: Yamaha CD-S3000 og A-S3000

Lige siden jeg overværede afsløringen af ​​Yamahas high-end SACD-afspiller og integrerede forstærker i Hamburg i foråret, har jeg glædet mig til at sætte tænderne i de to produkter. Det herlige retro-look minder om Yamaha anno 1973, f.eks. forstærkeren CA-1000, og drejeknapper og kontakter på fronten af de nye apparater er faktisk temmelig identiske med Yamaha-komponenter fra den tid. Men indeni er de alt andet end gammeldags.

SACD-afspilleren: CD-S3000
Yamahas dyreste cd-afspiller tager også SACD’er (Super Audio Compact Discs). Digitalkonverteren er af typen SABRE ESS ES9018. En hybridkonverter, der både konverterer almindelige PCM- og DSD-signaler direkte. Ergo bliver cd’er og SACD’er dekodet med den samme DAC-chip. For at udnytte dette til fulde er afspilleren forsynet med både koaksial og optisk digitalindgang plus en USB-indgang, der understøtter signaler op til 24 bit/192 kHz såvel som DSD-filer. Sejt!

CD-S300 er solidt bygget med en vægt på 19,2 kg. Hele konstruktionen er designet til at minimere mekaniske vibrationer, inklusive et drivværk af massivt aluminium. Som er lavet til at hente data mere præcist fra disken. Og cd-skuffen kører dejlig stabilt og stille, når man åbner og lukker den. Ingen slinger her! Hele kabinettet er tungt og stabilt, og de massive fødder tillader brug af spikes for dem, der vil gå hele vejen.

Digitale og analoge kredsløb er helt adskilt og har fået hver deres strømforsyning. Det sker for at hindre forringelse af lyden som resultat af, at de to kredse påvirker hinanden. Og i modsætning til mange andre cd-afspillere laves strøm-til-spænding transformationen i én operation i stedet for mange led. For at opnå et endnu renere signal. Desuden har S3000 en Pure Direct funktion, der slukker for alle digitale kredse og kun sender lyd gennem de analoge udgange for at få endnu renere lyd.

DAC-chippen er af typen ES9018 fra ESS. Det er en 32 bit DAC med konvertering for hele otte kanaler. Da CD-S3000 er et tokanals produkt, har Yamaha brugt firekanals konvertering til både venstre og højre kanal – for at opnå et exceptionelt signal/støj-forhold – samt fuldbalanceret kredsløbskonfiguration til det analoge lydsignal.

Forstærkeren: A-S3000
Forstærkeren er ikke mindre heftig end cd-afspilleren, snarere tværtimod. Med en vægt på næsten 25 kg er den et monster. Den er også noget af et syn med sit 1970’er retro-udseende og store VU-meter, som vifter i takt til musikken.

Det er en fuldt balanceret forstærker med hele to balancerede stereoindgange. Derudover har den pladespiller-indgang til både MM- og MC-pickup’er såvel som separat forforstærker-indgang – hvis man f.eks. skulle have lyst til at købe to forstærkere og koble dem til hver sin højttaler! Effektforstærker-indgang er der også. Den kan bruges til samme formål eller som effektforstærker til frontkanalerne i hjemmebio-anlægget.

Konstruktionen er baseret på et dobbelt chassis, hvor det nederste hindrer eksterne vibrationer og giver hver kreds en flydende struktur, der støttes af en uafhængig indre ramme, som giver ekstra vibrationsudligning. Strømforsyningen – der består af en kraftig trafo samt kondensatorer – er en væsentlig kilde til vibrationer. Derfor er den indkapslet i en tredimensional indre ramme, som igen er fæstnet til både front- og bagpanel. Effektforstærker-kredsene og de kraftige kølefinner er monteret på venstre og højre indre ramme. Forstærkerkredse og strømforsyning er isoleret fra hinanden i et kabinet, som er bygget til virkelig at blokere vibrationer.

Desuden er konstruktionen lavet sådan, at den interne kabling hele vejen har fået den kortest mulige vej. I både forstærker og cd-afspiller har Yamaha sløjfet al brug af loddetin og i stedet skruet kontaktpunkter og højttalerterminaler fast. Det er for at forhindre, at impedansen øges i leddene. Det handler om den renest mulige signalvej hele vejen.

Førsteindtryk
Fra det øjeblik produkterne pakkes ud og sættes på hi-fi-bænken, står det klart, at det her er noget ganske særligt. Alle samlinger er perfekte på de to heftige konstruktioner. Der er ingen slør i kontakter og knapper. Vippekontakterne giver en lækker retro-følelse, og jeg kan især godt lide mute-funktionen: Vip Audio Mute-kontakten ned, og volumenknappen drejes elegant mod venstre. Ikke så meget, at musikken forsvinder, men nok til at man kan tage telefonen, mens musikken spiller roligt videre i baggrunden.

De store VU-metre – hi-fi-anlæggets svar på vinduesviskere – er også en fryd for øjet. Jeg ville bare ønske, at bagbelysningen kunne slukkes, så man faktisk kunne dæmpe belysningen i lokalet, uden at de bliver for prangende. Jeg kan også godt lide, at Yamahas cd-afspiller cross-fader, når man hopper fra én sang til en anden, så lyden ikke klippes så brat.

Tilslutning af udstyr
Cd-afspilleren og forstærkeren kobles til mine egne Gallo Reference 3.5 højttalere. Det er et par fremragende gulvhøjttalere med mange af fordelene ved elektrostat-højttaleres opløsning og gennemsigtighed, kombineret med slagkraften fra dynamiske elementer.

Cd-afspilleren sluttes til Yamaha-forstærkeren med balancerede XLR-kabler. I den anden XLR-indgang er min egen BASE-modificerede Hegel CDP4A mk2 tilsluttet. Til lejligheden har jeg brændt to identiske cd’er fra en af ​​mine faste spillelister og lægger en cd i hver afspiller. Det er for at kunne skifte hurtigt mellem de to cd-afspillere og sammenlige direkte her og der. Ja, jeg ved godt, at det ikke er sådan, man bør høre musik, men det er rart at kunne lave krydstjek i starten for så at gå mere musikalsk til værks senere.

A cappella
Hvis du vil have et godt a cappella spor, der virkelig skiller fårene fra bukkene, så er der ikke mange optagelser, der slår “The Oak and the Ash” med The King’s Singers. Her er både basser, barytoner, tenorer og kontratenorer, som tilsammen skaber et stort og luftigt lydbillede med en dejlig klang fra ​​kirkerummet.

Der er ingen tvivl om, at Yamaha får korets storhed frem. Især i mellemtoneområdet er det meget dynamisk og opløst med knivskarpt fokus på barytoner og tenorer. Luften i lydbilledet kommer tydeligt frem, og klangen fra kirkerummet breder sig godt ud. Med min egen cd-afspiller tilsluttet Yamaha-forstærkeren er der endnu mere fylde i dybbasområdet, men samtidig er der også noget ved Yamaha-afspilleren, der virkelig får tonestrukturerne frem i mellemtoneområdet og opad.

Kvindestemme
Ane Bruns cover-version af Beyoncés “Halo” fra albummet Rarities er en sang, jeg ikke kan få nok af. Den er fuldstændig rippet med Anes nøgne stemme i midten, og den lyd, som man skulle tro var en guitar, er faktisk en cello, der spilles pizzicato med stor rumklang. Yamaha-kombinationen får Ane Bruns skrøbelige vibrato frem på fornem vis, og celloen kommer ud med fremragende dynamik og tonestruktur.

Sammenlignet med Hegel-afspilleren – som jeg igen skal minde om er modificeret og lyder bedre end originalversionen – savner jeg lidt mere fundament i bunden af ​​basområdet, som da også står i større kontrast til overtonerne. Men der er ingen tvivl om, at Yamaha er i den virkelig seriøse ende med deres CD-S3000.

SACD
Men det er først, når den parres med en SACD, at den virkelig kommer til sin ret. Mozart, Grieg: Klaviersonaten med Dena Piano Duo fra 2007 er en hybrid CD/SACD, der tager fat i nogle af Mozarts klaversonater, som Edvard Grieg i sin tid omarrangerede for to klaverer. Indspilningen er formidabel. Og det er tydeligt, at der kommer flere klangnuancer frem med SACD-laget, end tilfældet er med cd-laget (man kan skifte imellem dem med en knap foran på ​​afspilleren).

Forskellene kan virke små, men det er nok til at trække lydbilledet mere ud over siderne, mens det går tragtformet ud mod horisonten. Lydbilledet er så stort, at man næsten kan gå ind i det, og hvis man lukker øjnene, kan man forestille sig, hvordan alle klangstrukturerne svæver i lag.

Når man hører en afspiller som CD-S3000, er det en skam, at udvalget af ​​SACD’er ikke er større. Men digitalindgangene kan klare højere opløsning end cd, og udvalget af højopløste filer til download bliver hele tiden større. Dermed har du med Yamaha-modellen en cd-afspiller for resten af ​​livet.

Lyden af forstærkeren
Mange af lydbilledets gode egenskaber er det dog forstærkeren, der står for. Det er simpelthen fantastisk, som musikken strømmer ud af højttalerne, uanset om man spiller på lavt eller ret højt niveau. At forstærkeren er opgivet til moderate 100 watt pr. kanal er mig en gåde, men jeg blev faktisk lige så overrasket over Marantz PM-11S3 i samme prisklasse, der også er specificeret til 100 watt. Her må man endelig ikke tro, at effekten er opgivet med de samme oppustede tal som billigere forstærkere og – oh rædsel! – surround-receivere.

Yamaha A-S3000 har en endnu mere selvsikker og rytmisk mellembas-gengivelse end konkurrenten fra Marantz. Og selv om den måske ikke opleves så lynhurtig som Bladelius Thor III, har den en mere charmerende varme i klangen, som nok vil klæde højttalere, der kan virke lige lovlig analytiske. Men Yamaha-forstærkeren er slet ikke langsom. På nogen måde. Og man skal spille temmelig højt, før den bliver stakåndet, selv om Bladelius på papiret har 75 watt mere pr. kanal.

Hvis vi sammenligner direkte med Hegel H300 – der har hele 250 watt pr. kanal, som højttalerne kan muntre sig med – er det klart, at Hegel kan presses endnu mere, før den må give op.

For at teste dette lidt nærmere prøver vi både Hegel H300 og Yamaha A-S3000 med de enorme Klipsch RF-7 II (der testes i et kommende nr. af Lyd & Billede). Det er højttalere med en følsomhed på ekstreme 101 decibel med 1 watt, som dermed indbyder til at spille højt. Virkelig højt. Sæt noget heftig musik som f.eks. den benhårde “Hey Man, Nice Shot” med Filter, og Yamaha-forstærkeren ryster væggene godt. Men ikke så godt som Hegel, der hamrer rytmerne endnu hårdere ud.

Nu er A-S3000 heller ikke beregnet til diskoteker. Jeg synes bare, det er fedt at presse en forstærker til bristepunktet. Det, jeg imidlertid lægger mærke til, er hvor tavs Yamaha-forstærkeren er, når der ikke spilles musik. De følsomme Klipsch-højttalere ville suse en del på en forstærker med højere støjbund, og Yamaha-forstærkeren er faktisk mere stille end Hegel. Man skal lægge øret helt ind til højttalerne for at høre noget som helst.

Læg også mærke til, at Yamaha A-S3000 ikke står tilbage for Hegel H300, når det gælder liv og gnist i lydbilledet. Hegel har noget mere punch – også i mellemtonen – og skiller dynamisk bedre mellem kontrasterne, når man spiller højt. Men den har ikke Yamahas charme og varme, og når man spiller lavt, synes jeg faktisk, at Yamaha lyder mere indbydende.

Konklusion
Med CD-S3000 og A-S3000 har Yamaha lavet en massiv cd-afspiller og forstærker, der oser af byggekvalitet og leder tankerne tilbage på 70’erne. Det er lige til at blive forelsket i! Ikke mindst de store VU-metre, der står og vifter frem og tilbage til musikken.

Afspilleren får cd-samlingen til at vise sig fra sin bedste side, men allerbedst lyder den med SACD’er. Det er virkelig positivt, at den også har digitale indgange, så den digitale musiksamling på computeren kan få den samme gode lydkvalitet som cd’erne. Det gælder i øvrigt også DSD-filer, der så via USB-indgangen vil lyde som SACD. PCM-filer med en opløsning på op til 192 kHz understøttes også.

Men hvor god cd-afspilleren end er, så er det forstærkeren, der er kronen på værket. Den er meget tavs, når den skal være det, samtidig med at den tackler de sejeste basrytmer med største selvfølgelighed. A cappella kor gengives med luft og fylde på én gang, og hvad enten det er akustisk musik eller hårde beats, du kan lide, vil Yamaha A-S3000 aldrig skuffe dig. Den har en stor strømreserve, som den hurtigt kan øse af, og er ikke kræsen med højttalere. 100 watt virker ikke som alverden, men havde der stået 200 watt, så havde vi også troede på dét.