Streaming har været ordet på mangen en lydentusiasts læber de seneste år. Lige siden det blev opdaget, at musik fra computeren faktisk kunne lyde bedre end cd, har flere og flere valgt at flytte musiksamlingen fra hylde til harddisk. Samtidig har internetbaserede musiktjenester som Spotify og WiMP revolutioneret måden, vi opdager ny musik på: Nu kan du høre, hvad slags musik du vil, når du vil, og hvor du vil, for kun et lille månedligt beløb.
Hi-fi-producenterne har omsider opsnappet trenden, og nu tilbyder de fleste, som kan krybe og gå, produkter med indbygget musik-streaming. Alligevel er det kun et fåtal af disse producenter, der virkelig kan siges at have klaret det teknisk og lydmæssigt set. Markedet for en streaming-løsning, som fungerer gnidningsløst, er bestemt til stede, og det er her, Simple Audio mener, at de kan gøre en forskel med deres Room Player-produkter.
Komplikationer
At kombinere hi-fi med computerens verden er nemlig lettere sagt end gjort. Routere og trådløse netværk skal sætte op, software skal downloades, og flere indstillinger skal laves, før der overhovedet kommer nogen toner ud af højttalerne. Derfor er det ikke så mærkeligt, at mange fortsat sværger til cd, eller endnu bedre: Vinyl!
Det at få lyd er heller ikke nok. For at kunne udvide musiklytningen til flere zoner rundt omkring i huset må de forskellige enheder også kunne kommunikere sammen på en nem måde. Desuden må du have en effektiv måde at styre musikafspilningen på, som er et andet område, hvor mange producenter sløser og fejler.
Blandt dem, der har løst streaming-gåden på en god måde, er producenter som Sonos, Logitech og Linn og ikke mindst Apple med deres AirPlay-teknologi. Priserne varierer fra nogle hundrede kroner for en Apple AirPort Express til titusindvis af kroner for en af Linns high-end afspillere. Lydkvaliteten varierer kraftigt, afhængigt af hvilken slags digitale og analoge kredse der bruges i de forskellige afspillere.
Nu melder en ny aktør sig i kampen om streaming-kundernes gunst: Simple Audio fra Skotland blev grundlagt af tidligere Linn-ansatte, som forlod deres gamle arbejdsgiver fulde af kundskaber (forhåbentlig ikke forretningshemmeligheder) om, hvordan man får streaming til at fungere. Skotterne vil nu udfordre markedslederen Sonos med musikafspillere i omtrent samme prisklasse, der – i modsætning til konkurrenterne – kan afspille højopløste (24 bit/96 kHz) musikfiler.
Kommunikerer via lysnettet
Simple Audio mener – i lighed med Sonos og Linn – at det trådløse Wi-Fi-netværk er for ustabilt til at give pålidelig og problemfri streaming af musik med høje bit rates, særligt når der er tale om flere enheder i multirumssammenhæng. Men hvor Linn holder sig til Ethernet-ledninger, og Sonos bruger deres egen trådløse overførsel, er Simple Audio gået deres egen vej. Deres Room Player-enheder kommunikerer nemlig med hinanden gennem væggen – eller rettere sagt gennem lysnettet.
Teknikken kaldes PLC (Power Line Communication) og er allerede velkendt i computerverdenen som et alternativ til Wi-Fi. I stedet for radiosignaler bruger man det elektriske anlæg til at transportere datasignaler mellem forskellige enheder, fra kontakt til kontakt. Hovedenheden sender et signal, som kan modtages af andre modtagere, så længe de bruger det samme sikringsskab. Signalet overføres ved hjælp af en moduleret bærebølge med højere frekvens end almindelig 50/60 Hz vekselstrøm.
Fordelen er åbenbar: Du kan forbinde flere afspillere rundt om i huset bare ved hjælp af lysnettet. I Simple Audios tilfælde behøver bare én af afspillerne i netværket at være tilsluttet din router via Ethernet. Alternativt kan du købe et separat HomePlug-modul, som tilsluttes routeren og bringer signalet videre ud på elnettet. Totalt kan du koble op til ti Room Players inden for det samme elnetværk.
Room Player I og II
Simple Audios musikafspillere kommer i to varianter – med og uden indbygget forstærker. Begge har en kompakt, sort og stilig udformning. Room Player 1 koster 6.295 kroner og er en komplet musikafspiller med indbygget forstærker. Forstærkeren bruger ICEpower – Bang & Olufsens patenterede forstærkerteknik med switch-strømforsyning for mere effekt og mindre varme. Forstærkeren yder 2 x 50 watt i 8 ohm og har desuden udgang for separat aktiv subwoofer.
Den noget enklere Room Player 2 til 5.395 kroner er en ren musikafspiller med analoge og digitale lydudgange, beregnet til at sluttes til dit eksisterende lydanlæg. Enheden har desuden indbygget volumenjustering, så den f.eks. kan tilsluttes et par aktive højttalere. Begge Room Playere har desuden analoge lydindgange, så de også kan kobles til eksterne lydkilder som f.eks. tv.
Opsætning
Tilslutning og opsætning er behørigt beskrevet i brugsanvisningen, og gennemførelsen er ganske enkel. Først tilslutter du den første Simple Audio-enhed til din router. Herefter slutter du Room Player til lysnettet, og den vil tilslutte sig automatisk.
Simple Audio-systemet er let at udvide. Så længe den første Room Player er tilsluttet routeren, behøver nr. to, tre osv. bare at blive sluttet til strøm. Ved at trykke på en knap på afspillerne “parres” de to til at tale sammen over lysnettet.
Når det er gjort, er det bare at downloade Desktop Controller softwaren til din pc eller Mac og downloade den gratis fjernbetjenings-app via App Store. I mit tilfælde gik installationen helt problemfrit, og begge afspillere var tilgængelige på netværket med det samme. Du kan nemt navngive de forskellige enheder som køkken, stue og kontor, eller hvilken zone de nu befinder sig i.
Softwaren gennemsøger dit musikbibliotek og kan spejle en eller flere iTunes-konti, så al din musik vises i Simple Audios egen browser, der kan benyttes på pc/Mac såvel som iPhone og iPad. En version til Android-baserede tablets og smartphones er også på vej.
Lydkvalitet
Når tiden er inde til at spille musik, kan man glæde sig over, at Room Player støtter de mest populære lydformater som WAV, AAC, AIFF og MP3 såvel som Apple Lossless og FLAC, i op til 24 bit/96 kHz kvalitet (derimod tackler de ikke WMA eller DRM-filer).
Det mest fristende var selvfølgelig at begynde med højopløst musik, og jeg lagde ud med Jarle Bernhofts Solidarity Breaks i 24 bit. Først tester jeg Room Player 1 med indbygget forstærker, og hold fast en dynamik! Selv koblet til mine krævende Linn 242 højttalere viste den indbyggede ICEpower-forstærker sig meget effektiv. Den har godt med fut og evner at spille både højt og rent. Opløsningsevnen er god, og specielt diskanten imponerer med meget distinkte og nuancerede overtoner.
Mellemtonen er også vældig rig på klangfarver og placerer sangstemmerne klart og tydeligt i lydbilledet midt mellem højttalerne. Der er hele tiden godt med flow over musikken, og den rytmiske præcision er også fremtrædende. Her er vi absolut et hak over, hvad den indbyggede forstærker i konkurrenten Sonos ZonePlayer ZP120 præsterer.
Det eneste, jeg reagerer på, er at Room Player har en tendens til en lidt tynd præsentation uden nogen udpræget varme i klangen. Det er en kendt egenskab ved ICEpower-forstærkerne, som er meget klare og nøjagtige, men jeg savner lidt “glød” sammenlignet med en god integreret klasse AB forstærker. Jeg synes også, at bassen til tider kan virke lidt blød i anslagene. De hurtige basgange på Goldies Timeless havde ikke helt den definition, jeg er vant til fra dyrere integrerede afspillere som Linn Sneaky DS til 13.000 kroner. Men så er kravene også i overkanten høje, og totalt set må forstærkeren i Room Player siges at matche vores forventninger i denne prisklasse, om ikke nødvendigvis overgå dem.
Simple Audio som lydkilde
Herefter var det Room Player 2’s tur. Den vil nok være interessant for mange lydentusiaster, som vil have en 24 bit kapabel musikafspiller til deres eksisterende anlæg. Et naturligt skridt var derfor at prøve Room Player 2 koblet analogt til den integrerede forstærker Hegel H300. Også her viste Simple Audio, at den kan levere markant bedre lydkvalitet sammenlignet med Sonos, i dette tilfælde en ZonePlayer ZP90. Med 16 bit lydfiler fra Mark Knopflers nye album, Privateering, lyder Room Player 2 væsentlig sprødere og mere detaljeret, og udødelige Knopflers guitarstrenge nærmest skinner. På 24 bit materiale trækker Simple Audio naturlig nok endnu mere fra, da Sonos endnu ikke understøtter højere end 16 bit opløsning.
Dette indtryk fortsætter også, når vi tilslutter afspillerne digitalt til Hegel-forstærkerens indbyggede D/A-konverter. Selv om forskellene mellem afspillerne da bliver mindre end i det analoge domæne, er det fortsat tydeligt, at Room Player byder på et lydmæssigt løft med skærpet timing og mere spændstig dynamik end Sonos-afspilleren. Noget som vidner om, at folkene hos Simple Audio har gjort sig umage med digitaldelen og sørget for, at både streaming og buffering af musikfilerne går glat.
Brugervenlighed
I løbet af testperioden oplevede jeg ingen hikken eller hakken i overførslen via lysnettet. Et par minusser er det alligevel muligt at trække frem. Afspillerne lader ikke til at spille “gapless playback”, det vil sige glidende overgange mellem spor på en plade. I stedet bliver der en lille afbrydelse mellem hvert nummer, hvilket kan blive lidt irriterende på nogle typer musik, særligt mix-albums, hvor alle numrene er lavet til at hænge sammen. En anden ting, som er værd at nævne, er at afspillerne afgiver noget støj internt fra kabinettet. Specielt når man skifter nummer, og der bliver stille i rummet, kan man høre lidt knitren fra indersiden af boksen.
Simple Audios Desktop Controller er nem at bruge, men langtfra lige så intuitiv og lækker grafisk set som Sonos’ Controller. Det største savn er imidlertid manglen på en god netbaseret musiktjeneste. Indtil videre må man lade sig nøje med Deezer og netradio, men den norske importør melder også, at der foregår forhandlinger med Spotify om også at understøtte deres tjeneste. Når det er på plads, fremstår Simple Audio som et godt og vellydende alternativ til Sonos, såvel som et prisgunstigt alternativ til de dyrere streaming-løsninger på markedet.
Konklusion
Simple Audio er lykkedes, hvor mange producenter har fejlet, nemlig med at lave en vellydende og fleksibel streaming-løsning, som desuden er meget enkel at tage i brug. Streaming via lysnettet fremstår på mange måder bedre end trådløst netværk, da det tilsyneladende byder på både bedre rækkevidde og større stabilitet inden for husets fire vægge, end traditionel Wi-Fi erfaringsmæssigt gør. Room Player 1 og 2 er effektive, gode produkter, som vi anbefaler alle streaming-interesserede at kigge nærmere på, med bare nogle små forbehold. Det er bare at slutte dem til!
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer