: Onkyo TX-RZ900

Onkyo har givet deres nyeste receivere en ansigtsløftning på designfronten. Den tunge og heftige TX-RZ900 minder en del om de mere minimalistiske Pioneer-receivere, og det er ikke tilfældigt. Onkyo og Pioneer fusionerede nemlig deres hjemmebio-divisioner i 2014, hvilket vi begynder at se frugterne af nu.

Når man ved, hvor fede hjemmebiograf-oplevelser man kan få med en god receiver til omkring 5.000 kroner, så skal man have noget ekstra i vente for at smide 12.000 kroner på bordet. Det mest oplagte er flere kræfter og mere kontrol. Onkyos nye TX-RZ900 er opgivet til at levere 140 watt pr. kanal med to kanaler drevet samtidig i 8 ohm, hvilket er omkring 50 procent mere end f.eks. dens billigere lillebror NR646. Desuden forventer vi renere lyd som følge af dyre og bedre separerede komponenter i signalvejen. Og renere lyd er som bekendt bedre lyd!

Kvalitetsmæssigt lægger RZ900 sig et sted mellem forgængerne TX-NR838 og TX-NR1030, hvilket bør give plads til et par modeller mere, før man skal ud i separat processor og effektforstærker. Den er godt udstyret, med både pladespillerindgang og multikanals forforstærkerudgange, hvis man skulle ønske at tilslutte en ekstra effektforstærker. Og på denne receiver kan det være mere relevant end på andre receiver-modeller, vi har testet på det seneste.

 

Atmosfæriske lydkanaler

Grunden er, at Onkyo har begrænset antallet af forstærkerkanaler til syv. Receiveren skal bygge bro mellem budgetmodellerne og flagskibene, men til 12.000 kroner havde vi altså håbet på et par forstærkerkanaler mere.

Med tilkomsten af ekstra loftskanaler til at understøtte de nye 3D surround-formater Dolby Atmos og DTS:X – som giver en omsluttende halvkugle af lyd omkring lytteren, så man faktisk hører en helikopter komme over hovedet – er syv kanaler i den lave ende. Det må i dag betragtes som minimum for en surround-receiver og er standard helt ned i 5.000 kroners klassen.

Med kun syv forstærkertrin til rådighed må Atmos- og DTS:X-fans nøjes med to loftshøjttalere sammen med et minimalistisk 5.1 højttaler-setup (kaldet 5.1.2). Ønsker man et ekstra sæt baghøjttalere i en 7.1 opsætning, kan en løsning være at hente signalet til de ekstra bagkanaler via forforstærkerudgangen til en ekstra effektforstærker.

Fire loftskanaler er derimod ikke muligt, da receiveren mangler processering til det. Lidt underligt i betragtning af, at Onkyo var først ude med Atmos-understøttelse og har hypet det kraftigt. Og endnu mere underligt, når man ser, at Pioneer, hvis hjembio-division i vid udstrækning ejes af Onkyo, tilbyder 9 kanals forstærkning og 11 kanals processering – præcis det, vi efterlyser – i SC-LX59. Også Yamaha RX-A2050 tilbyder dette.

 

Opgraderet rumkorrektion

Alle moderne receivere har en form for rumkorrektion, der automatisk justerer højttalernes akustik til rummets.

For et par år siden gik Onkyo væk fra Audyssey rumkorrektion til fordel for deres egen AccuEQ. Den var meget enklere og korrigerede f.eks. ikke fronthøjttalerne, men justerede i stedet lyden i de øvrige højttalere til at ligne disse. I den nyeste version kan fronthøjttalerne også kalibreres. Derudover dæmper systemet stående lydbølger for at opnå bedre dynamik.

 

Streaming

Ligesom de fleste andre receivere på markedet i dag har TX-RZ900 netværkstilslutning – såvel trådløs som kablet – hvilket både betyder, at den kan styres fra mobilen med en app, og at man kan streame musik direkte fra internettet. F.eks. via Spotify Connect eller Deezer, der begge giver adgang til over 30 millioner sange med en enkelt berøring.

AirPlay understøttes også, så iPhone- og iPad-ejere kan streame hvad som helst af lyd gennem receiveren. Tidal-abonnenter har ikke andre muligheder end det, da Onkyo ikke understøtter denne musiktjeneste direkte. Hvilket er synd, da det er den eneste tjeneste i Skandinavien, der giver adgang til musik-streaming i ægte cd-kvalitet.

Højopløst musik kan streames fra computeren, hvis man har et DLNA-program installeret. Det gælder imidlertid ikke DSD-filer, og jeg havde også problemer med at streame FLAC og WAV via DLNA. Den mest stabile måde at afspille højopløste filer på er ved at gemme dem på en harddisk og koble den til receiveren med USB. Desværre er der kun ét USB-stik på bagsiden af receiveren. Det er ikke gennemtænkt – hvis man kun skal have ét stik, bør det sidde foran.

Mens multirumsfunktion findes i konkurrerende receivere fra Yamaha, Denon og Sony, har Onkyo endnu ikke lanceret det.

 

Brugervenlighed

Opsætningen af TX-RZ900 er let takket være en simpel trin-for-trin førstegangsmenu. Den tager os lige så meget ved hånden som receivere fra Denon og Marantz, og man skal ikke være specielt dreven for at få det til at fungere.

Skærmmenuen er enkel og ligetil at bruge, og autokalibreringen af højttalerne med den medfølgende målemikrofon fungerer fint. Receiveren finder den rigtige afstand til hver højttaler uden problemer. Jeg synes i øvrigt, at rumkorrektionen virker bedre end før, idet det lyder mere naturligt efter kalibrering.

App-styring fra smartphone fungerer ganske godt, men jeg kan ikke lide, at valget mellem stereo- og surround-lydformater i så høj grad foregår ved at trykke mange gange på den samme knap. Jeg vil meget hellere have en dedikeret knap til stereo og en ditto til Pure Audio og Direct, som giver den renest mulige lyd ved at styre signalet uden om den digitale signalprocessering (DSP).

Et andet ankepunkt er, at subwooferen er inaktiv i både Pure Audio og Direct, når man hører musik i stereo, selv om højttalerne er sat til Small. Det betyder i praksis, at man skal have gulvhøjttalere for at få hele frekvensområdet med, hvis man vil undgå at rode med EQ-indstillinger i receiveren.

 

Kør filmen!

Lyden er heldigvis noget, som Onkyo har fuld kontrol over. Hvad enten det er eksplosioner og tordnende raketmotorer eller lavmælte dialoger, der er på programmet, så er en film som Interstellar barnemad for denne receiver. Vores THX-referencehøjttalere fra Procella har den godt greb om, og dialogerne gengives med en nerve, som gør, at man føler, man er med i filmen.

Til lejligheden har vi også et par Atmos-højttalere i loftet. Nu har Interstellar ikke Atmos, men vælger man Dolby Surround-indstillingen, vil lydprocessoren alligevel aktivere loftskanalerne. Helt præcist bliver det ikke, men det giver stadig en fin, omringende sfære af lyd. Især Hans Zimmers stemningsskabende filmmusik bliver endnu mere spændende, når loftshøjttalerne er aktiveret.

Uanset hvilken film der ligger i skuffen, foretrækker jeg normalt også at have loftshøjttalere med. Allerhelst med en ekstra effektforstærker sluttet til de bagerste surround-kanaler, til lejligheden en Hegel H20. Men også uden denne ekstra forstærker foretrækker jeg loftshøjttalere sammen med et 5.1 setup snarere end en standard 7.1 konfiguration.

Film med Atmos-lydspor understreger det endnu tydeligere. Der er ikke mange af dem endnu, men vi kan da nævne Transformers: Age of Extinction, Mission: Impossible 5, Terminator: Genisys og Mad Max: Fury Road.

Med Atmos-kanaler får man en lækker halvkugle af lyd med endnu tydeligere placering af elementerne i lydbilledet end på film, der ikke er Atmos-kodet. Men det ville nu have været endnu bedre med fire Atmos-kanaler, og det er mærkeligt, at Onkyo ikke har det på en så dyr receiver.

 

Musik

Højopløst akustisk musik, såsom Jan Gunnar Hoffs jazzalbum Quiet Winter Night på Blu-ray, bliver derimod for meget af det gode med loftshøjttalerne i brug. Pladen er mikset i 5.1, og det lyder unægtelig lidt overdrevet, når Unni Wilhelmsen stiger ned fra loftet som en anden gudinde på “Stille, stille kommer vi”.

Med denne musik foretrækker jeg at køre signalet så rent som muligt i Pure Audio. Så kommer Arild Andersens kontrabas til sin fulde ret, mens Rune Arnesens tromme-whiskers skinner oppe i overtoneområdet. Rigtig godt!

Til musik i stereo er højttalervalget til lejligheden faldet på Dynaudio S 3.4 Limited Edition. Virkelig gode, neutrale højttalere, der har brug for noget effekt for at vækkes ordentligt til live. Dem får Onkyo-receiveren meget godt ud af. Hør f.eks. Nine Inch Nails’ “Breathe” fra industrial-albummet The Fragile. Et nummer, der virkelig rykker, hvis der er ordentlig kontrol over basområdet. Og det er der her.

Sammenlignet med den dyrere Denon AVR-X7200W – som vi har inde til test, men ikke har nået at skrive om endnu – er der ikke helt samme opløsning i tonerne hos Onkyo. Der er mere luft i lyden fra Denon. Ikke så vigtigt på denne type musik, måske, men sætter man noget med et større akustisk rum på, f.eks. Hans Zimmers “S.T.A.Y.” fra soundtracket til Interstellar, fjerner Denon yderligere nogle lag på vej ind til den musikalske kerne.

Denon-receiveren koster ganske vist 22.000 kroner, men budgettet er fordelt på flere kanaler, hvilket burde gøre Onkyo omtrent lige så kapabel i stereo. Det er den dog ikke; Denon-receiveren har overtaget, når det gælder opløsning, den har mindst lige så meget kraft og desuden endnu bedre rumkorrektion (Audyssey MultEQ XT32).

Denon har også 11.2 kanals processering og dermed mulighed for både ekstra bagkanaler og fire Atmos-kanaler (7.1.4).

 

Konklusion

TX-RZ900 er Onkyos nye topmodel og på mange måder en glimrende receiver. Den har godt med kræfter og formår at overbevise i hjemmebiografen. Opløsningen er god nok til at gengive dialoger og filmmusik på troværdig vis, og vi kan også godt lide, at rumkorrektionen er blevet bedre siden sidst.

Kompromiset består i, at det er en ren 7.1 receiver, som dermed ikke kan give fuldt udbytte af de loftskanaler, der ligger i Dolby Atmos og DTS:X. Og selv om to forstærkere er droppet, er den ikke nødvendigvis bedre end konkurrenterne i ren stereo. Derfor synes vi, at forgængeren NR1030 var et bedre køb.

Alt i alt er der dog ingen tvivl om, at det lydmæssigt er en rigtig god receiver. Den er også brugervenlig nok, men vi ville blive rigtig glade, hvis det kom en tablet-version af app-styringen.