Test: Sonos Amp

For over ti år siden kom Sonos på banen med brugervenlige trådløse højttalere, der gav lyd i alle rum. Det var supersimpelt og ændrede hi-fi-markedet for altid. Efter at folk har fået smag for brugervenligt multirum, er det nok svært at overtale dem til at vende tilbage til traditionel stereo. Men hvad nu hvis man kan få begge dele?

Læs også: Sonos Beam – soundbar vinder trods handicap

Siden 2008 har Sonos haft Connect:Amp i sortimentet. Den kan trække et par helt almindelige højttalere og gøre dem til en del af et multirumssystem. Den blev også meget populær som installationsforstærker, når man skulle drive flere væg- og loftindfældede højttalere i et hus. Connect:Amp var imidlertid ikke lavet til dette, og installatører klagede over, at den var for svag. Sandt at sige var den også lidt for svag til seriøs hi-fi.

Efter mere end ti år er arvtageren endelig kommet, og den hedder kort og godt Amp. Ligesom Connect:Amp har den nøjagtig samme understøttelse af streaming-tjenester og digital musik som de trådløse Sonos-højttalere. Og den kan spille i system med sådanne placeret rundt om i huset. Forskellen er, at forstærkeren altså kobles til et par traditionelle højttalere.

Digitale indgange

Connect:Amp havde ingen digitale indgange; Amp har derimod HDMI og desuden optisk, hvis man køber en adapter ved siden af. Men det vigtigste er, at den har dobbelt så meget effekt, og det skulle være muligt at koble tre par højttalere direkte til den ene højttalerudgang. Desuden kan flere forstærkere spille sammen i system, og to kan kobles, så den ene gengiver frontkanalerne og den anden bagkanalerne i en surround-opsætning.

I modsætning til Connect:Amp har Amp også fået understøttelse af AirPlay, mere specifikt AirPlay 2. Det betyder, at den fungerer i system med Apples smart-hjem- og multirumssystem HomeKit.

Læs også: Syv streaming-forstærkere

Tilslutninger

Formen på den nye forstærker er også mere installationsvenlig. Til dette formål har man begået noget af en genistreg med højttalerterminalerne. De er nemlig af typen bananhul, direkte ind i bagenden, så terminalerne ikke behøver at rage ud, hvis man bruger bananstik. Dermed passer forstærkeren bedre til små hylder. Ønsker man derimod at bruge afisolerede ledninger eller spadestik, medfølger der adaptere til at plugge i.

Ellers finder man en analogindgang af typen RCA. Her kan f.eks. en pladeafspiller tilsluttes – bare sørg for, at den har indbygget RIAA-trin eller køb et ved siden af.

En subwoofer-udgang er der også. Med den i brug forhindrer forstærkeren automatisk al bas under 80 Hz i at nå højttalerne, så de slipper for at støde sammen med subwooferen. En trådløs Sonos Sub kan også tilsluttes.

Perfekt til installation

Sonos Amps ydre mål og digitale forstærkerteknologi, der afgiver meget lidt varme, gør den perfekt til installation i trange krinkelkroge. Installér indfældede højttalere i loftet og gem forstærkeren oven over loftspladerne. Den har bare brug for internetforbindelse og kan så styres fra mobilen. Desuden har Sonos Amp endelig fået en IR-modtager og kan i modsætning til forgængeren styres med en programmérbar fjernbetjening såsom Logitech Harmony.

Egne højttalere

Til installationsmarkedet har Sonos i øvrigt i samarbejde med Sonance lavet loft- og vægindfældede højttalere, og så dukker Trueplay-funktionen pludselig op, som giver meget fin rumkorrektion og dermed renere lyd i netop dit rum. Men hvorfor i alverden er den ikke aktiveret til alle højttalere?

Lydkvalitet

Lydmæssigt er der meget godt at sige om Amp. For det første er det tydeligt, at den er kraftigere end forgængeren. Amp driver de overkommelige, men rigtig gode Bowers & Wilkins 607 med overbevisning. Klangstrukturen er intakt, og instrumenter og sangstemmer kommer godt frem. Connect:Amp gjorde heller ikke nogen skade, når den skulle drive simple højttalere, men manglede en hel del i opløsning, og dynamikken var temmelig flad.

Den nye Amp opfører sig derimod som en ordentlig forstærker. Nick Mulveys guitar på hans nye “Moment of Surrender” klinger fint, og nummerets percussion har en lækker snert. Bedre end med Denon PMA-800NE, en fuldstørrelses forstærker til 3.700 kroner, som jeg aldrig har fået taget mig sammen til at skrive en test om.

Gulvhøjttalere

Sonos Amp kan også fint drive større gulvhøjttalere, og der er slet ingen ulyde at høre med de rådyre Audiovector SR3 Arreté Raw Surface. Sopranen Sabine Devieilhes fantastiske stemme er med sine koloraturer perfekt til operaen Lakmé. Sonos bevarer meget af den magi, disse højttalere er i stand til at levere. Man får slet ikke indtryk af, at den er lille, og man kan skrue pænt højt op. Bassen er også stor nok til at fylde rummet med flot lyd. Glimrende!

Begrænsninger

Jo, selvfølgelig er der ting at påpege, da en kraftigere forstærker trækker stemmen længere ud i rummet, gengiver tonstrukturerne mere komplekst og har bedre kontrol over kontrabasserne.

Sonos Amps begrænsninger ligger nemlig først og fremmest i dynamikken, især i bas og mellemtone. Stortrommen på Wilcos “Locator” bliver lidt mere rund og tam, end jeg vil have det, og lilletrommen mangler lidt snert. Stereoperspektivet er lidt fladt og snævert.

Her er det fristende at nævne Naim Uniti Atom, der har omtrent samme udvendige mål som Sonos Amp, men som på trods af kun 2 x 40 watt har endnu mere stabilitet over lydbilledet, en mere robust basgengivelse og en pæn portion mere opløsning. Ganske vist får man næsten fire Sonos Amp for prisen på én Naim Atom, men pointen er ikke at se sig blind på effekt.

Ærkekonkurrent

Et andet eksempel på en forstærker med lavere opgivet effekt end Sonos Amps 2 x 125 watt er den mere prisrigtige Bluesound Powernode 2i (test på vej). Den er kun ca. 1.200 kroner dyrere end Sonos, og trods dens 2 x 60 watt har den mere at rutte med, hvad kraft angår.

Bluesound har endnu bedre baskontrol, og lydbilledet er mere stabilt og mindre anstrengt. Den kan spille noget højere og har bedre dynamik inden for sit virkeområde. Den kontrollerer de dyre gulvhøjttalere endnu bedre, kort og godt. Lydbilledet er mere tredimensionelt, og opløsningen opad i diskantområdet er også bedre. Bluesound lyder varmere, luftigere og mere dynamisk. Lydmæssigt er den bedre til alt. Og så understøtter den højopløst lyd, inklusive MQA, som giver den bedste lydkvalitet fra streaming-tjenesten Tidal.

Men hvis man ser bort fra Bluesound, er jeg alligevel godt tilfreds med Sonos-forstærkeren. Den er faktisk billigere, og sammenlignet med f.eks. Yamaha WXA-50 har Sonos mere kraftoverskud og ro over lydbilledet.

Begrænset Trueplay

Mine positive erfaringer med Sonos’ Trueplay-rumkorrektion på deres højttalere og soundbars gør, at jeg savner denne funktion på Amp. Det vil sige, den er der, men den kan kun bruges sammen med særlige Sonos-højttalere produceret af Sonance. Der er grund til at tro, at lyden kunne være endnu bedre, hvis det var muligt at bruge rumkorrektionen med tredjeparts højttalere.

Mangler højopløst lyd

En anden ting, jeg savner på Sonos Amp, er understøttelse af højopløst lyd. Ingen Sonos-produkter understøtter dette. Sonos mener ikke, at det er nødvendigt, idet de hævder, at “den lille forskel i lydkvalitet ikke retfærdiggør de øgede krav til båndbredde”.

Men ærlig talt: Vi skriver 2019, og båndbredde koster ikke særlig meget. Og det er begrænset, hvor meget båndbredde der kræves. Man skal bruge 9 Mbit/s for at streame ukomprimeret 24 bit/192 kHz i stereo. Pakket som tabsfri FLAC-filer taler vi om ca. 7 Mbit/s. Og MQA, som Tidal bruger, behøver kun 1,6 Mbit/s til samme opløsning.

Sonos står helt alene her, for alle de konkurrenter, vi kender til, understøtter højopløst lyd. Tidligere var det let at tilgive dem, da de havde en pointe i, at det var vigtigere at have en stabil og flydende brugeroplevelse. I dag kan man få i både pose og sæk, og det er på tide, at Sonos hopper med på vognen. I hvert fald hvis de vil erobre det gamle stereoanlægs plads.

Konklusion

Med dobbelt så meget forstærkerkraft som forgængeren er den nye Sonos Amp endnu mere fleksibel. Selv gulvhøjttalere drives med overbevisning, og dermed får man en prisgunstig opgradering af sit eksisterende stereoanlæg. Som så får understøttelse af alskens streaming-tjenester, multirum og desuden HDMI-lyd fra tv’et. Eller optisk ind, med en adapter.

Lyden er fin og afbalanceret, og forstærkeren fungerer godt til det meste. Den er ikke nogen udpræget dynamitbombe, og der findes mere opløste alternativer. Men alt i alt er den god og en drøm for dem, der allerede har Sonos i hjemmet. Der er imidlertid stadig færre undskyldninger for ikke at understøtte højopløst lyd, og hvorfor i verden virker Trueplay-rumkorrektionen ikke med tredjeparts højttalere?