Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

test: T+A DAC 8 DSD

Digital perfektion

Glem alt, hvad du har hørt om digitalkonvertere – denne DAC er alt andet end kedelig.

Skrevet af / 16/01/2018 - 11:13
T+A DAC 8 DSD
Lasse Svendsen

Når et eksisterende anlæg skal opgraderes, må man altid overveje, hvor det er smartest at starte. Afhængigt af om man skal skifte det hele ud eller tage det trin for trin, melder forskellige behov sig. Hvis du ikke har brug for analoge indgange og kun har digitale lydkilder, er en forstærker udelukkende med digitale indgange at foretrække. Alternativet er en digitalkonverter.

Denne digitalkonverter (DAC) fra tyske T+A, den lille DAC 8, ser så undselig ud, at den er let at overse. Den lave vægt og de kompakte mål kan snyde. Men under det velgjorte kabinet bor der en digitalkonverter sammen med en forforstærker. En temmelig sej en, der understøtter afspilning af bl.a. DSD-filer.

I øvrigt det samme format, som SACD’er er baseret på.

Den kan erstatte en forforstærker og bruges som DAC for op til otte digitale lydkilder. To par analoge udgange – balancerede og ubalancerede – kan kobles til en effektforstærker. Eller et par aktive højttalere, f.eks. T+A’s små CM Active. På den måde kan den lille boks blive navet i et stort eller lille anlæg.

Den kan også bruges som almindelig DAC, koblet til en allerede eksisterende analog forstærker. Så sætter man bare de analoge udgange til fixed. Dermed har man fast udgangsspænding på udgangene, og den digitale volumenkontrol på DAC 8 DSD kobles ud.

Læg i øvrigt mærke til, at den også har hovedtelefonudgang. Den virker volumenkontrollen på, selv om den er koblet fra bagpå.

Der findes en effektforstærker i samme serie med samme design og samme fysiske mål, der passer sammen med DAC 8. Den hedder kort og godt AMP 8 og er en stereoforstærker med 80 watt effekt pr. kanal.

Desuden er der en afspiller – netværksafspilleren MP8, som også er en cd-afspiller, bare med Wi-Fi, FM- og DAB+ radio samt digitale indgange oveni.

T+A DAC 8 debuterede allerede i 2012, men er nu opgraderet med bl.a. understøttelse af DSD-filer. Den understøtter dog p.t. ikke behandling af MQA-filer, som bl.a. findes på Tidals Masters-albums.

USB-indgangen på bagsiden understøtter PCM op til 32 bit/384 kHz og DSD op til DSD512. (Foto: T+A)

Understøtter DSD-filer

Men den understøtter alt andet – det mest almindelige er trods alt PCM – op til 24 bit/192 kHz signaler på alle indgange. Bortset fra den ene optiske, som stopper ved 24 bit/96 kHz. USB-porten på bagsiden understøtter PCM op til 32 bit/384 kHz og DSD op til DSD512.

T+A-boksen er nem at sætte op, det er let at komme til tilslutningerne på den 27 cm brede boks, og alt er i den sædvanlige tyske orden. Også valg af funktioner, som der er en del af. Blandt dem finder man fire forskellige filterindstillinger, som gør ganske meget for, hvordan man opfatter lyden.

Avancerede filtervalg

De fire filterindstillinger starter med en slags normal filtrering med en neutral frekvensrespons. Filter nummer to dæmper de allerøverste frekvenser lidt og kompenserer med hurtigere transientrespons.

Filter nummer tre er ganske anderledes. Her har T+A forsøgt at skabe en mere analog klangkarakter, mens den fjerde og sidste indstilling giver lytteren en 100 procent korrekt gengivelse af det indkomne signal.

De to sidstnævnte er såkaldte Bézier-filtre og dem, der giver den mest hørbare ændring i klangkarakteren. Hvilken man foretrækker, kommer lidt an på ens smag, hvordan anlægget ellers lyder, og på det signal, man fodrer DAC’en med.

Den lille plasticfjernbetjening – som ikke helt står mål med DAC’en kvalitetsmæssigt – har knapper, hvor man kan vælge filtre og lytte sig frem til et foretrukket valg.

Der er også en knap mærket Wide Mode. Den aktiverer et andet filter, som ruller af øverst i diskanten for at dæmpe højfrekvent støj fra DSD-signaler. I Clean-indstillingen lægges filtreringen på 60 kHz, mens Wide har 120 kHz filter. Bemærk, at Wide ikke er kompatibel med DSD64 (2,8 MHz).

(Foto: T+A)

Som årgangschampagne

Det er ikke første gang, vi tester noget fra T+A. Siden begyndelsen af 00’erne har vi haft sporadiske tests af deres produkter, og den lille DAC 8 mindede mig om, at det er alt for længe siden sidst, for den lyder fabelagtigt. T+A står gerne for en neutral klangbalance med god opløsning, strålende dynamik og godt fokus. Dette er ingen undtagelse.

Ved at køre alle digitale lydkilder gennem DAC’en er jeg sikker på, at de fleste anlæg vil opleve den som et friskt pust. Mens de fleste DAC’er jeg kan komme i tanke om, lyder lige så spændende som et glas lunkent vand, minder T+A’s DAC mere om årgangschampagne. Den har lag på lag af interessante kvaliteter, såsom en enestående evne til at skabe dybde i musikken. På den måde minder den meget om den tre gange så dyre Ayre QX-5 Twenty.

Det hænger ikke direkte sammen med filterindstillingerne, selv om de ændrer på musikkens klangkarakter. Til dels markant. På det komplekse house/techno-nummer “Out There Somewhere” med Orbital er det let at høre forskel på filtrene. Her foretrak jeg filter 1, fordi det dæmpede hårdheden i diskanten, som på netop denne musik kan være lidt enerverende.

Ellers foretrak jeg filter 3 og 4 det meste af tiden. F.eks. på Belle & Sebastians “Sweet Dew Lee”, men også på Van Morrisons “Broken Record”, hvor instrumenterne og mellemtonen kom bedre frem i lydbilledet. Der er ingen glasagtig hårdhed her, som der f.eks. er på visse af Benchmarks DAC’er.

Radka Toneff og Steve Dobrogosz’ Fairytales i MQA-kvalitet (fra Tidal Masters) lød bedst med filter 4. Her fik jeg en perfekt tonal balance, enorm dybde i lydbilledet og gispende godt gengivet klang.

Selv om DAC’en foreløbig ikke understøtter MQA, er der stor forskel på, hvor meget dybde der er i klangfarverne og tonerne fra MQA kontra normal PCM-kvalitet. Der er mere luft, flere detaljer og bedre mikrodynamik at hente. Den slags, som T+A DAC 8 DSD trives godt med. Den dynamiske kontrast er fremragende, også i bassen, hvor man får følelsen af, at DAC’en kan gøre en subwoofer overflødig.

Konklusion

Navnet T+A DAC 8 DSD lyder måske som en trist diagnose, men den kan faktisk være en digital vitaminindsprøjtning til ethvert anlæg. Den kombinerer en fleksibel digitalkonverter med forforstærker og hovedtelefonudgang, pakket ind i tillidsvækkende kvalitet.

At fjernbetjeningen ligner et stykke legetøj, ser vi gennem fingre med, men vi håber på fremtidig understøttelse af MQA. Så vil DAC 8 være perfekt.

Lyd & Billede mener

Enestående frisk dynamik, krystalklar klang og enorm dybde i lyden. Fleksibel med DAC og forforstærker, og relativt gunstigt prissat. Fjernbetjeningen står ikke mål med DAC’en, én optisk indgang er luset, og drejbart volumenpotmeter er bedre end trykknapper. Ingen MQA-understøttelse.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyd & Billede
Scroll to Top