Sony VPL-VW260ES imponerede med barberbladsskarpe billeder. Endelig fik man ægte 4K-opløsning fra en projektor under den magiske 50.000-kroners-grænse, og den imponerede på næsten alle områder.

Den havde dog et par mangler. Først og fremmest manglede dynamisk iris, hvilket gjorde sortniveauet lidt lysere, end det kunne have været. VW260 havde heller ikke objektivhukommelse, så man kunne gemme forskellige zoom- og fokusindstillinger i to hukommelser. F.eks. gemme én indstilling for 2,35:1 og en for 16:9, hvis man har et lærred på 2,35:1, og vælge imellem dem direkte fra fjernbetjeningen. Desuden havde den billedinterpolering til HD-video for at opnå mere jævne bevægelser på lærredet, men ikke til 4K.

Men VPL-VW360ES har alt, hvad lillebror manglede. Og selv om optikken på papiret er den samme, så er alle komponenterne sorteret ud med lavere tolerance for afvigelse fra specifikationerne. Det betyder potentielt lidt skarpere billeder.

Den dynamiske iris på Sony VW360 er superhurtig og meget lydsvag, ligesom på JVC. Men Sony mangler den indre iris, der forhindrer strølys i at komme ind i det optiske system i første omgang. Det er en af de ting, der gør, at Sonys sortniveau ikke helt så bælgmørkt som JVC’s. Det er dog ikke langt fra.

På papiret er lysstyrken 1500 lumen, hvilket er lavere end på JVC. Det mærkes dog ikke i praksis; rent subjektivt virker lysstyrken meget ens på de to.

Farverne var oversatureret lige ud af æsken, men det blev ordnet i kalibreringen. (Foto: Skærmskud)

 

Det tog et stykke tid at kalibrere VW360, men så opnåede vi også en gennemsnitlig delta-afvigelse på kun 1,1. (Foto: Skærmskud)

Brugervenlighed

Sony-projektoren har et mere velordnet menusystem end JVC og reagerer hurtigere på fjernbetjeningen. Lagring af objektivindstillinger er også meget let, men hvor JVC kan hente indstillingerne frem med en direkte knap på fjernbetjeningen, skal vi ind i menuen på Sony-projektoren.

Det, der gør Sony VW360ES mindre brugervenlig, er at den kræver kalibrering. Lige ud af æsken har den nemlig ganske kraftig “black crush”, dvs. at de mørkeste gråtoner snarere er sorte end grå. Skyggeområderne gror til, og man står tilbage uden detaljerne i det mørke. Farverne er også kraftigt overmættede. Det kan se imponerende ved første øjekast, hvor græs f.eks. er meget grønnere, men det er ikke korrekt.

“Der er meget at arbejde med her,” siger kalibrator Gorm Sørensen.

Derfor er det synd, at det er JVC, der har automatisk farvekalibrering, da den har mindre brug for det. Mens Sony-projektoren, som bestemt bør kalibreres, er langt mere manuel i den henseende.

Billedkvalitet

Som nævnt er billederne meget farvestrålende lige ud af æsken, og ved første øjekast står objekter godt ud fra baggrunden – fordi sortniveauet ser meget sort ud. Men siden det skyldes både oversaturering af farver, og at der er skruet kraftigt op for den sorte, står det efterhånden klart, at Sony-projektoren i ukalibreret tilstand ikke når JVC til knæene.

Når vi ser film på Blu-ray med Ultra HD-opløsning, hjælper det lidt, at projektoren har ægte 4K-opløsning. Man kan se det i detaljerne på Ryan Goslings skægstubbe i Blade Runner 2049. Men i de allerfleste scener giver JVC et bedre billede, og den er langt mere tro mod filmen, sådan som den er tænkt fra studiet.

Men efter en grundig kalibrering fra Gorms side, hvor vi efterhånden når ned på en acceptabel farvegengivelse med en gennemsnitlig delta-afvigelse på omkring 1,1, kommer der andre boller på suppen.

Set i forhold til JVC DLA-X7900 har Sony VW360 ikke det samme bælgmørke sortniveau. Skyggeområder er en anelse lysere, men den er en god tand bedre end lillebror VW260.

Hvis du ikke har et kulsort rum, vil du dog ikke få fuldt udbytte af JVC’s sortniveau, og så begynder fordelene ved Sony at melde sig. Billederne er nemlig ultraskarpe! Man kan ikke se den stor forskel på skarpheden med HD-video, men med 4K Blu-ray tegner Sony et væsentlig skarpere billede op med flere detaljer end JVC.

Blade Runner 2049 i 4K er en ren fornøjelse. Ryan Goslings skægstubbe er skarpere og mere detaljerede, og der er flere nuancer i det rustrøde sand langs den forfaldne hovedgade i Las Vegas, der er fuldstændig opslugt af en sandstorm.

Og det bedste af det hele: HDR fungerer godt på Sony-projektoren. Det er, fordi man med en trinløs indstilling kan justere noget af eller alt det tabte lysindhold tilbage, når man går over til HDR.

Når man gør det, vil selve HDR-effekterne blive kraftigt reduceret eller endda bortfalde – afhængigt af hvor meget lys du henter tilbage. Men det, du får, er et meget større farverum, end når HDR er deaktiveret. HDR understøtter nemlig flere og dybere farver (DCI-P3 og BT2020), og resultatet er mere realisme og et større indtryk af tredimensionalitet – selv om selve HDR-effekterne med mere energi i lyse områder er begrænset.

Det afspejler sig i scener med mange farvenuancer. F.eks. en schatteret himmel – hvad enten den er blå eller rustfarvet, som i Blade Runner 2049 – men også noget så farveløst som ansigter kommer frem med flere nuancer og øget realisme.

Med video i Ultra HD-opløsning giver Sony VW360 derfor en væsentlig bedre oplevelse end JVC X7900. Selv om JVC trækker fra på absolut sortniveau.

Konklusion

Sony VPL-VW360ES har alle de funktioner, vi savner hos lillebror VW260, inklusive dynamisk iris med bedre sortniveau samt objektivhukommelse.

Den når ikke helt op på siden af kongen af sortniveau i denne prisklasse, JVC DLA-X7900. Desuden skal Sony-projektoren kalibreres for at undgå, at skyggeområderne gror til i sort, ligesom den må modereres lidt, hvad farvemætning angår. Men gør det, og den forvandles til et sandt monster!

Billederne er superskarpe, og især med Ultra HD-kilder får man en ekstra dosis skarphed, som man kun kan få fra en ægte 4K-projektor som VW360. Og med HDR giver den en ekstra dybde i farverne, der supersej!

Med almindelig HD-video giver Sonys fordele mindre udslag, men heldigvis er det Ultra HD, det drejer sig om. Derfor udråber vi Sony VW360 til vores nye reference til under 100.000 kroner.

Også i denne test: