TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

Test: Roon Labs Nucleus+

Overlegen netværksafspiller

Roon kan meget vel være verdens bedste til musik-streaming og multirumsafspilning. Her er netværksafspilleren, der kan løse det meste.

Af / 11/10/2018 - 10:02
Roon Labs Nucleus+

Lyd & Billede mener

  • Stream musikken med fuld opløsning og kvalitet til uendelig mange multirums-endepunkter. Avanceret rumkorrektion og meget mere.
  • Dyr løsning. Du kan gøre det samme med Roon til pc og Mac (men ikke så stabilt). DAC skal købes ved siden af. Roon-konto er obligatorisk og koster ekstra.

På det seneste er jeg blevet hooked på Roon, som jeg har installeret på både pc og Mac. Årsagen er enkel: Det er et musikprogram for audiofile med en meget ren brugerflade. Her får du en komplet oversigt over lagrede musikfiler, og med et Tidal-abonnement har du et næsten ubegrænset udvalg.

Roon har mangelfuld understøttelse af dårligere formater som MP3, men understøtter til gengæld de fleste typer musikfiler i høj opløsning, inklusive MQA, som Tidal bruger til at streame musik med bedre opløsning end cd.

Opdatering 21.01.2019: MQA dekodes i Roon-softwaren og giver maks. 96 kHz opløsning, hvis du ikke har en MQA-kompatibel DAC. MQA-DAC’er får fuld opløsning, op til 384 kHz og videre. Roon understøtter ikke Spotify eller andre komprimerede musiktjenester, kun Tidal.

Hvis du vil styre musikken på din pc eller Mac fra mobil eller tablet, er det også muligt med app’en Roon Remote.

Det, der adskiller Roon fra andre programmer som f.eks. Audirvana Plus, er at man på overskuelig vis kan tage et dybt dyk ned i artister, bands og komponister med uddybende biografier og links til forskellige hjemmesider, hvis man vil vide mere. Endnu mere cool er det, at man kan sende lyden ud til flere zoner ad gangen, hvor man med næsten alle andre pc-programmer (inklusive Audirvana Plus) må vælge én.

Annonce

Med Roon kan du sende én sang eller playliste til dit USB-tilsluttede stereoanlæg i stuen og en anden til Sonos-højttalerne i køkkenet, samtidig med at du spiller internetradio på en AirPlay-højttaler i garagen (Roon giver også Windows-pc’er AirPlay-understøttelse). Alt styres fra Roon på computeren. Du kan afspille musik på et næsten uendeligt antal forskellige højttalere og anlæg – samtidig.

Opdatering 17.01.2019: Det er muligt at gruppere flere slutstationer (højttalere), så de spiller helt synkroniseret. Men man kan kun gruppere flere i samme familie. Du kan f.eks. ikke gruppere en Chromecast og en AirPlay-højttaler.

Roon Labs Nucleus side 41332
Køleribberne på kabinettet gør, at Roon Nucleus+ ikke behøver en blæser. En forudsætning for de allerbedste musikoplevelser. (Foto: Roon Labs)

Lydindstillinger

Derudover er der avancerede EQ-muligheder. Sammen med det rigtige måleudstyr kan du lægge korrektion ind i Roons indbyggede parametriske EQ og opnå en mere korrekt frekvensrespons fra højttalerne i dit rum. Og uanset hvor god akustik du tror du har, kan du have godt af at få korrigeret skævheder i tonegengivelsen. Der findes også præinstallerede DSP-korrektionsfiltre til en række hovedtelefoner; i øjeblikket kun fra Audeze, men flere producenter vil sandsynligvis komme til med tiden.

Desværre er Roon meget dyrere end alternativerne. De nærige kan komme langt med gratisprogrammerne VLC og Foobar2000, mens Audirvana Plus koster et engangsgebyr på 74 dollars. Du får ikke multirum med nogen af dem. Roon kræver 199 dollars for et år eller 499 dollars ubegrænset.

Roon Labs Nucleus rear 41331
To USB-porte lader dig koble en USB-DAC til eller afspille fra USB-hukommelse. HDMI-udgangen kan bruges til at afspille flerkanalslyd til en surround-receiver. (Foto: Roon Labs)

Dyr musik-server

Programmet koster dog småpenge i forhold til, hvad Roon skal have for deres dyreste fysiske musik-server.

Nucleus+, som den hedder, ligner en lille forstærker. I virkeligheden er det en computer med Roon-programmet præinstalleret, bygget ind i et solidt kabinet med køleribber. De beskytter indmaden mod overophedning og eliminerer behovet for en blæser. Hvis du vil have god lyd, er der få ting, der er mere irriterende end blæseren på en pc eller en Mac, som nærmest er uundgåelig, hvis du ikke har et teknikrum.

Opdatering 17.01.2019: Prisen for Nucleus+ inkluderer ikke abonnement på Roon-programmet. Det skal du have oveni, og det koster 99 dollars om året eller 499 dollars for et livstidsabonnement.

Skal du afspille musik til alle mulige forskellige højttalere og forstærkere samtidig, vil pc-blæseren ikke alene arbejde på højtryk; der begynder også at være risiko for ustabilitet. Musikken kan hurtigt begynde at hikke og hakke, i hvert fald når man aktiverer forskellige lydforbedrende filterindstillinger, op-sampling og rumkorrektion.

Roon Nucleus+ er specialiseret til opgaven, og du er næsten garanteret, at det aldrig vil ske – såfremt internetforbindelsen er stabil. Derfor er Nucleus+ ikke udstyret med Wi-Fi, men skal sluttes til hjemmenetværk med Ethernet-kabel.

Hvis du synes, at Nucleus+ virker som overkill, er der også Nucleus til næsten den halve pris. Den kan det samme, men er ikke lige så kraftig og kan ikke tackle helt så mange opgaver samtidig.

Nucleus+ i praksis

Nucleus+ kan være kernen i musikanlægget. Brugerfladen får du ved at downloade Roon Remote til mobil eller tablet, og så styres det hele derfra. Det er ikke som på en pc, hvor du kan koble skærm, tastatur og mus til og styre på den måde.

På grund af manglende måleudstyr har jeg ikke fået prøvet rumkorrektionen i testperioden, men jeg har prøvet DSP-korrektionen til både Audeze Sine DX og LCD 2C, og i begge tilfælde giver DSP’en mere vægt i basregisteret, som ofte er det svage punkt på mange tilsvarende planmagnetiske hovedtelefoner. Det er mere pep i rytmerne på RnB og hiphop, og jeg synes, at klassisk musik får et bedre fundament og en “sortere baggrund” med flere detaljer, når DSP-korrektionen bruges på disse hovedtelefoner.

Roon iOS screenshot 41329
På hjemmefanen får du en velordnet og spændende præsentation af musiksamlingen. Herfra er det let at lave dybere dyk ned i biografier osv. (Foto: Skærmskud)

Digital opløsning

Man kan lave en række digitale indstillinger, f.eks. op-sampling til højere opløsninger. Hvis du har en DAC med op-sampling af den billigere slags, kan Roon gøre det bedre. En ordentlig high-end-DAC bør antagelig få signalet bit-perfect i stedet. Prøv dig frem!

Jeg har i perioder sendt musik til syv forskellige zoner på samme tid. Min MacBook Pro stod så med blæseren på højtryk, og hvis jeg aktiverede op-sampling på nogen af dem, begyndte det at blive ustabilt og hakke indimellem. Det er aldrig sket med Nucleus+. Og det er egentlig grunden til, at man bør overveje at købe Nucleus+.

Hvad Roon gør ved lyden, er svært at sige. Optimalt set bør det egentlig ikke gøre noget. Men jeg oplever, at musikken får bedre timing, og det hele lyder mere velordnet med Roon end med Audirvana Plus, spillet gennem samme DAC. Bassen på Laura Marlings “Soothing” afspillet fra Tidal lyder tungere og strammere, og jeg synes, at detaljerne kommer bedre frem. Hendes stemme står mere ude i rummet. Det går igen med flere stykker musik.

Derimod kan jeg ikke sige, at jeg registrerer de samme forskelle med Nucleus+ kontra min MacBook med Roon. Det burde der heller ikke være. Jeg ville derfor ikke fra et rent lydmæssigt standpunkt have overvejet Nucleus+, men hvis du vil have alle mulighederne for op-sampling og kunne spille til flere højttalere samtidig, vil det være mere stabilt end en pc eller MacBook. Og du slipper for blæserstøj.

Roon iOS screenshot 2 41328
Gå ind i en genre, og du får historik om genren, og hvilke artister i din samling der hører hjemme her. (Foto: Skærmskud)

Konklusion

Roon har et af de bedste musikafspilningsprogrammer på markedet. Det duer til pc og Mac, og er egentlig alt, hvad du har brug for. Men højopløst musik til flere zoner samtidig kræver noget mere for en stabil oplevelse. Her kommer Nucleus+ til sin ret. Spørgsmålet er så, om det bliver for dyrt.

Det afhænger af flere ting. Du kan sagtens specificere en tilstrækkelig god computer selv og komme et godt stykke under prisen. Men det bliver ikke så smart og kompakt, og blæserløst bliver det næppe heller. Er du ude efter den mest stabile Roon-oplevelse uden blæserstøj, så må du hoste op med pengene for Nucleus+. Eller se på den langt billigere Nucleus, hvis du ikke føler behov for alskens op-sampling til et uendeligt antal lydkilder.

Karakter
Roon Labs Nucleus+
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

1 kommentar til “Roon Labs Nucleus+”

  1. Hans Madsen

    Helt enig med anmelderen.
    Det virker altid, super tilfreds, her på andet år.😎

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Kan man lære gamle noder nye tricks?

Yderst vellydende

Weiss DAC501: Ingeniørkunst og musikglæde

Her får du meget for pengene

Bluesound tager kampen op med WiiM

Technics frier til de audiofile

Ligner et laboratorieapparat

Slet og ret et knaldgodt køb

Bringer musikken til live

Gløder af spilleglæde

Stylet minimalisme

Hi-Fi streaming på budget