Yamaha har en tradition for at mestre hjemmebiograf til perfektion, og de har historisk set lavet nogle af de allerbedste produkter i deres klasse. Vi er ganske enkelt sjældent blevet skuffet over noget, Yamaha har leveret.

Funktioner og brugervenlighed

Den nye Yamaha RX-A2A er den mest prisvenlige surroundforstærker i deres Aventage-topserie, og som de fleste i sin klasse er dette en 7.1-receiver (de to subwooferudgange er faktisk én kanal, så det ville være forkert at sige 7.2). Du kan konfigurere opsætningen som en ren 7.1-opsætning, men det er mere spændende med 5.1.2. Med to lofthøjttalere.

Skærmmenuen vinder ikke nogen designpriser, men i modsætning til lillebror RX-V4A har den ikoner, der viser, hvad undermenuerne handler om. Det gør det lidt mere overskueligt. Menuen er simpelthen mere funktionelt og overskueligt organiseret. Men selvfølgelig har Denon og Marantz meget mere spændende menuer.

Med YPAO-rumkorrektion måler den medfølgende mikrofon op til 8 målepunkter i rummet, og forstærkeren indstiller forskellige delefrekvenser til hvert par højttalere i en surroundopsætning.

Når kalibreringen er udført for alle otte mikrofonplaceringer, har forstærkeren indstillet lydidealet til YPAO Flat. Det er for spidst for os, mens Natural er det, Yamahas ingeniører mener, er det mest… ja… naturlige. Så det bruger vi.

Lyden af Yamaha RX-A2A

Wow, sikke en tung og saftig lyd! Subwooferen kommer virkelig i spil her, og du får en meget majestætisk gengivelse af trommer og basinstrumenter, uanset om det er til filmmusik eller dedikerede musikudgivelser.

Percussionen er fantastisk på Song for Justice fra albummet Tuvayhun i Dolby Atmos på Blu-ray, udgivet af 2L og redigeret af Grammy-vinderen Morten Lindberg. Børnekoret har masser af energi og mere tyngde, end vi er vant til. Sådan skal det være til en actionfilm!

Og krigsscenerne i tv-serien The Pacific byder også på masser af rumlen og et generelt intenst lydbillede. Dialogerne har også masser af energi i det vigtige rumklangsområde i brystet.

Men vi bliver ikke overvældet af dynamikken. Når man hører de fede baslyde, får man lyst til at skrue op for lyden. Men selv om det bliver højere, stiger dynamikken ikke meget i forhold til lavere niveauer. Eksplosionerne popper ikke rigtig i mellemtonen og diskanten, og der mangler plads og luft, når flyene flyver hen over hovedet på os.

– Der er ikke meget punch i forreste række her,” udbryder Audun, – og stemmerne er ikke så godt forankrede som på Denon og Marantz.

Og ganske rigtigt er de ord, som desperate soldater råber under angreb, lidt mere uldne her, uden den samme definition som hos flere af konkurrenterne.

Musik i stereo spillet i Pure Direct – dvs. helt uden lydbehandling – gennem Dynaudio Contour 30i (test er på vej), har mange gode ting ved sig. Forstærkeren har god kontrol over højttalerne, og igen er det basområdet, der udmærker sig. Men stadig kommer stemmerne ikke helt så klart ud, som vi gerne ville. Guitarstrenge lyder lidt mere uldne end hos Sony og Marantz og et par af de andre. Det lyder godt, men kunne have været endnu bedre.

Konklusion

Først og fremmest leverer Yamaha RX-A2A en kraftfuld basgengivelse, som er vigtig for underholdningsfaktoren – både i film og musik. Med Dolby Atmos er lydbilledet stort og sammenhængende, selvom der er dem, der tegner en endnu mere harmonisk boble omkring os.

Dynamikken kunne være bedre, da vokaler, dialoger og instrumenter ikke skiller sig ud fra resten af lydbilledet i samme grad som nogle andre. Det er stadig godt, og hvis Yamaha havde haft lidt ekstra i mellemtonen, ville mange ting have været løst.

Også i denne test: