En god forstærker er nøglen til bedre lyd. Så længe man har en god lydkilde, kan en bedre forstærker gøre underværker for alle, der gerne vil have endnu bedre lydkvalitet.
Her tester vi otte forstærkere med lidt forskellige egenskaber, men med én ting tilfælles: De giver dig meget bedre lyd, uden at det koster en bondegård. Måske behøver du alligevel ikke at skifte højttalerne ud!
Engang blev forstærkere målt på, hvor meget og hvor stabil effekt de leverede, og om de havde tilslutninger nok til alle lydkilderne. Men som altid var der nogle, der ikke kunne sidde stille i båden. De sagde, at de kunne høre forskel på lydkvaliteten på forstærkere, som havde andre vakuumrør. Lyden var mere åben, mellemtonen varmere og bassen bedre defineret.
Det rene pjat, mente deres modstandere, der var i overtal.
Men efter transistorrevolutionen i 70’erne fik de oprørske en hjælpende hånd af Peter Walker fra engelske Quad. Som havde lavet de måske bedste højttalere i verden på det tidspunkt – Quad ESL 57 – men også forstærkere til højttalerne. Han mente, at en forstærker skulle opføre sig som en ledning. Bare med forstærkning. Mere hokuspokus var der ikke i det.
Så længe man holdt støjen væk og forvrængningen lav, var det bare at skalere effekten til højttalerne, så var man i mål. Sandheden er, at Walker vidste bedre, og han fortsatte med at forbedre sine forstærkere på flere fronter for at få bedre lyd i de krævende Quad-højttalere.
Integrerede forstærkere
Siden da er der rendt billioner af elektroner gennem forstærkere verden over, og billedet er langt mere nuanceret. Bedre materialer, bedre måleudstyr og bedre komponenter har gjort det muligt at lave langt bedre forstærkere meget billigere.
I dag kan en forstærker til 3.000 kroner spille pragtfuldt på et par gode højttalere. En forstærker til 10.000 kroner kan tilføre flere muskler og åbne lydbilledet op på vid gab, og smider man endnu flere penge på bordet, kan man presse endnu mere lydkvalitet ud af anlægget.
I denne test har vi udvalgt de nyeste integrerede forstærkere, der koster lidt mere, men også yder lidt mere. Bedre komponenter, større strømforsyninger og omhyggelig optimering af kredsløbene giver endnu bedre lyd og mere stabil effekt. Præcis som opskriften på en god forstærker er inde i enhver ingeniørs hoved.
Sådan testede vi
Alle forstærkerne blev sat op med netværksafspilleren Marantz NA8005 som lydkilde. Den fodrede vi med musik fra Tidal HiFi, da vi mener, at det giver bedre lyd end Spotify.
På de forstærkere, som har indbygget DAC, testede vi også med den, og ved at måle såkaldt lyserød støj og indstille lydstyrken ens på alle forstærkerne eliminerede vi faren for, at nogen skulle lyde “bedre”, fordi de spillede en smule højere.
For virkelig at sætte dem på prøve sluttede vi forstærkerne til Focals nye Sopra nº2 – nogle af de bedste højttalere, vi har testet i lang tid (se test andetsteds i dette nummer). Lyder det godt på dem, så lyder det godt på alle højttalere.
Playliste
Adele: “Hello”
Hozier: “Take Me to Church”
Daft Punk: “Lose Yourself to Dance”
Leif Ove Andsnes: The Beethoven Journey, Koncert for klaver og orkester nr. 1 i C-dur
Playlisten på Tidal: kortlink.no/x3t
Tre hurtige tips
Watt og deslige
Effekt er som hestekræfter. Det er bare et tal, hvis det ikke sættes ind i en sammenhæng. Derfor er det ikke til at sige, om man har brug for 50 eller 150 watt.
Et godt udgangspunkt er at bestemme sig for, hvor højt man har brug for at spille, og se på, hvor stort rummet er, og hvor høj effektivitet højttalerne har. Spørg forhandleren, for højttalere med en følsomhed på 85 dB og 4 ohm belastning suger væsentlig flere kræfter ud af en forstærker end tilsvarende højttalere med en følsomhed på 90 dB og 8 ohm belastning.
Har du brug for en DAC?
Med flere og flere digitale lydkilder øges behovet for digitale indgange. Mange forstærkere har en indbygget digitalkonverter – DAC – som godtager alle digitale lydkilder. Og understøtter højopløst lyd (24 bit og mindst 96 kHz) via en af de digitale indgange. F.eks. USB-indgangen, som man slutter den bærbare til, når man bruger Spotify eller Tidal som kilde i anlægget.
En DAC fås også uden forstærker for dem, der foretrækker fleksibiliteten i separate komponenter.
Pladespillerindgang
Efterhånden som cd-salget tog fart, forsvandt pladespillertilslutningen (phono) i forstærkerne. Nu er den på vej tilbage, fordi salget af vinyl er steget igen.
Er du en af dem, der spiller plader, er det en god idé at tjekke, hvilken slags pladespillerindgang forstærkeren har. Det mest almindelige er indgang til grammofoner med MM-pickup (Moving Magnet), mens andre har indgang til MC-pickup (Moving Coil) og nogle til begge typer. Entusiaster foretrækker en separat pladespillerforstærker, men for de fleste vil den indbyggede være rigeligt.
Arcam A29
Behersket elegance
Fra Arcam kommer A29 – en lovende effektleverandør, som desværre har lidt for meget “stiff upperlip” til vores smag.
Naim Nait 5Si
Fyrværkeriforstærker
Den lille Naim-forstærker kan spille bukserne af dig. Og gøre dig til en danseløve.
Pioneer A-70DA
Veludstyret superlyd
Fremragende lyd kombineret med avanceret digitalkonvertering i et både elegant og robust chassis.
Onkyo A-9070
En godmodig kæmpe
Onkyos forstærker er en rigtig sværvægter, men vi kunne godt tænke os, at den slog lidt hårdere en gang imellem.
Audiolab 8300A
Klassikeren
Få forstærkere har så meget historie som Audiolab-forstærkeren. Engang var den et ikon, nu er den her i en helt ny version.
Cambridge Azur 851A
Klokkeklar lyd
For Cambridge Audio drejer det sig om at gengive lyden så rent som muligt. Det er 851A et glimrende eksempel på.
Yamaha A-S1100
Musik på første klasse
Denne forstærker fra Yamaha er en mester i at grave musikalske detaljer frem, men kræver sit af det tilhørende udstyr.
Technics SU-C700
Det korteste strå
Det virker, som om Technics har fokuseret for meget på teknologien og for lidt på musikken.