Træt af kedelige firkantede radioer? Så tag et kig på View Quests digitalradio med den glamourøse navn VQ Bardot – opkaldt efter den franske skuespillerinde med fornavnet Brigitte.
Med sin hank ligner radioen en håndtaske, og kunstlæderet skal give et eksklusivt indtryk. Den minder om engelske Roberts’ digitalradioer med retro-design, men Bardot er slankere. Og billigere.
Læs vores test af digitalradioer her
For omkring 1.500 kroner man får en digitalradio med Bluetooth-streaming af musik fra mobiltelefonen samt en enkelt lydindgang, men ingen batterier. Dvs. radioen er bærbar, men der medfølger ikke noget genopladeligt batteri! Det, eller almindelige C-batterier skal købes ved siden af. Så er batteritiden opgivet til 25 timer, lidt mindre med genopladelige.
Det kunne se ud, som om View Quest mest har været optaget af designet, men de har faktisk lagt sig i selen for at få god lyd i den lille radio. Hvor de fleste skyder genvej og sætter små, generiske højttaler-elementer ind, har VQ Bardot fået noget, der kaldes NXT-elementer.
De koster lidt mere, men de flade elementer – som der er to af, hver på 5,8 cm – lover mere afbalanceret lyd med større frekvensområde end standard fuldtone-elementer.
Noget bas-element er der ikke, hverken passivt eller aktivt. Men der er en app, som man kan styre radioen med, når mobiltelefonen er forbundet trådløst med radioen. Og en USB-port til opladning af mobilen. Den har også ur med alarm, programmérbart kanalvalg og timer.
Klart og tydeligt
For nogle mennesker er det vigtigt, at tale lyder klart og tydeligt, når de hører radio. Det gør det her. Selv med lidt betoning i mellemtonen er der krystalklar lyd på tale. Faktisk bedre end med mange andre digitalradioer, vi har testet i denne prisklasse. Folk med dårlig hørelse vil blive glade for VQ Bardot.
Radioen har equalizer med et alternativt færdigprogrammeret lydbillede, ligesom man kan indstille bas, diskant og loudness selv og tilpasse lyden til sin egen smag. Det er der også brug for, for højttalerne mangler fylde nok i bassen til, at David Guetta eller Bruno Mars får hofterne til at svinge. Radioen lyder simpelthen for tyndt til, at det bliver rigtig sjovt, når man får lyst til at skrue op for lyden.
Det gælder også, når man streamer fra mobilen. Så er lyden klarere og mere detaljeret, end når man lytter til radio, men en rundtur på spillelister med klassisk, rock, rap og pop på Tidal HiFi bekræfter, at lyden er for tynd til, at radioen kan få mere end fire i lydkarakter.
Konklusion
Der findes radioer med mere fyldig lyd, f.eks. Radionette Solist og Tivoli Audio PAL+, men meget få med så klar og tydelig lyd. Derfor er det en skam, at View Quest ikke har kunnet gøre det samme for bassen, som de har gjort for resten af toneområdet med de flade højttaler-elementer.
VQ-radioen findes også i en Christie-version – opkaldt efter britiske Julie Christie – med et mere klassisk design til dem, der synes, Bardot er for feminin.
Næste gang håber vi, at View Quest lancerer en John Wayne-version med lidt mere punch i bassen.