Det er ikke let at være broadcaster i dag: YouTube, Netflix og andre streaming-tjenester tager stadig mere af vores seertid. Men der er stadig meget kvalitetsindhold (bl.a. sport, underholdning, nyheder og udvalgte tv-serier), der kun er tilgængeligt via traditionelle tv-kanaler. Vi har brug for en platform, der lader os se, præcis hvad vi vil, når vi vil!
Det har Canal Digital taget konsekvensen af med deres nye tv-boks, OnePlace. Den nye satellitdekoder er baseret på Android TV-platformen med en helt ny Google-inspireret brugerflade, stemmestyring og det hele.
Stikordet for OnePlace ligger i navnet: At man har adgang til alt indhold – både streaming, spil og live-tv – på ét og samme sted. Indbygget Chromecast gør det også muligt at streame indhold fra tablet og mobil direkte på tv-skærmen. Desuden åbner det for at vise tv-udsendelser i barberbladsskarp 4K HDR-kvalitet.
OnePlace S70CDS
Den nye dekoder produceres af LG og er betydelig mere kompakt end den nuværende PVR-boks. Den kan let placeres hvor som helst i tv-møblet eller gemmes bag tv’et, hvis man vil. Selve boksen har ekstern strømforsyning, bliver ikke særlig varm og har derfor heller ingen generende blæserkøling.
Den nye fjernbetjening er noget forenklet i forhold til den tidligere. Den anvender Bluetooth i stedet for infrarødt signal og behøver derfor ikke at have “øjenkontakt” med dekoderen.
OnePlace har fire satellit-tunere mod to på forgængeren. Dermed er det muligt at optage op til tre programmer samtidig, mens du ser et fjerde. Boksen kan leveres med eller uden harddisk, men hvis du vil have fuld funktionalitet, kan du lige så godt købe en med det samme: En harddisk er nemlig nødvendig for at kunne optage, spole i eller sætte direktesendte programmer på pause.
Boksen kan kobles til nettet med Ethernet-kabel eller Wi-Fi. Da mange har internet-routeren i samme skab, anbefaler vi at bruge ledning for hurtigere og mere stabil forbindelse.
Brugervenlighed og funktioner
OnePlace er enkel, men noget tidskrævende at sætte op: Som de fleste Android-produkter kræver den, at vi logger ind og downloader de nyeste opdateringer først. Alting går hurtigere, hvis du har en Gmail-konto. Så kan du bruge mobilen til at konfigurere enheden med Wi-Fi/netværks-password, brugerkonti osv. En Google-konto er også nødvendig for at kunne downloade apps.
Når alt er klappet og klar, er det tid til at stifte bekendtskab med Canal Digitals nye tv-univers: Med et tryk på den blå knap får du adgang til alt, hvad Canal Digital har at tilbyde af indhold (live, streaming, ugearkiv) på samme sted – forudsat at du har abonnement på de rigtige kanaler, selvfølgelig. Programvalgene præsenteres på en lækker måde med skarpe og tydelige billeder.
Det første, vi bemærker ved boksen, er at den reagerer hurtigt på visse fjernbetjeningskommandoer, men ikke alle. Mens det går lynhurtigt at scrolle gennem menuerne, er OnePlace ikke lige så hurtig, når vi skal skifte kanal. Her er den nuværende Smart HD-boks faktisk mærkbart hurtigere at zappe på. OnePlace har til gengæld en meget overskuelig interaktiv programguide/EPG, som gør det let at springe hvorhen man vil, planlægge optagelser eller se arkiveret indhold.
Ud over Canal Digitals eget programudbud giver den også adgang til Google Play Store med spil og apps. Her finder vi aktuelle tjenester som YouTube, Viaplay, DR TV, Spotify, Tidal m.m. Netflix glimrer foreløbig ved sit fravær, da streaming-tjenesten kræver særlig godkendelse. Det arbejder Canal Digital dog på at fikse.
Styr tv’et med stemmen
OnePlace understøtter også Googles stemmesøgning med indbygget mikrofon i fjernbetjeningen. Ved at fortælle, hvad du vil se, kan du søge på tværs af alt tilgængeligt indhold og få anbefalet forskellige muligheder. Tv-boksen vil efterhånden “lære”, hvad du kan lide at se, og komme med bedre anbefalinger.
Billedkvalitet
OnePlace byder også på interessante specifikationer for os, der går meget op i billedkvalitet. Den understøtter nemlig 4K-opløsning og HDR (High Dynamic Range). Det åbner for en meget skarpere og mere kontrastrig billedkvalitet, forudsat at du har et nyere tv, der understøtter dette.
I teorien skulle alt være lagt til rette for at nyde broadcastede tv-kanaler i krystalklar 4K-kvalitet. Men – og det er et stort men – Canal Digital har endnu ikke 4K-kanaler i deres portefølje. Derfor er 4K-opløsning i første omgang begrænset til indhold fra YouTube og andre apps. Selv om vi fandt masser af lækkert 4K-indhold via YouTube-app’en, føltes det som noget, vi har set før.
Konklusion
Canal Digitals nye tv-boks lykkes godt med at bygge bro mellem flow-tv og streaming, og tilbyder samlet set et bredt spektrum af indhold. Samtidig kan det mærkes, at alle brikkerne ikke er på plads endnu. Den virkelige rosin i pølseenden er jo understøttelse af 4K tv-udsendelser, og indtil de findes “live” i æteren, får boksen ikke helt vist, hvad den kan.
Er du på jagt efter en ny satellitdekoder, er den et godt valg, men er du allerede tilfreds bruger af den nuværende Smart HD-boks, du kan godt vente, til 4K-udsendelser er en kendsgerning.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer