Sonys pladespiller har en indbygget digitalkonverter, der kan lagre analog lyd i højopløst lydformat (DSD). Ikke kun i almindeligt cd-format (PCM) som de andre i testen.

Det giver Sony-grammofonen en lille fordel for dem, der gerne vil digitalisere vinylsamlingen i højopløst format. Til at gemme musikken i DSD-formatet bruger man Sonys Hi-Res Audio Recorder, der kan downloades gratis.

Pladespilleren er meget følsom over for vibrationer, der høres som basresonanser i højttalerne. Brugervenligheden er – ligesom på de andre i testen – enkel og ligetil med on/off-knap og elektronisk hastighedsskifter i ét. PS-HX500 er den hurtigste i testen med en hastighedsafvigelse på + 0,35 procent, men den kører relativt stabilt med beskedne variationer.

Noget af ideen med at rippe vinylplader i højopløst format ville gå fløjten, hvis pladespilleren ikke gav tilstrækkelig høj kvalitet. Men sammenlignet med de andre i testen er PS-HX500 både vellydende og medrivende at lytte til. Den tegner et bredt lydbillede op med godt stereoperspektiv på Neil Cowleys jazztrio, og klangen fra Ola Gjeilos klaverspil er befriende åben og klar.

Strygerklangen er lidt til den tynde side, og den varme klang, som bl.a. Pro-Ject leverer, får man ikke rigtig her. Men musikken gengives med større opløsning og er bedre fokuseret med tydeligere detaljegengivelse og finere nuancer. Trondheimsolisterne og Marianne Thorsens Mozart-indspilning lyder fremragende klart og luftigt.

Det skal også bemærkes, at bassen kan opleves som lidt tyndere, men den er godt defineret og stramt leveret. Personligt ville jeg have foretrukket mere varme i klangen og en mere potent basgengivelse, men Sony PS-HX500’s analytiske og krystalklare lyd vejer i høj grad op for dette. Hvis man skal arkivere pladesamlingen digitalt, er den et godt valg.

Også i denne test: