den vildeste dybbas, men du store verden, hvor de små højttalere får en opsigtsvækkende behagelig vokalklang, med ren klasse A fra en rørforstærker.  

Konklusion

Rørforstærkere er ikke for alle. De bliver varme, rørene skal skiftes efter nogle tusinde timer, og der er grænser for, hvor meget effekt de kan levere. Varmen og manglen på effekt er endnu tydeligere på en rørforstærker med klasse A-udgangstrin, i hvert fald på papiret, men Rogers-forstærkeren viser, at man ikke skal tro på alle tal, man læser. Beviset ligger i lytningen, og her er den 18 watt kraftige rørforstærker langt mere potent, end man tror. Endnu vigtigere, lyden er faktisk fantastisk. Ikke uventet spiller den himmelsk sammen med Rogers LS3/5A, men den trives også i selskab med andre højttalere, så længe de ikke er for tungt drevne. Rogers E20a/II er en lækker integreret rørforstærker, som man ikke behøver at være rørentusiast for at trives med.