Hvis man skal købe pladespiller, er det svært at komme uden om Thorens. De har lavet pladespillere længere end de fleste og har modeller i alle prisklasser. Mange af dem er rigtig gode, f.eks. den klassiske TD 350 til omkring 25.000 kroner og den prisbillige TD 203 til 5.500 kroner.
Men de er ikke uden konkurrence. Siden vinylpladerne fik et comeback for nogle år siden, er markedet nærmest blevet oversvømmet af pladespillere. De fleste af dem er billige udgaver med en simpel pickup og for det meste bygget i hård plast.
Men hvis man betaler lidt mere, får man langt bedre lydkvalitet. Og meget bedre kvalitet generelt. Som med den efterhånden legendariske Rega RP3 til ca. 5.000 kroner.
Dens nærmeste konkurrent er Thorens TD 203, som vi testede for nylig. Og denne pladespiller har nogle dyrere slægtninge, som selvfølgelig må være lavet for at give endnu bedre lydkvalitet. Hvorfor skulle man ellers ville betale mere?
Det næste skridt op ad kvalitetsstigen er – ifølge Thorens – TD 206 til 7.000 kroner, som vi tester her, og som ligner TD 203 til forveksling, men adskiller sig klart fra den billigere udgave på et par punkter.
Justérbar arm
Den for prisklassen unikke uni-pivot arm, der bruges på 203, er her erstattet af en mere konventionel arm kaldet TP90. Den er baseret på den mere avancerede TP92 med justeringsmuligheder (VTA, azimut og overhæng), som Thorens anvender på deres dyrere pladespillere, og har to horisontale ophængningspunkter i stedet for ét vertikalt. Som uni-pivot arme har.
Uanset hvilken type arm man vælger, er der mange faktorer, der skal falde på plads, før den gode lyd er en realitet. Grundlæggende starter det med dæmpning og afkobling. Her får man massive fødder med højdejustering, en slank base med lav masse og en tynd aluminiumtallerken. En opskrift, der fungerer godt for både Rega, Thorens og andre producenter.
TD 206 er remdrevet. Gummiremmen er skjult under tallerkenen, og pladespilleren har hastighedsknap, så man slipper for at skulle flytte på remmen for at ændre rotationshastigheden fra 33 1/3 til 45 rpm. Aftageligt lydkabel er en fin bonus, da man så kan erstatte det medfølgende kabel med et længere eller bedre, hvis man vil.
Den leveres med pickup’en færdigmonteret – en Audio-Technica AT95e, som er en glimrende budget-pickup med god, fyldig lyd.
Slap og varm
Netop denne pickup burde måske snarere sidde på en billigere pladespiller. For her får jeg fornemmelsen af, at Thorens-grammofonens potentiale ikke er særlig godt udnyttet. Lydbilledet er stort, men med et rodet stereoperspektiv. Og selv om lyden er fyldig, er bassen ulden. Dynamikken er tam, men ikke helt uden bid. F.eks. er der god fremdrift i basdynamikken, men igen er bassen lidt for upræcis i forhold til f.eks. Rega RP3.
Hvor den mere overkommelige TD 203 lyder varmt, åbent og balanceret, er lyden fra TD 206 ikke noget kvalitativt fremskridt. Detaljer kommer godt frem i lydbilledet, og vokaler lyder blødt og fint, men man kan ikke komme uden om, at det også gælder for den billigere pladespiller.
Lydkvaliteten vil selvfølgelig løfte sig med en bedre pickup. Men så bliver den samlede pris også langt højere.
Nej, så frister en TD 203 mere, sat op med en Ortofon 2M Blue eller en Quintet Red pickup, så prisen alt i alt ender på omtrent det samme, som TD 206 med AT-pickup’en koster.
God til viderekomne
Den mere overkommelige Thorens TD 203 er et rigtig godt køb til 5.500 kroner. Men til 7.000 kroner virker TD 206 for dyr i forhold til, hvad man får oveni. Med en bedre pickup vil den sikkert spille bedre, men vi foretrækker i stedet at lægge pengene i en TD 203 med en ordentlig pickup. Det frister langt mere.
Thorens for de stilbevidste
Denne pladespiller fås i to versioner, den ene med et mere ukonventionelt design.
Thorens laver hele 17 forskellige modeller. Mange af dem findes i flere farvevarianter, men nogle af dem er identiske rent teknisk, hvor den eneste forskel er designet. Som her. Thorens TD 209 er simpelthen en TD 206 i en smartere indpakning. Den anvender samme remtræk, har samme TP90-arm og samme pickup. Med andre ord er der ingen grund til at tro, at den spiller anderledes end den mere konventionelt designet 206-version.
Men den ser unægtelig sejere ud.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer