Sony ZX100 er topmodellen blandt de Walkman-modeller, der er dedikeret til musik. Over den findes den svinedyre Android-baserede ZX2, som vi som nævnt testede sidste sommer.

ZX2 har ikke touch-skærm, hvilket betyder, at man skal manøvrere i musik og indstillinger med piletasterne. I praksis er det ikke noget problem; afspilleren er nem i brug, og selv om skærmen har lidt begrænset størrelse, er der plads til både grafik og flere linjers tekst i den elegante brugerflade.

Sony har formået at presse 45 timers højopløst musik ud af afspilleren, og går man ned i MP3-kvalitet, kan den holde hele 70 timer! Dog kun hvis du ikke har Bluetooth aktiveret, som gør, at afspilleren kan spille musik på trådløse enheder. Har du en trådløs Sony-højttaler med understøttelse af LDAC-codec’en, får du musikken i op til 96 kHz opløsning via Bluetooth.

Den indbyggede hukommelse på 128 gigabyte giver plads til omkring 100 musikalbums i højopløst kvalitet og over dobbelt så mange i cd-kvalitet. Hvis det ikke er nok, kan du fordoble lagerkapaciteten med et microSD-kort. Filerne overføres med det medfølgende USB-kabel, som desværre ikke er af standardtypen. Så mist det ikke!

Der medfølger et par hørepropper, MDR-NW750NE, med aktiv støjdæmpning, som slås til og fra på afspilleren, ligesom omfanget kan justeres. Dette virker kun med disse propper. Som er af udmærket kvalitet, men hvis jeg skal spendere over 5.000 kroner på en musikafspiller, vil jeg bruge den med nogle større hørebøffer.

Lydkvalitet

De medfølgende hørepropper lyder okay. Der er lige lovlig meget energi i diskantområdet, men det opvejes af en fyldig bas. Men jeg vil altså hellere bruge mine egne hovedtelefoner, som i øjeblikket er de åbne Audio-Technica ATH-R70x.

ZX100 har en luftig og detaljeret gengivelse af musikken. Der er ingen ræson i at bruge lydfunktionen Clear Audio+, som forsøger at gøre musikken klarere, men også giver mere forvrængning, og stereobilledet flyttes fremad, mens det rytmiske drive aftager. Anbefales ikke.

Derimod kan man overveje funktionen DSEE HX, som er den kryptiske betegnelse for at prøve at opskalere lyden fra cd-kvalitet til højopløst. Forskellen med og uden er ikke så stor, men da jeg er lidt allergisk over for den slags funktioner, har jeg slået den fra.

Med alle funktioner slået fra lyder ZX100 rent og pænt. Vokalister skiller sig tydeligt ud fra musikken, lydbilledet er åbent og overskueligt, og hvad enten det er et strygeorkester eller elektronisk musik, der er på menuen, er lyden fin og luftig. Desværre er den også alt for tam. Det bliver mere end højt nok med de medfølgende hørepropper, men med hi-fi-hovedtelefoner lyder det anæmisk. Prøv at sidde i et fly eller et tog med hovedtelefoner uden støjdæmpning. Det er umuligt!

Konklusion

Sony NW-ZX100 har som udgangspunkt mange gode ting på menuen. Den understøtter højopløst musik, har en enorm batterikapacitet, ligger godt i lommen og hånden, og er let at bruge. Men ligesom sin storebror har den simpelthen ikke punch nok.

Selv undertegnedes iPhone 6s Plus har mere volumen at give af. Den lyder selvfølgelig ikke lige så rent som NW-ZX100, men er faktisk mere alsidig med hensyn til hovedtelefonvalg, så Sony-afspilleren virker temmelig overflødig. Til prisen får du meget mere power og lyd for pengene med FiiO X5.

Også i denne test: