Man kan undre sig over, hvad man skal med en Apple TV, hvis man har et TV, der er så smart, at man har de samme apps på det. Netflix, HBO og andre streaming-apps er integreret i de fleste nyere TV’ers smart-menuer, men den bedste måde at få adgang til Apples univers på er via en Apple TV.
Den lille sorte boks kan let gemmes af vejen og har nogle fordele, som man ikke finder på TV’et, især hvis man har en iPhone eller iPad – for ikke at tale om et par AirPods Pro eller AirPods Max.
Men for mange vil den nye fjernbetjening være det allerbedste argument for at købe en Apple TV 4K. Den tidligere fjernbetjening kom med den forrige udgave af Apple TV 4K i 2017 (!), og vi er mange, der har forbandet den lille touch-flade lang væk. Selv om den kan kalibreres, så man ikke behøver at flytte fingeren så hurtigt eller langsomt for at navigere på skærmen, rammer man ofte ved siden af ikonerne.
Det er blevet meget bedre på den nye, aluminiumfarvede fjernbetjening, som har en styreflade med firevejsknapper i den ydre ring og én i midten, a la de ældre iPods med harddisk. Den har også en separat knap på siden til stemmestyring med Siri – meget praktisk, når man søger efter noget i apps på Apple TV.
Siri Remote
Den nye fjernbetjening – Siri Remote – har fået en on/off-knap, som også tænder og slukker TV’et, og ellers har den en mute-knap, volumenkontrol, tilbage-knap, en knap til kontrolpanelet til højre på skærmen og pause- og spolefunktion.
Der er ingen tvivl om, at den nye remote er et fremskridt. Den er tykkere end den sorte, og styrefladen er bedre kalibreret. Knapperne gør den hurtigere i brug, og man rammer ikke længere ved siden af apps på samme måde som før. Den er meget lettere at spole med – tryk pause, rul fingeren langs ringen for at spole til den scene, du vil se, og tryk på play igen.
Fjernbetjeningen kan også købes separat for 499 kroner, hvis man vil opgradere den tidligere generation af Apple TV 4K eller Apple TV HD og få en bedre brugeroplevelse. Alternativt kan man bruge fjernbetjenings-app’en til Apple TV på iPhone og mobiltastaturet for at søge efter indhold, indtaste adgangskoder osv.
Der følger i øvrigt et Lightning-til-USB-kabel med til opladning af fjernbetjeningen.
Dolby Vision og Dolby Atmos
Designet på Apple TV-boksen er ikke ændret. Men den har fået en hurtigere A12 Bionic-processor, som bl.a. indlæser apps lynhurtigt, og den understøtter Dolby Vision – på TV’er, der understøtter det – og en højere billedfrekvens på 60 fps i HDR, som man måske ikke lægger så meget mærke til. Medmindre man vælger indhold fra FOX Sports, NBCUniversal, Paramount+, Red Bull TV eller Canal+, som er blandt de få, der har HDR med 60 fps.
Den understøtter også Dolby Digital 5.1 og Dolby Digital Plus 7.1-lyd.
Apple TV 4K vil desuden understøtte Spatial Audio med Dolby Atmos i en opdatering af tvOS, der kommer til efteråret. Når man har sluttet et par AirPods Pro, AirPods Max eller nyere Beats-hovedtelefon eller hørepropper til, vel at mærke.
Og den kan streame lyd til Apples HomePod for dem, der har anskaffet sig en eller flere af Apples små trådløse højttalere.
Den understøtter også HDMI 2.1 med højere båndbredde samt Wi-Fi 6, som potentielt er meget hurtigere end Wi-Fi 5. Desuden kan den kobles direkte til routeren derhjemme via Ethernet.
Apple Arcade og Fitness+
Ud over de mange TV-apps kan Apple TV 4K også bruges som spilkonsol til alle de spil, der er tilgængelige i Apple Arcade. Som i øvrigt kræver et separat abonnement. Så kan man bruge en spil-controller – PlayStation, Xbox eller SteelSeries – i stedet for fjernbetjeningen, hvilket selvfølgelig er en meget bedre løsning.
Apple TV-boksen kan også kobles til Apples HomeKit-univers, som integrerer smarte enheder i hjemmet – f.eks. kameraet i dørklokken – og alle de enheder, der integreres, kan styres fra fjernbetjeningen i kontrolcenteret på skærmen. Så har man det fulde overblik ét sted.
Hvis man kan lide at træne, kan man abonnere på Apple Fitness+, som man kører gennem Apple TV, og så logger den data fra et Apple Watch, der vises live på skærmen, mens man udfører de øvelser, som trænerne viser én.
En lille ting, som de fleste måske ikke har opdaget, men som er rimelig cool, er muligheden for at bruge Apple TV 4K som lysbilledfremviser til alle de billeder, man har på sin Mac eller iPhone.
Farvekalibrering
Men den funktion, som de fleste virkelig har brug for, og som også findes på den forrige Apple TV 4K, er justering af farvebalance. Det gælder især alle dem, der ikke har ændret fabriksindstillingerne på TV’et, siden det var nyt.
Farvekalibreringen minder lidt om professionel kalibrering, men her bruger man en iPhone som kolorimeter.
Find farvebalance i værkstøjsmenuen, og hold mobilen i nærheden af Apple TV-boksen og TV’et. Tryk start på mobilen, og følg instruktionerne på skærmen. Så starter en kalibreringsproces på skærmen, som tager ca. 30 sekunder. Derefter kan du se før og efter og vælge det, du bedst kan lide. Sandsynligvis vælger du efter. Så bliver farvebalance, kontrast og skarphed bedre på alt indhold, du ser på en Apple TV.
Jeg prøvede farvejusteringen på et OLED-TV fra LG og et LCD-LED-TV fra Panasonic, men dér var der ikke så meget forskel før og efter justering. I høj grad fordi begge TV’er allerede havde været igennem omfattende justering af farver, kontrast, hvidbalance og skarphed. Men på et TV med fabriksindstillinger er forskellen før og efter betydelig.
Bemærk, at farvekalibreringen kun virker på den indgang, man har sluttet Apple TV til.
Konklusion
Den nye udgave af Apple TV 4K er langtfra nogen revolution. De, der har forgængeren fra 2017, behøver næppe at skifte den ud, men de kan så købe den nye Siri-fjernbetjening. Som er det største fremskridt ved den nye Apple TV 4K.
Spatial Audio glæder vi os til, men det er desværre ikke for alle, da man skal have hovedtelefoner eller højttalere, der understøtter Spatial Audio og Dolby Atmos. Man ser heller ikke så meget til bedre billedkvalitet, selv om der er understøttelse af Dolby Vision, HLG og HDR10. Men det hjælper at lade Apple TV-boksen justere farvebalancen. Det kan virkelig give en aha-oplevelse.
Apple TV kommer stadig med enten 32 eller 64 gigabyte lagerplads, og man kan stadig ikke downloade film eller TV-serier, som man kan “tage med” i boksen. F.eks. til sommerhuset eller på ferie. Men for dem, der har ventet lidt med at købe en Apple TV, eller som har den ældre HD-version, er den nye Apple TV 4K et rigtig godt valg. Især for dem, der allerede er godt inde i Apple-universet.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer