Technics er bedst kendt for en pladespiller, der blev en favorit blandt DJ’s: SL-1210. Men de lavede også pladespillere til high-end-markedet. Et marked, der var ret stort i 1970’erne og 80’erne. Så kom cd-formatet i 1982, bunden faldt ud af vinylmarkedet, og grammofonerne fulgte efter.
Millioner af vinylplader endte på lossepladsen, andre blev stuvet væk i garager, kældre og loftsrum, og pludselig var det nærmest ikke til at opdrive en pladespiller. Men Technics lavede stadig én af slagsen: SL-1210 til DJ’s. Indtil også det fik en ende.
Technics – der er ejet af Panasonic – holdt ikke bare op med at lave pladespillere, da de droppede produktionen af SL-1210; hele Technics-divisionen blev lagt ned. Permanent, så det ud til. Men så steg den sorte vinyl overraskende op af asken, og efterspørgslen efter pladespillere steg langsomt, men sikkert.
Pludselig var det igen muligt at købe både pladespillere og plader, og udgivelsesraten for vinyl steg hastigt. Fra at være et format for de særligt interesserede blev vinyl pludselig hipt igen.
Nye pladespillere dukkede op nærmest fra den ene dag til den anden, og producenter som Rega, Thorens og Pro-Ject fik travlt med at producere grammofoner nok til at imødekomme efterspørgslen.
Den nyfundne interesse for vinylplader trak salget af elektronik, højttalere og tilbehør med op, og 15.000-20.000 kroner var pludselig ikke dyrt for en pladespiller, hvis man var dedikeret nok.
I mellemtiden havde man angret i Tokyo og bestemt sig for at puste liv i Technics igen. Eksotisk elektronik med ny teknologi og egenudviklede højttalere fik pressen til at reagere: Var Technics virkelig tilbage?
Hvis der var nogen tvivl, så forsvandt den nok, da Technics lancerede SL-1200GAE på CES-messen i Las Vegas i januar 2016. En velkendt high-end-pladespiller – og ikke noget DJ-værktøj. Først i en begrænset udgave, så i serieproduktion i form af SL-1200G, efterfulgt af den billigere SL-1200GR.
Med ét havde Technics tre pladespillere at tilbyde markedet. Nu har de fire.
Arven fra SP-10
Eksotiske pladespillere er ikke noget nyt, heller ikke fra Technics. De mest legendariske er måske det rene, direkte drevne drivværk SP-10 fra 1969 og den komplette pladespiller baseret på samme drivværk, kaldet SL-1000.
Mens den første hovedsagelig blev anvendt til broadcasting, var SL-1000 MKII den civil udgave, monteret i en SH-10B3 plint (chassis) og gerne med en EPA-100 tonearm.
På samme måde som Technics genskabte SL-1210, har de nu genskabt SP-10 og SL-1000 i to grammofoner, som egentlig kun har konceptet til fælles med de gamle modeller.
Fra bunden
Ligesom før er SP-10 kun et drivværk med separat strømforsyning. En plint giver dig mulighed for enten at bygge selv eller vente på, at Technics og andre lancerer chassiser som tilbehør. Med tilpasning til tonearmsbaser til alt fra 9 til 12 tommers armrør.
SL-1000R er den komplette udgave. Med armbase, tonearm, chassis i stål og aluminium plus samme eksterne strømforsyning. Og med pitch- og hastighedskontrol på +/-16 procent.
SL-1000R kan også bruges med op til tre tonerarme, så man kan have en til gamle monoindspilninger og en til alle andre plader. Det kræver en armbase, der monteres bag på eller på siden af det massive chassis, men denne arm vil ikke dækkes af det medfølgende støvlåg.
Den 40 kg (!) tunge pladespiller er 53 cm bred og hviler på justérbare fødder med silikonedæmpning på indersiden. De kan låses til basen med medfølgende skiver, hvis man ikke vil have blød dæmpning.
Chassiset i to lag, som hviler på fødderne, kombinerer BMC (Bulk Molding Compound) med en 3 cm tyk alu-plade, mens drivværket er i tre lag med BMC, en støbt alu-ramme og en 25 mm topplade under tallerkenen på 7,9 kg.
Opsætning
Sidstnævnte er på sin side konstrueret af aluminium og 10 mm messing i to lag, dæmpet med blød gummi på undersiden og balanceret med 12 tungstensvægte, der er indfældet i tallerkenen. Når den monteres første gang, skal den sænkes ned og skrues fast på tre punkter i den rigtige rækkefølge for at opnå perfekt balance.
Den drives af en kerneløs 12 pols motor med 18 spoler, hvor spolerne er monteret 60 grader forskudt for større stivhed og mere stabil rotationshastighed. Med den konstruktion mener Technics, at de har fået wow & flutter ned til 0,015 procent og reduceret baggrundsstøj og uønskede vibrationer.
Armen leveres uden pickuphoved – det må man selv matche med arm og pickup – og er S-formet med anti-skating og låsbar højdejustering. Den håndbyggede arm har et armrør i magnesium og sidder i et nøje justeret ophæng. Armbasen er en integreret del af pladespillerens chassis, omhyggeligt lavet til at holde uønskede vibrationer væk.
Der følger i øvrigt ikke kabler med, og armbasen har et 5 pin DIN-stik, som et tonearmskabel skal stikkes i.
Referenceklasse
Det hører til sjældenhederne, at noget så dyrt og massivt bygget kan lyde så guddommelig smukt og samtidig være så let at bruge.
Med en Pro-Ject The Classic Superpack eller Rega Planar 8 som udgangspunkt er der ingen tvivl om, at lyden fra Technics-pladespilleren er i en klasse for sig. Også hvis man sammenligner med McIntosh MT10 og Rega Planar 10.
Med den ultra-neutrale Ortofon-pickup MC Anna på Technics-pladespilleren åbnede lyden på Radka Toneff og Steve Dobrogosz’ Fairytales sig så meget op, at jeg sad og måbede.
Originalindspilningen er ikke perfekt, og her hører man tydeligt, hvordan klangen fra klaveret i Grieg-hallen nærmest gynger på optagelsen. Men oplevelsen forstærkes alligevel af en åbenhed, som jeg ikke formår at få frem med de remastrede Tidal Hi-Fi Master-filer. Nerven i musikken kommer bedre frem på den analoge optagelse.
Det samme gælder Keith Jarretts legendariske Köln-koncert.
En koncertflygel går normalt ned til 30 Hz effektivt eller 27,5 Hz i teorien (A0). Men det kommer ikke altid lige godt frem på mange pladespillere, som ofte overdriver oktaven lige over med en lidt generøs forstærkning af området omkring 40-45 Hz, så klaveret lyder mere fyldigt.
Med MC Anna på SL-1000R er fyldigt erstattet af korrekt. På denne og andre klaverindspilninger hentes der dybere toner frem med bedre kontrol, end jeg før har hørt fra en pladespiller.
Og ikke nok med det: På gode indspilninger som Hoff Ensembles Quiet Winter Night har klaveret perfekt pitch selv på de lange toner på optagelsen. Det er ikke muligt at høre udsving i tonehøjden, medmindre de ligger i optagelsen.
Vokaler er uhyggelig levende gengivet. Luciano Pavarotti på optagelser fra lige før hans død og Maria Callas på optagelser fra 60’erne lyder vidt forskelligt, men her er musikken foldet ud og blottet på en helt anden måde, end man forventer af en pladespiller. Den viser kontrasterne i de forskellige indspilninger på fremragende vis.
Den har ingen egenlyd, virker det som. Man kan sætte den pickup på, man foretrækker, for at få den klang, man foretrækker.
Gamle jazzoptagelser fra 1950’erne og 60’erne lyder friskere, men den varme klang er bevaret. Det er detaljerigdommen, der er bedre. Fokus er skarpere, og med en god pickup, der matcher pickuphoved og arm, får man mere af informationen i diskanten med i lydbilledet.
Den dynamiske kontrast er så god, at tankerne går i retning af en high-end cd-afspiller. Der pustes og prustes og gryntes på Keith Jarretts live-optagelser med Jack DeJohnette og Gary Peacock, og man rives med og glemmer tid og sted, mens nålen graver ned i rillerne efter guld.
Det er stærkt vanedannende og kan blive dyrt, hvis man ikke kan leve uden den lyd, en pladespiller af dette format kan formidle over et godt anlæg.
Konklusion
Der findes selvfølgelig endnu dyrere pladespillere, som med kostbare pickupper kan lyde endnu en tand bedre. Man kan sagtens bruge en million og mere til på en vinyl-rig. Men jeg er ikke sikker på, om det er det værd. For Technics SL-1000R tager lyden til et niveau, hvor alt andet, vi har testet, blegner.
Skal det være væsentlig bedre end dette, så bliver det også væsentlig dyrere. Og mere kompliceret. Og det vil vi ikke have.
Sådan testede vi
Mange high-end-pladespillere er så komplekse, at de kan være en pine at sætte op og krævende at bruge. Besværlige ophæng kræver stadige justeringer, elektrisk og mekanisk interferens kan være en udfordring, og mange tonearme er så delikate, at de nærmest opleves som humørsyge.
SL-1000R er derimod så enkel at bruge, at det går som en leg. Læg pladen på, tør eventuelt støv af, tænd for strømforsyningen, start pladespilleren og sænk nålen ned i rillerne.
Det, der så sker, kan næppe beskrives som “pejseknitren”. Det er snarere, som om pladespilleren sparker døren ind til dér, hvor alle fordomme befinder sig, og tørrer gulv med dem. For vinylplader er sjældent hørt så himmelsk som her.
Den første del af testperioden blev gennemført med en Ortofon Cadenza Bronze, som senere blev afløst af en Audio Technica AT ART1000, derefter Ortofon MC Anna og endelig DS Audio DS-002 (separat test på vej).
Fire pickupper med forskellige egenskaber, der får musikken frem på lidt forskellig vis, men som afgjort får potentialet i SL-1000R frem, uden at udgiften til pickuppen alene udgør for meget af det samlede beløb.
Rørtrinet i en McIntosh MC2600 og en Gryphon Sonett blev anvendt som RIAA-trin i testperioden.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer