TEST: Yamaha M-5000 + C-5000

For mange er seriøs high-end enten engelsk, amerikansk, tysk eller dansk. De færreste tænker på Japan som et land, hvor high-end-producenterne blomstrer. Men det er kun delvis sandt. Japan har en lang tradition for især eksotiske forstærkere, og de kommer fra de mest usandsynlige producenter.

For de fleste er Yamaha synonymt med klaverer eller hjemmebio-receivere. Hvad mange ikke ved, er at de har en lang historie med high-end hi-fi, som i sin tid ikke stod tilbage for amerikansk eller europæisk high-end hi-fi. Her behøver vi bare at nævne Yamaha NS-1000, en højttaler fra 1970’erne, der for nylig kom i en ny, moderniseret udgave, NS-5000.

Da vi testede den i 2018, slog det os, at Yamaha faktisk ikke lavede nogen forstærkere i samme klasse som højttalerne. Den ellers strålende A-S3000 var det nærmeste, man kom, men en integreret forstærker til en brøkdel af højttalernes pris? Næppe.

Så da Yamaha kom med nyheden om 5000-serien, faldt brikkerne på plads. Med forforstærkeren C-5000, effektforstærkeren M-5000 og pladespilleren GT-5000 har Yamaha endelig et seriøst high-end-system.

Det begyndte med bl.a. effektforstærkeren B-1 i 1970’erne. Som med sammen forforstærkeren C1 startede Yamahas lange række af transistorbaserede high-end-forstærkere. Senere kom herligheder som C-70 og M-70, B-5, monotrinnet BX-1, B2x og C2x plus en række andre seriøse high-end-forstærkere.

Det hele endte med Yamaha CX- og MX-10000-serien i slutningen af 80’erne. Da havde Japan etableret sig som et land med high-end hi-fi. Hvor producenter som Luxman, Accuphase, Denon, Sony, Technics og Onkyo alle var velrespekterede i både Nordamerika og Europa.

5000-serien

Det nye forstærkersæt – som vi tester som én enhed og ikke hver for sig – lyder aldeles nydeligt. Bare så det er sagt. Lyden fra de to forstærkere er på et helt andet niveau end Yamahas hjemmebio-receivere. Selv om de er nok så gode, er det her i en anden klasse.

Her mener jeg også byggekvalitetsmæssigt. For er det noget, japanerne er bedre til end de fleste, så er det forkærlighed for detaljer og kvalitet på selv de mindste ting. Det ved alle, der har ejet f.eks. en Luxman-, en Accuphase- eller en Air Tight-forstærker.

De sortlakerede træsider er så perfekte, at de nærmest ligner sort glas. Omskifterne på fronten af forforstærkeren har alle det samme tillidsvækkende dæmpede klik. Selv undersiden med de forkromede messingfødder – som kan udstyres med filtpuder eller pigge – er af en kvalitet, som amerikanske high-end-producenter ikke formår.

Forforstærkeren

Hvis man vender forforstærkeren om, ser man ti indgange med forgyldte kontaktflader sirligt på linje langs bagpladen. Som også huser indgange til fjernstyring og trigger-kobling til strømafbryder. De fire balancerede indgange har en omskifter til fasevending og bypass med niveaujustering på -6 dB.

Hvis man fjerner den tykke topplade med de fem udfræsede køleåbninger, er C-5000 smækfuld af komponenter. To toroidtransformatorer – en til hver kanal – forsyner kondensatorbatterierne med strøm i to symmetrisk opbyggede kanaler.

Pladespillerindgangen er adskilt fra line-indgangene med et såkaldt flydende kredsløbsdesign, hvor de ikke deler jordforbindelse, og kan bruges med enten Moving Coil- eller Moving Magnet-pickupper. Til MC er der valgbar belastningsmodstand i fire trin: 10, 30, 100 eller 300 ohm.

Man kan også vælge, om man vil tilslutte pladespilleren til den balancerede eller den ubalancerede indgang på RIAA-trinnet.

Forstærkeren har bas- og diskantjustering, +/-9 dB ved 300 Hz for bassen og +/-9 dB ved 3500 Hz for diskanten. Der er også et subfilter til pladespillerindgangen, som skærer tre decibel af bassen ved 15 Hz. Praktisk, hvis man får lidt rumlen i bassen, når man spiller vinylplader.

Desuden er det muligt at koble lyden fra en anden kilde, f.eks. en surround-processor, uden om volumenkontrollen med omskifteren EXT Direct.

Hovedtelefonudgang er der også, med 35 mW effekt pr. kanal samt niveaujustering. Udgangene til f.eks. en tilsluttet hjemmebioforstærker kan kobles fra, hvis man bruger forstærkersættet i en hjemmebiograf og kun vil spille i stereo.

Effektforstærkeren

 

Den næsten 30 kg tunge effektforstærker M-5000 er også bygget op som to separate monotrin med symmetriske kredsløb. Den har ligeledes analoge niveaumålere, der viser tilført effekt i watt og dB. Det bløde, varme gule lys kan slås fra, og det samme kan visningen. Som også kan indstilles til kun at vise toppniveau – peak.

Forstærkeren har to sæt højttalerudgange, der kan vælges fra forsiden. Og på bagsiden har den nogle af de mest solide højttalerterminaler, vi har set.

Hvis man ikke kan lide den sølvgrå retrostil, fås forstærkersættet også med silkematte, sortanodiserede kabinetter.

Yamaha opgiver effekten til 100 watt pr. kanal i 8 ohm og 200 watt i 4 ohm, med en dynamisk loftshøjde på 0,97 dB. I sig selv ikke specielt imponerende i denne klasse, men who cares, når lyden er så organisk og naturligt uanstrengt, at specifikationer bliver et akademisk begreb.

Mægtigt og musikalsk

Passende nok fandt retro-forstærkerne fra Yamaha tonen – bogstaveligt talt – med Klipschs legendariske Cornwall-højttalere. De letdrevne højttalere stortrivedes med Yamaha-forstærkerne, og vores referencemonitors – Dynaudio Contour 20 – blomstrede, da de blev koblet til M-5000.

Det skete noget med synergien, som ikke var så let at sætte fingeren på til at begynde med. Efter nogle uger tror jeg, jeg kan konkludere, at Yamaha-sættet bare er så vellykket i konstruktion og lyd, at de fleste højttalere vil passe fortrinligt. Måske bortset fra de allermest tungtdrevne med en følsomhed langt nede i 80’erne og svingende impedanskurve.

Der er ikke uendelige kræfter i M-5000. En sammenligning med McIntosh MC462 på 450 watt er skæv i amerikanerens favør, men kun hvad muskler angår.

Man får også flere kræfter med Gryphon eller Ayre, men Yamaha-sættet matcher konkurrenterne i samme prisklasse på detaljeniveau, fokus og raffinement. At lytte til ECM-produktionerne med Keith Jarrett – enten solo som i Köln-koncerten eller som trio på Still Live – er en velsignet oplevelse. Yamaha-forstærkerne kan opleves som lidt slanke, men det er kun, til Jack DeJohnette sætter ind med en trommesolo, og man kan mærke stortrommen i maven.

McIntosh MC301 har væsentlig flere kræfter, men lyder varmere og lidt federe uden helt samme fokus. Ayre KX-5 og VX-5 koster næsten det samme, men mangler pladespillerindgang, og en kombination af Audio-Research LS28 og VT80 lyder endnu mere finmasket og raffineret, men har hverken pladespillerindgang eller lige så mange kræfter.

Bassen fra Yamaha-sættet er stram snarere end fed, og mellemtonen er åben snarere end fyldig. I mine ører virker det, som om Yamaha har tilstræbt en neutral klangbalance, hvilket de er lykkedes godt med, men jeg kunne godt tænke mig mere dynamisk kontrast. Og så kan jeg godt lide lidt federe basdynamik.

På Bob Dylans “No Mercy” savner jeg f.eks. lidt klangfylde, men ikke dybde. For det er der masser af. Lydbilledet er finmasket og dybt med et klippefast stereoperspektiv, også på Mozarts violinkoncerter med Marianne Thorsen og Trondheimsolisterne.

Hvad du ikke får

Forstærkersættet fra Yamaha passer måske ikke til alles behov. Der er ingen digitalkonverter i forforstærkeren, ikke noget, der ligner – Yamaha laver ikke engang en separat. Nogle vil efterlyse flere og mere fleksible justeringsmuligheder på pladespillerindgangen, mens andre måske vil ønske sig en CD-5000. Som heller ikke findes.

Effektforstærkerens eneste reelle begrænsning er efter min mening, at man trods 100 watt potent effekt skal være meget omhyggelig med matchningen af højttalere. Den kan ikke drive de mest tungtdrevne af slagsen til festniveau, men for pokker, hvor lyder det godt.

Konklusion

Det er glædeligt at høre et så gennemført forstærkersæt på højttalere, som man kender. Yamaha har lavet en af de mest attraktive forstærkerkombinationer derude, og vinylentusiaster kan glæde sig over et godt phono-trin. Byggekvaliteten overgår det meste i prisklassen, og lydkvaliteten kan matche de bedste i klassen.

Hvis man er omhyggelig med valget af højttalere, vil Yamaha C-5000 og M-5000 give musikglæde på et niveau, som mange normalt ikke forbinder med japansk hi-fi.