TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: JVC DLA-X500R

Verdens bedste billedkvalitet?

Det bedste billede, vi nogensinde har set. Simpelthen.

Af / 01/05/2014 - 04:21
JVC DLA-X500R

Lyd & Billede mener

  • DLA-X500R har overlegen kontrast, god lysstyrke og tindrende skarp optik. Smart næsten-4K opløsning giver meget finkornede billeder, og fuldt motoriseret optik giver fremragende indstillingsmuligheder. En ny referencemodel!
  • Lige ud af æsken er projektoren undersatureret i blå, hvilket giver et strejf af gulstik. Det er svært at få farvetemperaturen helt rigtig, og man må acceptere ulinearitet i grøn og rød ved 100 procent farveintensitet.

JVC DLA-X500R

Gode filmoplevelser kræver et godt billede. Et godt billede er afhængigt af en projektor, hvor alt er gjort rigtigt. En fantastisk sortniveau hjælper ikke meget, hvis farverne er helt i skoven. På samme måde er en god farvegengivelse ikke meget værd, hvis skyggerne er lysegrå og en mørk Batman-film ser ud, som om handlingen foregår i evig skumring. Hurtige bevægelser på skærmen må heller ikke skride ud i grums og billedstøj.

De bedste budgetprojektorer kan maskere svagheder, så man ikke behøver at tænke over dem. F.eks. ved at kompensere for et begrænset sortniveau med ekstra lysstyrke, så den oplevede kontrast mellem skygger og højlys er god nok. Eller ved at en dårlig farvebalance sløres med mere mættede farver.

Men ægte feinschmeckere accepterer ikke, at middelmådigheder bliver maskeret. De skal elimineres! Den bedste billedkvalitet får du kun, når ALT er i orden. Et bælgmørkt sortniveau kombineret med skarpe højlys. En helt rigtig farvegengivelse og støjfri billeder selv under hurtige panoreringer. Og ikke mindst en optik med laserpræcision i fokuseringen. Uden tegn på linseforvrængning i billedet. Så skal du se mørke gyder i Gotham City, gengivet af en projektor, der har mere greb om tingene end selv Batman!

 

Annonce
3D-brillerne er lidt mere ergonomiske end forrige generation. Projektoren er også rigtig god i 3D.
3D-brillerne er lidt mere ergonomiske end forrige generation. Projektoren er også rigtig god i 3D.

Kendt for fremragende projektorer
JVC er en af markedets førende producenter af hjemmebio-projektorer. Ingen af dem er billige, men til gengæld får man storslået billedkvalitet.

JVC’s billedsensorer er lavet med siliciumteknologi (D-ILA), der giver et sortniveau, som få andre projektorer kan hamle op med. Et mørkt sortniveau er særlig vigtigt i hjemmebio-sammenhæng, for når lyset slukkes og filmen går i gang, er der få ting, der irriterer mere end en skærm, som konstant er oplyst i gråt, mens resten af rummet er sort. Især mørke film bliver irriterende flade.

På den seneste generation har JVC øget både sortniveau og lysstyrke. I X500’s tilfælde er kontrastforholdet angivet til hele 60.000:1 – og her taler vi ægte kontrast, uden brug af dynamisk iris. Det er helt uhørt og kan kun opnås med et meget mørkt sortniveau. Hvis man vælger at aktivere dynamisk iris, hævder JVC, at man får en kontrast på 600.000:1. Ekstremt! Lysstyrken på 1300 lumen er mere end nok til mørke rum, men nogen dagslysprojektor er det ikke.

Næsten 4K
X500 bruger tredjegenerations e-shift teknologi, som er JVC’s smarte måde at simulere Ultra HD på. I stedet for at anvende et endnu dyrere, kæmpestort 4K billedpanel med 3840 x 2160 pixel bruger X500 to 1080p HD-paneler. Billedsignalet deles i to, hvorefter originalbilledet gengives af den ene billedchip, mens den integrerede processor regner sig frem til, hvilke pixels der mangler, og sender dem til den anden billedchip. Derefter flettes billederne fra de to paneler sammen til ét billede, som subjektivt er “næsten 4K”, helt uden synligt rastermønster.

Det skal lige siges, at ægte 4K-materiale, som projektoren også understøtter, ikke bliver lige så skarpt og detaljeret med denne teknologi som på en ægte 4K-projektor.

Fuldt motoriseret
Når det gælder indstilling af skarphed og korrekt linsevinkel, er der ingen, der gør det bedre end JVC. I stedet for at stille fysiske på optikken gøres det hele nemlig på fjernbetjeningen, og projektoren har indbyggede mønstre til at justere både zoom, linsevinkel og skarphed. Dermed kan man gå hen til lærredet, mens man justerer, så man lettere kan se, når det hele er rigtigt.

Desuden kan man lagre op til fem forskellige indstillinger i projektorens hukommelse. Det er guld værd, hvis man har et lærred i 2.35:1 format (biografformat), for så kan man nemt lave en zoom- og skarphedsindstilling til 16:9 og en til 2.35:1 og lagre dem hver for sig. Derefter skal man bare trykke på en knap på fjernbetjeningen for at skifte imellem de to, afhængigt af hvilket billedformat filmen har.

Projektoren er 3D-klar lige ud af æsken. Du skal bare sætte en medfølgende 3D-transmitter ind på bagsiden. To par aktive 3D-briller medfølger. De er blevet lidt mere strømlinede og komfortable siden forrige generation.

Billedkvalitet lige ud af æsken
Den oplevede billedkvalitet i Cinema-tilstand lige ud af æsken er påfaldende god. Umiddelbart er der ikke noget, jeg savner. Med dynamisk iris sat på Auto 2 er sortniveauet så mørkt, som jeg kan huske at have set det i vores testrum, farverne virker neutrale, og der er godt tryk på højlysene. Testfilmen Wonders of the Universe afslører en mørk baggrund i det ydre rum, mens lys fra en galakses mange stjerner stråler imod os. Det er virkelig god kontrast.

Optikken er knivskarp; det kan man bl.a. se på fortælleren Brian Cox’ skægstubbe. Panoreringer over skarpe mønstre, såsom stjernerne i en galakse, er jævne og uproblematiske.

Sci-fi thrilleren Prometheus er også skarp som få, med en detaljeret skildring af, hvad der foregår i de mørke tunneler under jorden, og ansigterne på skuespillerne skildres med alle deres porer og små skavanker. Hud glinser, når den skal, og det giver noget ekstra, at man overhovedet ikke kan se rastermønster i billedet. Hvis man går helt tæt på, er det kun strukturen i vores akustisk transparente lærred (DreamScreen Acoustic ultraHD V5), der kan ses.

Men jeg synes, at Sony VPL-HW55ES var en tand skarpere lige ud af æsken, da vi testede den i sidste måned. Og er der ikke et lillebitte gulstik i billedet fra JVC? Jeg synes også, det ser ud, som om skyer på himlen brænder lidt tidligt ud til hvid, så de mister nogle nuancer. Men hvor er der dog knald på billedet!

Kalibrering
Med lysmåleren mod et testbillede af gråtoneskalaen ser vi, at der ganske rigtigt mangler blå i farvetemperaturen, som dermed trækker mod gul. Desuden er farvetemperaturen ikke helt lineær, og 7000 kelvin er faktisk tættere på de neutrale 6500 end den, der hedder 6500.

“Man kan se på gråtoneskalaen, at hvert trin har lidt forskellig farvetemperatur. Det er umuligt at korrigere helt, især nu hvor JVC har fjernet den avancerede gammakontrol, de havde før,” siger Gorm Sørensen, vores kalibreringsspecialist. “Det er simpelthen ringe fabrikskalibrering, der skyldes, at dem, der finjusterer projektorerne, har for dårligt måleudstyr.”

Ældre JVC-projektorer har mulighed for at kalibrere for 21 punkter på gråtoneskalaen, hvis man bruger kalibreringsprogrammet CalMAN. Men X500 har kun mulighed for at korrigere for syv punkter. Eftersom farvetemperaturen ikke er lineær hen over gråtoneskalaen, bliver det derfor aldrig 100 procent korrekt. I modsætning til den nævnte Sony-projektor, der har en helt lineær farveskala. Når man kalibrerer Sony, kan man være sikker på, at farvetemperaturen er den samme uanset gråskalaværdi.

Hvis vi ser bort fra, at rød og grøn er lidt ud af kurs ved fuld farveintensitet, så er der meget lidt at udsætte på det farverum, som DLA-X500 tegner op.
Hvis vi ser bort fra, at rød og grøn er lidt ud af kurs ved fuld farveintensitet, så er der meget lidt at udsætte på det farverum, som DLA-X500 tegner op.

“Programmet CalMAN har mulighed for at korrigere for 21 punkter, men kun når JVC giver de koder fra sig, som programmørerne har brug for, så kalibreringsprogrammet og projektoren kan tale sammen. Så vil Direct Display Control også virke, så man let kan køre automatisk kalibrering ud fra de målinger, vi har lavet. Så vil kalibreringen gå meget hurtigere,” siger Gorm bestemt.

Nu skal det siges, at Gorm er en über-perfektionist, der bruger store ord om relativt små udsving. For efter at han har kalibreret farverne på de syv punkter i gråtoneskalaen, viser det sig, at den maksimale delta-afvigelse i farvetemperaturen er på omkring 2, hvor ISF-standarden accepterer en afvigelse på op til 3 (det menneskelige øje kan registrere forskelle på ned mod 1). Desuden opstår afvigelsen kun ved 100 procent farveintensitet, der så at sige aldrig forekommer i andet end tegnefilm – som under alle omstændigheder er kunstige. Alt under 100 procent intensitet ser perfekt ud.

Når farvetemperaturen er færdigjusteret, går vi løs på farverummet for hver farve. Det gøres i Color Profile i menuen, hvor vi aktiverer Color Management. Dermed er det bare at justere hver farve mere nøjagtigt.

Kontrast og lysstyrke
Hvad dynamisk sortniveau angår, så går det ud over gamma, når det står på Auto 1, samtidig med at det smadrer sortniveauet. Vi får kulsort sort, men mister også alle detaljer. Alle værdier helt op til 20 på gråtoneskalaen bliver smadret. Det betyder, at mørke gader og stræder på film mister detaljerne. På Auto 2 er det imidlertid kun iris, der arbejder, og den kvæler ikke gråtoneværdier over 16. Den bruger vi derfor.

Når det gælder hvid, så begynder den at brænde ud lidt før 235, som er det punkt, der er defineret som hvid for video. Hvis man skruer ned for kontrasten, brænder den stadig ud, da udbrændingen sker på indgangstrinnet. Men Gorm har et es oppe i ærmet og vælger Super White i menuen. Pludselig kommer alle gråtonerne frem. Så bliver gråtoneværdien 235 pludselig meget grå, og så meget vil vi ikke ofre af lysstyrken. Så vi må skrue op for kontrasten, så vi er sikre på, at vi også får detaljer i skyer, skumsprøjt og andre lyse områder med.

Færdigkalibreret
Efter at Gorm har siddet i tre timer og kalibreret, er det bare at nyde filmen. Ved første øjekast ser det ikke ud, som om der er sket det store, for så vidt jeg kunne se, var billedet virkelig fint lige ud af æsken. Men en hurtig sammenligning mellem vores nykalibrerede billede og Cinema-indstillingen viser, at billedet faktisk havde lidt gulstik, som nu er forsvundet. Desuden er sortniveauet endnu mørkere. Faktisk er sort nu lige så mørk som uden for billedrammen. Det kan man kalde kulsort!

Farverne er godt mættet og alligevel helt neutrale, og det er, som om skuespillerne i Prometheus står i rummet sammen med os! Mørke huler er endnu mørkere end før, uden at detaljeniveauet lider under det. Der er generelt endnu mere smæk på billederne. Det her er klart den bedste billedgengivelse, vi har haft i vores testrum.

Sony HW55, som er den bedste projektor, vi kender til under 30.000 kroner, har endnu mere lineære farver end JVC X500. Men det ser man ikke med det blotte øje, og JVC’s sortniveau er også i en anden liga. Og det siger ikke så lidt, for Sony har imponerende skyggegengivelse. JVC har lidt lavere lysstyrke, hvilket gør, at lysere rum kan være bedre tjent med Sony. Men i et mørkt rum vil man aldrig tænke over det, og JVC’s enorme kontrastomfang gør den helt klart de ekstra 10.000 kroner værd – hvis man har råd.

3D-oplevelsen
Med film i 3D mister man lidt lysstyrke, men projektoren er lysstærk nok til, at det ikke er noget problem. Tværtimod er 3D-oplevelsen med X500 fremragende. Der er ingen synlig crosstalk (hvor højre og venstre billede forstyrrer hinanden), og billedet forbliver skarpt. Aktiv 3D er dog anstrengende for nogle mennesker, da billederne vises skiftevis til højre og venstre øje, hvilket kræver tilvænning.

Under alle omstændigheder giver en film som Prometheus i 3D en demonstration af, hvor virkelighedsnær denne teknologi kan være. Og her gør X500 et fremragende stykke arbejde.

Konklusion
Selv lige ud af æsken disker JVC DLA-X500R op med fremragende billedkvalitet. Der er godt knald på alting, og det er først og fremmest det enorme kontrastniveaus fortjeneste. Efter kalibrering er farverne helt neutrale, hvor de havde en antydning af gulstik før, og det, som vi før troede var kulsort, er nu blevet endnu mørkere.

Optikken er super skarp, og med to billedpaneler kan projektoren simulere 4K billedopløsning. Derfor er det også umuligt at se noget rastermønster, hvilket gør film endnu mere virkelighedsnære.

Projektoren byder på nogle udfordringer med hensyn til kalibrering, da farverne er ikke lineære over hele gråtoneskalaen. Men efter tre timers med tungen lige i munden var vi i mål, og farvegengivelsen blev helt rigtig.

JVC DLA-X500R ser også storslået ud i 3D, så den er hermed vores nye referencemodel.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

Årets bedste tilbud

Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

4,- / for 4 uger
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonse

100 tommer fra 1,5 meter!

Short-throw-projektor i luksusklassen

Rullende hjemmebiograf

Tag skærmen med dig overalt! 

Marantz' flagskib på testbænken

Præcision til fingerspidserne

Her får soundbaren klø

Marantz gi'r os en hæsblæsende oplevelse

Denon har overgået sig selv

"Usynlig" storskærm med laser

Skræmmende realistisk biografbillede

Vi tester B&O’s fedeste soundbar