TEST: Technics SU-R1000

Alle forstærkere er grundlæggende ens. Et signal kommer ind i den ene ende, forstærkes og sendes så ud i den anden ende. Hvis en pladespiller er tilsluttet, skal der også en korrektion til, og, hvis signalet er digitalt, en konvertering.

Det gælder, uanset om forstærkeren er fuld af glødende rør eller transistorer – eller begge dele, for den sags skyld – og det gælder også, når konstruktørerne har fundet på noget nyt og kreativt.

Uanset hvilken slags komponenter og kredsløb konstruktøren sætter sammen, handler det om et fælles mål: Den bedst mulige lyd inden for de tekniske og monetære begrænsninger, man har.

For budgetforstærkere handler det om valsede plader, der foldes til et chassis, med plastpaneler, et enkelt forstærkerkredsløb med gode komponenter og en tilpasset strømforsyning.

I high-end-klassen kan man bruge meget dyrere og bedre komponenter, et formstøbt eller udfræset chassis og en eller flere strømforsyninger, der kan forsyne en hel boligforening.

Men igen, de grundlæggende principper er de samme, uanset hvad man gør mellem indgangene og udgangene på forstærkeren.

Hybrid med DAC

Det gælder også for Technics. De har dog ikke været tilfredse med den tilgængelige teknologi og har valgt at gå deres egne veje i årtier med ting som OCL, OTL, Class-A+ med mere.

Den tradition pustede de liv i igen, da Technics genopstod i 2014, efter at Panasonic havde lagt divisionen på is i flere år.

Så fik vi nogle nye fonetiske forkortelser såsom LAPC og JENO, og med det nye flagskib blandt Technics’ integrerede forstærkere – SU-R1000 – introducerer de nu også ADCT og det mere forståelige Intelligent Phono EQ.

Alt dette er placeret mellem indgange og udgange i en radikalt mere avanceret forstærker end de fleste, vi kender til i denne prisklasse.

Som de fleste andre har den en indbygget digitalkonverter (DAC), men også analoge indgange og to par pladespillerindgange. Den har ikke streaming i nogen form, hverken trådløst eller via Ethernet, men ideen er nok, at man skal bruge den sammen med en separat netværksafspiller/streamer, f.eks. Technics’ egen, glimrende kombinerede CD- og netværksafspiller SL-G700.

Men lad os først tage et kort kig på Technics’ mange forkortelser. Hvis det virker for teknisk, anbefaler jeg, at man springer til afsnittet Intelligent Phono EQ.

Teknologier

LAPC betyder Load Adaptive Phase Calibration og kan kompensere for højttaleres ujævne impedans og fasevinkler ved at måle belastningen på forstærkerens udgange. Lidt ligesom negativ feedback i en transistorforstærker, men LAPC kan både kompensere for impedansforskelle og fasevinkler.

Man starter en LAPC-proces ved at holde knappen på fjernbetjeningen inde, til kalibreringen begynder. Så sendes forskellige tonesekvenser ud i højttalerne, mens forstærkerens DSP registrerer, hvordan impedans og fasevinkler ændrer sig. Efter tre minutter er kalibreringen færdig, og man kan sidde i lænestolen og skiftevis slå LAPC til og fra og finde ud af, hvad man foretrækker.

Technics JENO Engine (Jitter Elimination and Noise-shaping Optimization) er en digital proces, hvor støj fra alle digitale lydkilder – uanset sampling-frekvens – behandles for at dæmpe jitter. Alt dette går gennem en batteridrevet clock-generator.

Signalet konverteres til et 768 kHz PWM-signal (Pulse Width Modulation), der rekvantficerer det, og derefter konverterer en Noise Shaper signalet, så støj flyttes længere op i frekvens, hvor et multitrinsfilter tager over og eliminerer påvirkningen fra støjen.

Men vi er ikke færdige endnu. ADCT – eller Active Distortion Cancelling Technology, som det også hedder – er endnu en Technics-teknologi, som skal give bedre lyd. Alle signalkilder, analoge og digitale, ender i ADCT-kredsløbet, som er koblet til JENO-processen, men her fjernes forvrængning, før det når sidste led i udgangstrinet.

Hvis man tænker, at SU-R1000 er en digital forstærker, så er det en helt korrekt observation. Signalerne, selv fra en pladespiller, behandles digitalt, inden de når højttalerne. Technics anvender samme type GaN felteffekttransistorer, som vi kender fra SU-R1, fordi de mener, at de er hurtigere end f.eks. MOSFET og giver lavere forvrængning.

Alt dette drives af i alt fire strømforsyninger – en til pladespillerindgangens phono-trin, en til det analoge og en til det digitale kredsløb samt en større til udgangstrinet. Den sidste er en såkaldt high-speed switch-mode strømforsyning, men her er den højfrekvente switching flyttet fra 100 til 400 kHz for at eliminere den støj, som denne type strømforsyning kan generere.

Intelligent Phono EQ

Navnet er ikke helt misvisende. Man kan slutte pladespilleren til enten den ubalancerede eller den balancerede indgang (kun til MC-pickupper) og vælge MM- eller MC-pickup samt gain til pickuppens udgangsspænding. Samt foretrukken kurve (RIAA, Colombia, Decca osv.).

Der er ingen kapacitans- eller impedansjustering her. I stedet har Technics’ ingeniører valgt en helt anden løsning: En vinylplade, som sammen med phono-trinets analog-til-digital-konverter og en DSP tilpasser phono-trinets egenskaber til den valgte pickup.

Denne proces gør også et par andre ting. Såsom korrektion af EQ, udligning af crosstalk mellem kanalerne og tilpasning af belastningsimpedansen ved at måle responsen fra pickuppen med et signal på den medfølgende kalibreringsplade. Som altså er en vinylplade med testsignaler, som forstærkerens DSP fortolker under afspilning og så korrigerer for.

Hvis man følger processen trin for trin som forklaret i den vedlagte brugsanvisning, kan man tilpasse phono-trinet til pickuppens egenskaber og gemme op til tre profiler i forstærkeren.

Processen er ikke immun over for fejl, og en af de pickupper, jeg valgte, nægtede forstærkeren simpelthen at måle. Vinylpladen skal desuden være ren og helt plan, og pickuppen skal være korrekt justeret på grammofonen.

Hele kalibreringsprocessen tager godt ti minutter, og når den er færdig, gemmer og navngiver man den valgte kalibrering. Det er også muligt at slå Cartridge Optimizer, som det hedder i displayet, til og fra, så man kan høre før og efter og beslutte, hvad man bedst kan lide.

Sådan bruges den

Forstærkeren er meget velforarbejdet med et solidt chassis fyldt med printkort, køleribber og strømforsyninger.

Frontpladen i aluminium er 10 mm tyk og toppladen 6 mm, og vægten på næsten 23 kilo hviler på fire støbte stålfødder. Kvaliteten overgår det meste, vi har testet i denne prisklasse, og de to effektmetre, som vi kender fra bl.a. R1, er blevet en slags signatur for Technics’ forstærkere.

Den medfølgende fjernbetjening styrer stort set alt, fra indgangsvælger til menuvalg og andre indstillinger, og man kan også styre en Technics CD- eller netværksafspiller fra den. Lyset i forstærkerens effektmetre og display kan i øvrigt dæmpes eller slukkes helt.

De digitale indgange – der omfatter to hver af optisk, koaksial og USB – kan også vælges fra fjernbetjeningen, og den indbyggede digitalkonverter understøtter alle formater fra 16/24/32 bit op til 384 kHz, både PCM og DSD, og understøtter også MQA-filer, som vi kender fra Master-kataloget i Tidal HiFi.

LAPC og MQA kan også slås til og fra med fjernbetjeningen, hvor man desuden kan justere bas, mellemtone og diskant. Justeringerne kan så slås fra igen med et tryk på Direct-knappen på fjernbetjeningen.

Forstærkeren har også tilslutning til en anden forstærker eller subwoofer, ligesom den kan sluttes til en surround-receiver og en optager – måske en ældre Technics-kassette- eller spolebåndoptager for dem, de har fået interesse for båndede indspilninger.

Lyden af Technics SU-R1000

Jeg startede med Technics-forstærkeren koblet til et par små Dynaudio Special Forty og avancerede gradvis til de meget større JBL Synthesis 4367 med horn og 15 tommers basser.

Til at begynde med oplevede jeg lyden som lidt tilbagetrukket. Bassen var der i fuldt mål, men den var lidt for rund i kanterne. Den kom sig dog betragteligt efter nogle dage. Lydbilledet åbnede sig, bassen blev strammere og bedre defineret, og jeg begyndte at hygge mig med forstærkeren.

På de små Dynaudio-højttalere savnede jeg lidt af det faste greb, som en Hegel-forstærker har i bunden, og på de store 4367’ere lød en McIntosh MC1502 (til den dobbelte pris) både sejere og mere medrivende. Så det var på tide at åbne Technics-forstærkerens værktøjskasse.

Efter en omgang med LAPC blev lydkvaliteten mærkbart bedre. Forstærkeren tog overbevisende kontrol over de store 15 tommers basser, og lydbilledet åbnede sig betragteligt. Det spillede ingen rolle, hvilken lydkilde jeg brugte – lyden var altid bedst med LAPC aktiveret. Så det blev default under testperioden.

Med en McIntosh CD-afspiller som primær lydkilde i den første periode af testen lød forstærkeren behageligt og samtidig lynhurtigt. Transienter og dynamiske udsving var øjeblikkelige og i nogle tilfælde overraskende, forstået på den måde, at jeg spjættede lidt, når kraftige slag fra f.eks. en lilletromme stod ud af højttalerne.

Forstærkeren tegnede et enormt lydbillede op med exceptionelt god kanalseparation og fornem dybde. Med LAPC havde den stålkontrol i bassen, omend ikke med samme jerngreb som den endnu strammere Hegel H590. Til gengæld gengav Technics-forstærkeren vokaler med mere varme og dybde.

Den fyldige klang minder lidt om McIntosh MA7200, der også kan lyde fornemt på vokaloptagelser, men ligesom H590 også er kraftigere end Technics-forstærkeren. Technics opgiver effekten i 8 ohm ved 1 kHz, og de 150 watt pr. kanal, der er angivet, er der ikke nogen grund til at betvivle. Men H590 vil have bedre kontrol over højttalerne, når forstærkeren presses.

Hvis man presser Technics-forstærkeren, sænkes den dynamiske kontrast gradvis, og man får ikke lige så meget kraft bag trommeslagene i de to 15-tommere som med H590.

Men Hegel-forstærkeren har ikke pladespillerindgang. Endsige noget så avanceret som alt det i SU-R1000. Personligt må jeg indrømme, at jeg foretrækker selv at indstille præferencerne for pickupper, men forstærkeren formår på magisk vis at forbedre lyden fra pladespilleren med den usædvanlige måde at kalibrere phono-trinet på.

Prøv selv. Det er muligt at slå optimeringen til og fra, og selv om phono-trinet lyder overraskende godt, selv uden at man har kalibreret noget som helst, er lydkvaliteten efter kalibrering klart at foretrække. Klaverklangen på Keith Jarretts Köln-koncert får mere dybde med kalibrering, der er større dynamisk kontrast i lydbilledet, som vokser både i bredden og i dybden, og dybbassen hænger bedre sammen med resten af lydbilledet.

Kalibreringen giver også en tydelig effekt på detaljeniveauet, især i diskanten, hvor før og efter svarer til at fjerne et slør foran musikken.

Lyden fra en MacBook med Tidal Master, sluttet til en af USB-portene på forstærkeren, var en åbenbaring af gennemsigtighed og dynamik. Med MQA aktiveret steg niveauet af mikrodetaljer også. Hvad enten det var Terje Rypdals “Conspiracy” eller Bruno Mars og Anderson Paaks “Leave the Door Open”, bredte lyden sig ud i rummet med et stort spektrum af klangfarver og gav en herlig live-følelse.

Konklusion

Den avancerede Technics SU-R1000 gør grundlæggende det samme, som alle forstærkere gør. Men den gør det med nogle tekniske finesser, som man ikke finder i andre forstærkere.

For nogle kan det virke frustrerende at skulle forholde sig til så meget avanceret teknologi, som man ikke bare kan ignorere. For andre er det nyttige værktøjer til at optimere lydkvaliteten. Uanset hvilken side man står på, kommer man ikke uden om, at Technics-forstærkeren kan løse nogle problemer, som man ikke kan løse med andre forstærkere.

Jeg vil især fremhæve den intelligente phono-optimering, der – selv om den ikke kan overstyres af brugeren – kan løfte lydkvaliteten fra vinylplader betragteligt. At forstærkeren også kan det meste andet, bortset fra streaming, at den ser usædvanlig velbygget ud og lyder fabelagtigt på sit bedste (med LAPC), gør Technics SU-R1000 til en yderst interessant integreret forstærker i high-end-klassen.