: Technics R1

I overflodsjunglen af mere eller mindre interessante lydprodukter kan der være længe imellem, at man oplever noget, der åbner alle sanser og sender musikken helt ind i hjertekulen. Noget, der trækker én ind i en åndelig trance, hvor der kun er dig og musikken. For at kunne det skal lyden gengives så rent, opløst og troværdigt, at det kun er en lille brøkdel af producenterne, der kan løse opgaven.

Jo mere kompleks musik, jo større krav til dynamik og kontrol. Og jo højere volumen man vil høre – nej, mærke – musikken ved, jo kraftigere må forstærkeren være, og jo mere belastning må højttalerne kunne tåle.

Når det heller ikke skal være på bekostning af de afdæmpede toner, må udstyret være yderst velkonstrueret. Og kravene til kvalitet og kvantitet i alle led fortsætter med at stige, hvis bassen ovenikøbet skal være af den dybeste slags.

Monstrøst
Inde i vores testrum står to bautasten af nogle højttalere på over 70 kilo stykket og troner på hver sin side af elektronikken. Som i øvrigt består af en heftig netværksafspiller og en endnu mere heftig effektforstærker på 54 kilo. På fronten af forstærkeren vinker et par store visere i takt med den klippefaste musik. Ingen tvivl om, at vi her har med ægte japansk håndværk i sand retro-stil at gøre.

Ikke mindre specielt er det, at der står Technics på fronten af alle enhederne. Sidste gang dette logo prydede et nyt produkt, var i 2010 – på producentens største sællert gennem tiderne, DJ-pladespilleren SL-1200, som dengang var ude i sin sjette udgave siden lanceringen i 1972.

Kendt for banebrydende produkter
Men dem, der har levet længe nok, ved at Technics var på banen længe før stjerne-DJ’s og har en lang historie som fuldblods hi-fi-producent. Technics blev født i 1965 som datterselskab af Panasonic og fik deres helt egne ingeniører, udviklingslaboratorier og en egen fabrik for at skabe det ypperste af det ypperste inden for high-end produkter.

Det startede med højttalerne Technics 1 – tovejs kompakthøjttalere i en lukket konstruktion, som trods deres kompakte mål havde en basgengivelse svarende til mange af datidens gulvhøjttalere.

Den første forstærker af sin art
Derefter gik det slag i slag. SE-10000, der blev lanceret i 1972, var verdens første forstærker med højkapacitets strømforsyning og samme spænding uanset lydniveau. Forstærkerens VU-meter viste peak-niveauer i realtid, hvilket skulle blive en standardfunktion i mange år.

I 1992 lancerede Technics så SE-A7000, den første effektforstærker med dobbelt klasse A-drift, som anvendte MOSFET-transistorer til forstærkerelementerne i spændingskontrol-enheden, hvilket gav meget præcis styring af signalet med et meget højt frekvensregister. Også med VU-metre, selvfølgelig.

At den nye SE-R1, som nu står på testbænken, ligeledes har store VU-metre, er en naturlig cadeau til producentens historie.

Højttalerne
Højttalerne SB-R1 har ud over hele fire bas-elementer et koaksialt mellemtone/diskant-element. Det særlige ved sidstnævnte – ud over at diskanten sidder i midten af mellemtonemembranen – er at elementet er helt fladt. Det er heller ikke noget nyt for Technics, der allerede i 1975 lancerede markedets første fladpanelshøjttalere i form af SB-AFP1000 og senere introducerede flere højttalermodeller med flade basmembraner.

Diskant-elementet sidder midt i mellemtonen, og de to har således præcis samme akse. Samtidig har Technics arbejdet med en fasekorrekt overgang imellem dem.

Streaming er nyt
Hvad der derimod ikke er velkendt territorium for Technics, er musik-streaming. SU-R1 er den første afspiller af sin slags med det kendte navn på.

Det betyder ikke, at afspilning af højopløste lydformater er upløjet jord, da ingeniørerne hos Technics og Panasonic tidligere har fremtryllet nogle af markedets bedste DVD Audio-afspillere. Og selv om Technics har ligget brak den seneste tid, har man gennem Panasonic-mærket oparbejdet den nødvendige viden inden for streaming-disciplinen.

Gennemført
Der er ikke nogen svage led på nogen af de tre produkter på testbænken. Medieafspilleren oser af kvalitet med sit højkvalitets aluminiumkabinet og en vægt på 17 kilo. Den har både balancerede og ubalancerede analogudgange, men skal i så fald kobles digitalt til effektforstærkeren med to Ethernet-kabler: Et venstre og et højre. Dermed bevares signalet i det digitale domæne helt frem til højttalerudgangen for at holde det så rent som muligt.

Undertegnede var i øvrigt tæt på at pådrage sig en diskusprolaps i ryggen, da den 54 kg tunge forstærker blev pakket ud og løftet op på testbænken.

I forhold til deres størrelse har højttalerne usædvanlig stive kabinetter, som nærmest er resonansfri, og de efterlod næsten blå mærker på knoerne efter lidt banken.

Ud over koaksial-elementet, der udsender mellemtone og diskant, sidder der fire bas-elementer, hvoraf to er symmetrisk placeret over og under koaksial-elementet for at give den bedst mulige spredning af lyden.

SB-R1 er gulvhøjttalere af den store slags.

Fantastisk åbenhed
Det er sjældent, man tester så dyre produkter sammen og ikke hver for sig, men de skal altså betragtes som ét system. I hvert fald elektronikken, da netværksafspilleren og forstærkeren fungerer bedst i symbiose. Først da får man signalet digitalt fra start til slut, med den bedst mulige opløsning. Volumenkontrollen sidder i netværksafspilleren, men al processering og lydjustering sker i effektforstærkeren.

Lydbilledet er gigantisk med en fantastisk åbenhed i overtoneområdet. Prøv f.eks. at høre Rebecca Pidgeons fortolkning af “Spanish Harlem” med dens luftige, overskuelige og superopløste lydbillede. Kontrabassen lyder, som om den står lige ved siden af, Rebeccas stemme er sød og blød, og tangenterne på klaveret danser ubesværet hen over skalaerne.

Der er en vanvittig dynamik og kontrast her. Nick Mulveys stemme på sangen “Cucurucu” svæver i rummet, mens klangen fra studiet strækker sig langt ud over højttalernes fysiske placering. Og guitaren er så levende, som man sjældent oplever det.

Der er så at sige ingen egenlyd her; anlægget gengiver musikken særdeles stramt, opløst og neutralt. Det sætter velproduceret musik i højsædet, hvor producenterne ikke er gået amok med kompressorer og dermed har tilført et uheldigt biprodukt i form af forvrængning. For så ribbet, som dette anlæg er for farvning, gengiver det alting lige tydeligt – også skavankerne i musikproduktionen. Og det er jo sådan, vi vil have det!

Det spidser til
Når man har haft effektforstærkeren i hænderne, tænker man, at den må have mindst én kilowatt effekt til hver kanal. Det har den dog ikke, men begrænser sig til 150 watt i 8 ohm og 300 i 4 ohm. Men anlægget kan stadig slå rigtig godt fra sig. Jeg sad og hørte “Bullet in the Head” med Rage Against the Machine og smilede fra øre til øre. Der er altså tryk på! Det skal dog også siges, at man kan høre, når det spidser til.

Så vi skifter til Hegel P30 og H30 med 300 watt pr. kanal i 8 ohm for at få endnu mere saft og kraft ud af højttalerne. Bassen bliver tungere og mere saftig, og man kan spille endnu højere. Men selv om H30 er en opløst forstærker, så er der noget særligt ved Technics’ superhurtige og luftige gengivelse af overtoner. Hegel lyder mørkere i den henseende. Den digitale konvertering er det pludselig netværksafspilleren SU-R1, der står for, og den analoge signalvej bliver længere.

Om det er det, der gør, at man mister noget opløsning, er jeg ikke sikker på, men sikkert er det i hvert fald, at afspilleren trives bedst med Technics’ egen forstærker SE-R1.

SE-R1 er et ordentligt skrummel af en forstærker med kombineret retro- og moderne look.

Brugervenlighed
Det er selvfølgelig en lidt underlig løsning at koble netværksafspilleren direkte i effektforstærkeren med digitale kabler. Men der fungerer særdeles godt. Netværksafspilleren selv er også en lidt underlig størrelse.

Man får en del lydmæssige valg, som man må tage stilling til, såsom at aktivere funktionen Re-master, der giver en varmere og mere fyldig lyd, eller om man vil bruge Direct-indstillingen for at sende signalet helt rent igennem. Jeg valgte det sidste. Man kan også vælge at begrænse sampling-frekvensen, men den lod jeg være.

Selve brugerfladen på netværksafspilleren er helt okay. Man kan bladre i musikbiblioteket på en computer tilsluttet samme netværk ved at downloade Technics Music App til mobiltelefonen. Den gør, hvad den skal, og man kan sortere efter mappe, kunstner eller album samt finde spillelister. Vælg at spille en sang nu, som næste sang eller som den sidste i playlisten.

Hvis man derimod er vant til at bruge musiktjenester som WiMP, Spotify og Deezer, så er Technics-app’en lidt mangelfuld. Her kan man med fordel bruge AirPlay – som er indbygget – hvis man har en iPhone eller iPad, eller iTunes på pc eller Mac. Så henter SU-R1 musikken direkte, uden nogen øvrig processering, men som ren bit-perfect overførsel. Men højopløst musik går ikke på den måde.

Vil man tilslutte en pc eller Mac for pletfri afspilning af højopløst musik (hvis man går via netværket, kan der indimellem været noget lag), så skal man bruge et USB-kabel. På Mac kan man også bruge optisk digitalkabel, men af en eller anden grund er den maksimale sampling-frekvens her 96 kHz.

Netværksafspilleren SU-R1 er ganske heftig, med meget aluminium.

Konkurrenter
Til denne pris får man en masse godt. Den nævnte Hegel P30/H30 giver forstærkeren modspil, mens det er svært at sige noget om elektronikken, da den er så sammensmeltet hos Technics. Men alligevel: Hvis man havde undgået den brutale pris af 75.000 kroner for en musikafspiller og i stedet købt en Bladelius Mimer, der i modsætning til Technics også har indbygget WiMP og Spotify, så ville man have haft 50.000 kroner ekstra at lægge i en forstærker. På den måde er prisen for Technics hamper, uanset hvordan man vender og drejer det.

Højttalerne SB-R1 er det lettere at sige noget om. I fraværet af egenlyd minder de lidt om den oplevelse, jeg havde med TAD Reference One. Men TAD-højttalerne lød endnu større, med en mere massiv bas og et endnu mere gigantisk lydbillede. Ikke så underligt, da prisen er på den forkerte side af 600.000 kroner for et par!

Så er det mere nærliggende at sammenligne med TAD Evolution One til under det halve – men stadig en meget højere pris end Technics-højttalerne. Og så er jeg ikke længere så sikker på, hvem der er bedst. På den måde virker Technics-højttalerne ikke overprissat.

Men Technics SB-R1 lyder ikke så godt til alting, idet dårlige indspilninger afsløres uden nåde. Det er lettere at kunne lide Nordic Tone Model 1, som jeg testede i Lyd & Billede #3 2015. De koster “kun” 15.000 kroner mere og har et rundere, mere afslappet lydbillede. Det er dog svært at sige, hvem der er bedst, da det er lidt som at sammenligne Rolls-Royce og Ferrari.

Konklusion
Hvis man før var i tvivl om, hvorvidt Technics havde det, der skulle til for at placere sig på high-end kortet igen, så er al tvivl borte efter at have hørt R1-systemet. Det her er rendyrket high-end fra ende til anden. Dejlig særpræget og usædvanlig vellydende.

Lyden er gigantisk og exceptionelt opløst, samtidig med at der er fuld kontrol over selv det mindste taktskift. Dynamikken er upåklagelig, og alt lyder nådesløst rigtigt.

På godt og ondt. Det er nemlig ikke alt, der klinger lige dejligt. Her tænker vi især på musik af den overkomprimerede slags, som hurtigt kan komme til at lyde ret hårdt. Men når det gælder om at flytte koncertsalen ind i stuen, så er der få, som gør det bedre.