TEST: Yamaha GT-5000

Du er tilgivet, hvis du ikke opfatter Yamaha som en pladespillerproducent. De fleste af Yamahas pladespillere kom aldrig til Europa, og derfor har deres forstærkere og receivere en langt større plads i bevidstheden hos europæiske forbrugere.

Men hvad mange ikke ved er, at mens andre japanske producenter stadig konkurrerede med amerikanske og europæiske pladespillerproducenter på egen grund, fremstillede Yamaha stort set kun pladespillere til hjemmemarkedet.

Vi gik dermed glip af Yamahas tangential-arme på PX-serien, som kom i 1978, de kunstfærdige kabinetter i remdrevne og direkte drevne udgaver af YP-serien, som kom i 1975, og ikke mindst de massive bæster i Gigantic & Tremendous-serien, GT-2000 fra 1982 og lignende. Det skal dog bemærkes, at PF-serien med fjederdæmpet chassis og dobbelt armrør både blev eksporteret fra og solgt i Japan. Det samme gælder enkelte PX-modeller, som blev eksporteret i begrænset antal i 1980’erne.

Det gælder også for den allernyeste udgave i GT-serien, GT-5000, der blev introduceret som den moderne efterfølger til Yamaha GT-2000 og den senere GT-2000X, men som først nu er at finde i udvalgte butikker.

Yamaha GT-5000 er et veritabelt bæst af en pladespiller. Med en bredde på 54 centimeter, en højde på 22 centimeter og en vægt på over 26 kilo er det den næststørste pladespiller, vi indtil nu har testet. Det er også den næstdyreste.

Pladespilleren hører til Yamahas retro-inspirerede high-end-serie, som også består af forstærkersættet C- og M-5000 og de nydelige NS-5000-højttalere, der for nylig fik en mindre slægtning i form af de små NS-3000.

Gigantic & Tremendous

GT-5000’s design minder meget om en GT-2000X, med inder- og ydertallerken, en lige tonearm og et chassis bygget op af flere lag med laminerede fiberplader i sort pianolak, ligesom NS-5000.

Teknisk set er dette sorte bæst bygget op med masse i alle led, bortset fra armen, og en fem kilos tallerken fræset ud af ét stykke aluminium hviler på en ti kilo tung remdrevet messingtallerken. Her bruges der ikke fjedret dæmpemateriale, men masse af forskellige materialer for at dæmpe resonanser og vibrationer. Meget masse.

En 24-polet, tofaset asynkron motor driver tallerkenen, og brugeren kan selv justere hastigheden med en strobeplade, et strobelys og et potmeter til højre for den 35 centimeter store tallerken. Alt dette følger med pladespilleren, som også leveres med to modvægte (16-23,5 og 23-34 gram), et 14 grams pickuphus og både gummi- og filtmåtte. Så kan man selv vælge, hvad man synes lyder bedst.

Al denne masse hviler på fire kraftige aluminiumsfødder, som hævdes at have en 30 til 40 decibel bedre dæmpning af vibrationer end kegler eller pigge under pladespilleren.

Den leveres ikke med andre kabler end strømkabel, men man kan bruge enten balancerede XLR-signalkabler eller ubalancerede RCA-signalkabler. Hvis det er muligt, er balanceret at foretrække, eftersom støj har sin egen jording hele vejen til forstærkeren.

Der medfølger ikke et støvlåg, men Yamaha tilbyder et, DCV-5000, som ekstraudstyr.

Snorlige tonearm

Der er en del, der ligner, og meget, der adskiller Yamaha GT-5000 fra andre pladespillere, vi har testet, men på ét område har Yamaha valgt at gå sine egne veje, og det er i valget af tonearm. Den er ikke tangential som på de gamle PX-modeller, men en lige pendularm.

De fleste pladespillere leveres med en buet, vinklet eller S-formet arm. Det er tre måder at opnå det samme på: gode sporingsegenskaber, optimal kanalseparation og bedre lyd, vil nogle hævde. I praksis viser det sig, at alle tre principper fungerer. Rega og Linn bruger lige arme med moderat vinkling af pickuppen, Technics bruger S-formede arme, og Pro-Ject og SME laver begge dele.

Yamaha har valgt den tredje løsning: en helt lige arm fuldstændig blottet for vinkler.

Nålearmen er, når pickuppen er korrekt sat op, 100 procent parallel med armrøret. Yamaha har valgt denne løsning, fordi de mener, de opnår de bedste sporingsegenskaber med en lige arm.

På den måde er de sluppet for at bruge anti-skating, som kompenserer for centrifugalkraften.

Offsett er ikke vigtigt

Det er en god idé, hvis armen er meget lang, så sporingsvinklen ikke ændrer sig så meget, når nålen flytter sig i rillerne. Men armen er kun 22,3 centimeter lang, og derfor er det vældig rart med så skarp en vinkel på nålearmen, når armen sænkes ned i rillerne.

Yamaha siger i et dokument, vi har fået adgang til, at det ikke gør så meget, som mange tror. De bruger et eksempel med en nåletryksvægt på 2 gram og en friktion på 0,3, hvor offset-vinklen er hele 10 grader på Yamaha-armen, men kun 2 grader på en buet arm.

Det er ikke det vigtigste for bedst mulig sporing og bedst mulig lyd, hævder de og henviser til, at mens kraften, som genereres af friktion, er den samme på begge arme, 0,6 gram, og kraften på indersiden af nålearmen er bare 0,08 gram højere på Yamaha-armen (0,02 mod 0,1 gram) og hele 2,32 g/cm mod 0,49 g/cm på den buede arm, kompenseres der for afvigelsen på andre områder.

Mekanisk stabilitet

Yamaha siger også, at faseforskydning og sporingsegenskaber ikke påvirkes så meget, at det er hørbart (?), fordi armkonstruktionen kompenserer for det med andre egenskaber. Yamaha-armen er trods en kerne af kobberbelagt aluminium og en yderkappe i karbonfiber med sølvbelagte tråde en meget stivere og enklere konstruktion end de fleste andre arme.

Bl.a. det, at den ikke har anti-skating i nogen form, giver armen færre mekaniske resonanser, bedre stivhed og balance og ifølge Yamaha optimal sporing, bedre dynamik og lyd, trods ±10 graders afvigelse i sporingsvinklen.

Opsætning

De første uger brugte jeg en Audio-Technica AT-F7, som er en billig MC-pickup, men Yamaha sendte mig en Ortofon Cadenza Black – til mange gange prisen for en F7 – som jeg brugte størstedelen af testperioden.

Mens F7’eren tog 15 minutter at sætte op, brugte jeg over en time på at få optimal lyd fra Ortofon-pickuppen. Den er meget vanskeligere at få justeret til perfektion, da den kun yder sit bedste, når alle vinkler, nåletryk og azimut er 100 procent korrekt.

Yamaha leverer en strobeplade og et strobelys til justering af rotationshastigheden, og den samme plade bruges som model for opsætning af arm og pickup. Lidt finjustering gav mig en afvigelse på 0,01 procent, altså en perfekt 33,33 omdrejningshastighed.

Vertikal sporingsvinkel – VTA

Overhænget på pickuphus og nålearm er -17 mm, hvilket er tydeligt angivet på modellen, som også har angivelse af vinkel på nålearmen. Men vægt og VTA – højde på arm og vinkel på nålen – er meget vigtigt her for et godt resultat.

Efter at timen var gået, landede jeg på 2,25 gram nålevægt (Ortofon anbefaler 2,3 gram) og marginalt negativ VTA, altså at den anbefalede vinkel på nålearmen ikke er 20 grader, og at armrøret ikke er 100 procent parallelt med vinylpladen, når nålen ligger i rillerne, men er vinklet mod armbasen. Armbasen har en enkel højdejustering i form af en skrue, der løsnes med en unbrakonøgle, så man kan løfte armbasen, når det er nødvendigt. Bliver det lidt for højt, vipper bassen ned og diskanten op, og det modsatte dæmper diskanten (for meget) og løfter bassen lidt.

Pladespilleren blev koblet til phono-trinnet på en McIntosh MC2700, og et Rega Aura MC-trin blev også benyttet.

Sådan lyder den

Med pickuppen fra Audio-Technica lyder Yamaha-pladespilleren friskt, lydbilledet er åbent, og klangene er klare og tydeligt definerede. Bassen er stram snarere en fed og varm, og den generelle klang heller mere mod kølig end 100 procent neutral. Der er ikke helt den samme dynamik her, særligt i bassen, som der er på en Rega Planar 10 med Apheta 3, så der hersker lidt tvivl om, hvorvidt Yamaha-pladespilleren behøver og fortjener en meget bedre pickup.

Der findes en mellemting mellem AT-F7 til 3.000 kroner og Ortofon Cadenza Black til 25.000 kroner. En Cadenza Blue, Audio-Technica AT-ART9 eller en Sumiko MC kan være et godt kompromis, hvis man ikke vil ofre alt for meget på en pickup til pladespilleren.

Men jeg ville give den gas og helt sikkert vælge Cadenza Black, hvis maksimal neutralitet er et overordnet mål. Den passer fint sammen med Yamaha-pladespilleren, og korrekt justeret giver den musikken vinger og tyngde på en helt anden måde, end en billig AT eller Ortofon formår.

GT-5000 med Cadenza Black minder på sin vis om Rega Planar 10 med Apheta 3: lynhurtige transienter, potent dynamik og et enormt stort og dybt lydbillede. Men Yamaha/Ortofon-kombinationen har lidt mere substans i dybdebasområdet og endnu bedre fokus på mikrodetaljer.

Den har ikke den samme autoritet, som en Technics SL-1000R har i bassen, men det er tæt på. Den lyder mere som en direkte drevet end en remdrevet pladespiller i bassen, og der er udmærket slagkraft i Pick Withers trommer på Dire Straits’ Love Over Gold. Man kan ikke blot høre vægtningen af pedalen på stortrommen, men også klangen i trommeskindet og gløden i bækkenerne.

Mark Knopflers guitarklang er også varmere på en SL-1000R og en SL-1200G, men tydeligere fokuseret og med mere luft under tonerne her.

Vokalklangen for både Mark Knopfler og Nancy Wilson med Art Famer & Benny Golson Quartet er krystalklart gengivet på et bagtæppe, der er som et sort hul – det sluger bagvæggen og skaber en endeløs dybde. Keith Jarretts klaverklang lyder varmere på en Technics, men transienterne er hurtigere og bedre fokuseret her.

Stereoperspektivet er bedre defineret på Planar 10, men overtoner og mikrodetaljer allerøverst i diskanten er bedre defineret på GT-5000.

Hvis jeg skal sætte fingeren på noget, må det være, at jeg ville have foretrukket mere substans i strygerklangen på 2L’s optagelse af Tjajkovskij med Trondheimsolisterne, men det er bare detaljerytteri.

Filt- eller gummimåtte

Eftersom pladespilleren leveres med begge dele, måtte jeg teste, hvad jeg bedst kunne lide. Svaret blev filtmåtte, fordi den gav musikken mere dybde og klangbund. Den tynde gummimåtte gav derimod diskanten en lidt glattere klang og strammere basdynamik.

Konklusion

Hvis man skal bevæge sig op i high-end-klassen, er vores anbefaling først en Rega Planar 10, fordi den simpelthen lyder perfekt og koster mindre end de pladespillere, den udfordrer på lydkvalitet. Men det er let at argumentere for en Yamaha GT-5000. Den ligner en million dollar og er konstrueret med japansk flid på et niveau, man sjældent oplever. Match den med en high-end pickup, og du har en pladespiller for livet. Har du plads og råd, er GT-5000 et meget spændende alternativ blandt pladespillere i high-end-segmentet.