TEST: Unitra WSH-805

I kapitel to om polsk hi-fi er vi nået til Unitras første integrerede forstærker, efter at den for nylig er genopstået. Trofaste tilhængere vil vide, at Unitra har eksisteret lige så længe som den kolde krig, men derefter forsvandt fra hi-fi-kortet, før de dukkede op igen for relativt nylig.  

De er vertikalt integrerede i den forstand, at de leverer alt fra signalkilder til højttalere. Hidtil er det eneste, de reelt mangler, en streamer og en digital konverter.   

Vi testede for nylig den ene af to pladespillere, flagskibet Edmund. Det er en bundsolid, direkte drevet konstruktion med forbløffende godt lydbillede. Samtidig med at vi havde Edmund til test, havde vi også Unitras nye flagskibsforstærker WSH-805 til rådighed.  

Den integrerede forstærker skal kæmpe for at gøre sig gældende i et mættet marked, men den kan et par små tricks, som adskiller den markant fra de fleste af konkurrenterne. Og her taler jeg ikke kun om retrodesignet, det fås også hos andre producenter. Men derimod om en helt anden måde at tænke forstærkere på, som vi ikke har set siden 80’erne.  

Dengang var det ikke ualmindeligt, at mange dyrere forstærkere kørte i ren klasse A-drift, i hvert fald et stykke opover på effektskalaen. Derefter overtog en helt normal switched transistor-løsning i klasse AB, dvs. den mest almindelige måde at bygge forstærkerkredsløb på. 

Klasse A og AB

Men som vi ved, er klasse A-drift ikke særligt effektiv. Glæden ved lavere forvrængning forsvinder hurtigt, når man indser, at forstærkeren ikke har tilstrækkeligt med kræfter til at styre højttaleren godt nok, når man spiller højt. Desuden er en klasse A-konstruktion ganske bekostelig. Især hvis man er på udkig efter en forstærker, der leverer høj effekt i klassen. Og her er høj et relativt begreb, for som regel taler vi ikke om mere end 20 til 30 watt effekt – i nogle tilfælde mere, men så koster det også.  

Unitra har klogeligt holdt sig fra en dyr klasse A-konstruktion og giver i stedet brugeren valget. En vippekontakt på fronten skifter mellem ren klasse A-drift og normal klasse AB-drift. En slags ‘det bedste af begge verdener‛-løsning, kan man sige.  

Vippes kontakten til A, skifter forstærkeren til klasse A, hvilket betyder to gange 8 watt effekt pr. kanal i 8 ohm. Interessant nok blev effekten fordoblet i 4 ohm, og da de fleste højttalere spiller mere end højt nok med 3-6 watt, vil de fleste komme ret langt med Unitra-forstærkeren som en ren klasse A-forstærker.  

Ønsker man at spille rigtig højt, eller har man et par højttalere, der er ret tungt drevne, kan man skifte tilbage til almindelig klasse AB, og i så fald bliver WSH-805 til en 2 x 80 watt integreret forstærker. Noget i retning af en Denon PMA-3000NE eller Yamaha A-S2200, med andre ord. 

Phono-trin og VU-metre

Forstærkeren har et par andre løsninger, som heller ikke er så almindelige nu om dage. En loudness-funktion (contour), som hæver basniveauet en smule, når man spiller lavt, og en switchbar bas- og diskantkontrol.  

WSH-805 har også en ganske habil hovedtelefonudgang og er udstyret med et phono-trin til både moving magnet- og moving coil-pickup. Her er det kun en kontakt, der skifter mellem MM og MC, og man kan ikke indstille belastningsimpedans eller gain. MC-belastningen er sat til 24 ohm.   

Forstærkerens fem analoge linjeindgange suppleres af en balanceret XLR-indgang. Der er også en direkte indgang, som springer forforstærkertrinnet over. Så fungerer WSH-805 kun som effektforstærker, og forstærkeren har en pre-out til dem, der vil tilslutte en effektforstærker eller sløjfe signalet ud til en subwoofer.   

De to VU-metre på fronten har skalaer, der viser udgangseffekten for både klasse A og AB, og lyset i VU-metrene kan dæmpes med en knap på bagsiden eller fra fjernbetjeningen.  

På indersiden ser forstærkeren ryddelig og symmetrisk ud, eftersom den er opbygget som en dual mono-konstruktion, hvor højre og venstre kanal er separeret i spejlede kredsløb. Unitra hævder, at forstærkeren har ekstremt lav harmonisk forvrængning (THD) og noget nær perfekt kanalseparation. Intermodulationsforvrængning er også så lav, at den aldrig vil være hørbar, så det eneste vi spekulerer på er selvfølgelig, hvordan en moderne polsk forstærker i retroforklædning lyder i 2025. 

Jekyll og Hyde

Forstærkeren tænder med et lille smæld. Som er så tilpas højt, at jeg første gang troede, at der var noget galt med forstærkeren – men det er vist sådan, det skal være. Efter et par sekunder er den klar til kamp, og så er det bare at læne sig tilbage med fjernbetjeningen i hånden.  

Med musikken strømmende ud af højttalerne må jeg indrømme, at det tog mig lidt tid at komme ind under huden på Unitra-forstærkeren. Jeg synes, den var svær at placere i landskabet. For at gøre forvirringen total opfører den sig som to forskellige forstærkere. 

Den ene dukker op, når man bruger forstærkeren i klasse A-drift, og så ændrer den karakter, når man skifter til klasse AB. Normalt ville jeg sige, at man kan bruge klasse A eller klasse AB, alt efter hvad man foretrækker, men jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se pointen i, at forstærkeren overhovedet kan køre i klasse A-drift.  

Hvis man har et par supereffektive hornhøjttalere, der ikke er effektkrævende overhovedet, kan den varme, let røragtige klasse A-klang naturligvis være ganske fremragende. Men hvis man som jeg kan lide at høre musikken klart placeret i et rum, med defineret gengivelse af instrumentets fulde skala, bredde og med alle nuancer til stede, så skal man bruge denne forstærker i klasse AB. Og kun det.  

Der er ikke noget galt med 8 watt pr. kanal, det er normalt tilstrækkeligt til at drive selv moderat effektive højttalere, og højttalere fra Sonus faber som Olympica, Sonetto, danske Raidho og for den sags skyld MoFi SourcePoint-højttalere spiller fint med 8 watt. Men ingen af dem leverer bas med samme autoritet, kontrol og definition, som når Unitra-forstærkeren kører i klasse AB.  

Det er svært at få greb om rytmen på Ezra Collectives seneste album, når forstærkeren kører i klasse A, men klasse A passer lidt bedre til Keith Jarretts Köln-koncert. Her er lyden ganske vist noget dæmpet, men klaveret lyder blødt og varmt. Den dynamiske bas på Kari Bremnes’ Spor kommer overhovedet ikke til sin ret i klasse A-drift, men så snart man skifter til klasse AB, øges den dynamiske kontrast markant, og man oplever, hvor meget bedre defineret forstærkeren kan være, når den får lov til at udfolde sig i al sin pragt.   

Rytmen på Billie Eilish‛ Birds of a Feather mangler autoritet og drive, men det hele falder på plads i det øjeblik, man skifter til klasse AB.  

»Lydbilledet kollapsede lidt på klasse A,« mener Geir Nordby, som var forbløffet over, hvor stor forskellen var på et par Raidho-højttalere.  

Hvis man skal vurdere forstærkeren som en klasse AB-forstærker, er det en femmer; som en klasse A-forstærker er det en svag firer.

Det integrerede phonotrin er faktisk ikke så ringe endda, men det er klart bedre på MM end på MC. En Ortofon 2M eller en Pro-Ject Pick it-pickup fungerer upåklageligt her, men en MC-pickup som Ortofon Windfeld Ti falder helt igennem på forstærkerens MC-indgang.  

Sammenlignet med en Denon PMA-3000NE eller Yamaha A-S3200 er der ikke noget, der tyder på, at Unitra-forstærkeren mangler kraft eller dynamik, men den har ikke helt samme indsigt i lydbilledet som Denon-forstærkeren. En sammenligning med den lidt dyrere A-S3200 viste, at Unitra-forstærkeren ikke har samme evne til at skabe et stort tredimensionelt rum.  

Klangbalancen i Unitra-forstærkeren er lidt slankere, og den mangler noget af den varme, der får vokaler til at træde endnu mere frem i lydbilledet og og som giver bassen lidt mere substans. Noget, der passer så godt til f.eks. slagtøj og kontrabas. 

Konklusion

Unitra-forstærkeren er på mange måder et tveægget sværd. Som klasse A-forstærker betragtet mangler den den indsigt, kontrol og generøse dynamik, som gode klasse A-konstruktioner kan have. Den lægger også en slags slør over lyden, som betyder at man kan genkende konturerne af musikken, men den giver ikke den åbenhed, der skal til for at gøre musikkens klange helt troværdige. Men som en konventionel klasse AB-forstærker ændrer den fuldstændig karakter. Lydbilledet åbner sig, dynamikken er endelig, som den skal være, og forstærkeren spiller bas med både fremragende definition og dynamisk kontrast. Det er en gåde, hvorfor Unitra har valgt en forstærker med en sådan dualitet, men så længe man er klar over det, er det næppe noget problem. Forstærkeren møder benhård konkurrence på markedet, men er på mange måder et frisk pust i en veletableret prisklasse og et interessant alternativ til de etablerede mærkers modeller i tilsvarende prisklasser. Vores råd er at lytte til forstærkeren, før man køber, for den er så tilpas speciel, at den næppe vil falde i alles smag.