Samsungs motto er “Screens everywhere” – skærme overalt – og de udklækker hele tiden nye ideer til, hvor og hvordan man kan se sin yndlingsunderholdning. Det er alvejrs-TV’et The Terrace et godt eksempel på.
Men et stort og tungt TV egner sig selvfølgelig bedst til fast montering. Hvad gør man, når man vil have videounderholdningen med på tur eller vil have et billede, der hurtigt kan flyttes fra rum til rum? Til det formål findes der nu bærbare projektorer som The Freestyle!
Samsung The Freestyle: Bærbar miniprojektor
The Freestyle er en fiks lille smart-projektor, beregnet til at blive taget med overalt, hvor man kan få brug for et hurtigt, midlertidigt billede. Med mulighed for batteridrift skulle den i teorien kunne puste et stort billede på op til 100 tommer op på en tilgængelig overflade (i praksis er 70-80 tommer nok mere realistisk).
En bærbar miniprojektor kan selvfølgelig ikke måle sig med billedkvaliteten fra en stor stationær projektor – eller et TV, for den sags skyld. Til gengæld kan den være meget smart, når man gerne vil have videounderholdningen med på tur, eller har brug for et billede, der hurtigt kan sættes op, f.eks. til hurtige computerpræsentationer.
Smart design
The Freestyle er flot at se på med sine kompakte mål: Den cylindriske projektor står på en lille rund fod, som kan drejes 180 grader. Projektoren er som udgangspunkt sort, men kommer med et hvidt gummiovertræk, der beskytter mod ydre belastninger. Det kan skiftes ud med overtræk i forskellige farver, og Samsung tilbyder også en praktisk bæretaske som ekstraudstyr.
Ud over projektoren med fod medfølger objektivdæksel, fjernbetjening og USB-C-strømkabel i æsken. Noget, der desværre ikke medfølger, er et Micro-HDMI-til-HDMI-kabel, som er påkrævet, hvis man vil tilslutte en ekstern videokilde, spilkonsol eller lignende. Sådan et kabel burde Samsung have medleveret, synes vi – eller i hvert fald en adapter.
Hvis man har planer om at tage projektoren med på farten, kan det også være smart at anskaffe sig en af de bæretasker, Samsung tilbyder som tilbehør. Derudover kommer man ikke uden om en rimelig kraftig batteripakke!
Vi testede The Freestyle i kombination med en batteripakke fra Sandstrøm (20 V/3,25 A, 5000 mAh) og erfarede, at sidstnævnte løb tør på under to timer. Så hvis der er helaftensfilm eller serie-binging på menuen, er det helt klart en fordel med adgang til et strømstik.
OBS: Samsung tilbyder også en matchende batteribase som tilbehør til The Freestyle, men den har vi ikke testet.
Indbyggede smart-funktioner
De, der allerede ejer et Samsung-TV, vil føle sig hjemme, når det gælder betjeningen. Projektoren bruger en slankere variant af Samsungs fjernbetjening, og den samme brugerflade (Tizen), som vi kender fra TV-modellerne. Det indebærer også, at man får adgang til en lang række smarte funktioner indbygget i selve projektoren.
Så længe The Freestyle er koblet til Wi-Fi, giver den f.eks. nem adgang til YouTube, Netflix, Apple TV og andre streaming-tjenester, deriblandt Samsungs egen TV+ tjeneste. Den kan også spejle indhold fra mobilen via AirPlay 2.
The Freestyle er nem at sætte op, uanset om man gør det manuelt eller via Samsungs SmartThings-app. Noget, der derimod irriterer lidt, er at projektoren reagerer ret sløvt på kommandoer fra fjernbetjeningen. Det kan nemt medføre, at man kommer til at trykke en gang for meget, mens man venter på respons. Sammenlignet med Samsungs lynhurtige TV’er virker The Freestyle lidt langsom i optrækket.
Apropos respons: Vi målte forsinkelsen (input-lag) på The Freestyle til omkring 50 millisekunder. Det er væsentlig mere end de hurtigste TV’er og skærme, og vil helt sikkert påvirke spilbarheden af skydespil.
Justerer sig automatisk
Hele pointen med The Freestyle er at kunne sætte et billede op på nul komma fem og tage det ned igen lige så hurtigt. Det er også her, den egentlige udfordring ligger, for at projicere et stort, lige og skarpt projektorbillede op kræver som regel en del justering!
For at løse disse problemer er Freestyle-projektoren udstyret med automatiske niveau-, fokus- og keystone-sensorer, som skal hjælpe med at bevare den korrekte geometri på billedet. Og flere af funktionerne må siges at virke overraskende godt.
Vi er ret imponeret over den automatiske keystone-funktion, som hurtigt tilpasser vinklen på billedet i forhold til den overflade, det projiceres imod. Uanset om man peger projektoren mod den nærmeste væg eller mod loftet, vil den automatisk tilpasse billedgeometrien.
At projicere alt andet end lige på ville normalt give et helt skævt billede, men Samsung-projektoren formår at tilpasse sig ret skarpe vinkler og reagerer hurtigt, hvis man skifter vinkel og retning på billedet. Det er efter vores mening en uundværlig funktion, som klart er med til at højne brugervenligheden.
Samsung-projektoren er også udstyret med Auto Fokus-funktion, men den fungerede kun sådan nogenlunde. Vi fik et endnu skarpere billede ved at gå ind og efterjustere manuelt.
Freestyle giver også mulighed for automatisk farvekalibrering, via Samsungs SmartThings-app og en kompatibel mobil. Det kan bruges til at korrigere farverne, hvis man projicerer på noget andet end en hvid, neutral overflade.
Billedkvalitet
På billedsiden er The Freestyle udstyret med en DLP-billedchip med Full HD (1920 x 1080 pixel) opløsning, men før vi kaster os over billedkvaliteten, kan det være på sin plads med et “reality-check” i forhold til, hvad man kan forvente af en lille bærbar projektor som denne, og hvilke krav den stiller til omgivelserne for at give en god billedoplevelse.
For det første vil man selvfølgelig projicere billedet mod en flad, jævn overflade, helst en hvid gipsvæg eller lignende – og gerne et lærred, hvis man har adgang til sådan et. En væg med hessiantapet eller en anden ujævn struktur er ikke nogen god idé, hvis man vil have et skarpt og glat billede.
Ydermere skal man være opmærksom på, at The Freestyle ligesom andre små projektorer har begrænset lysstyrke. Den faktiske lysstyrke er i praksis tættere på 240 ANSI-lumen. At projicere et stort billede op på den nærmeste væg i fuldt dagslys kan man derfor godt glemme alt om.
Som de fleste projektorer trives The Freestyle absolut bedst i mørke omgivelser – jo mørkere, jo bedre. Bemærk også, at jo højere projektionsafstand man har (for at få et større billede), jo mere vil lysstyrken aftage. Derfor må man enten vente, til det bliver mørkt, eller dæmpe belysningen drastisk, for at få et stort billede med brugbar kontrast.
Med disse forbehold synes vi, at The Freestyle fungerer godt i forhold til brugsområdet. I betragtning af den lille optik synes vi, at denne Full HD-projektor giver god skarphed, når fokus er indstillet korrekt.
Kontrasten er selvfølgelig meget afhængig af lysforholdene i rummet, men så længe man dæmper belysningen tilstrækkeligt, får man et billede med god kontrast og mange detaljer. Farvegengivelsen er også glimrende med rigelig intensitet i primærfarverne.
Når det er sagt, så ville vi stadig ønske, at Samsung havde formået at presse endnu mere lysstyrke ud af den lille projektor. Det ville måske gå ud over størrelsen og/eller prissedlen, men ville også være med til at gøre brugsområdet endnu større. Og sikkert også ejerglæden.
Her og nu må man leve med, at billedet har begrænset kontrast, og det er kun ved relativt små billedstørrelser, med projektoren tæt på vægfladen, at vi får en lysstyrke, der kan sammenlignes med et almindeligt TV. Sådan er livet i projektorland!
Lydkvalitet
I den modsatte ende af den cylindriske projektor sidder der en enkelt fuldtonehøjttaler, som har til opgave at sætte lyd til billedet. Små miniprojektorer som denne plejer at have rædselsfuld lyd, men The Freestyle har faktisk ret fyldig og kraftfuld lyd i forhold til størrelsen, med god klarhed i stemmerne og bas nok til at give lidt rytme til musikken.
Men til hjemmebrug foretrækker vi selvfølgelig at kunne koble den til en soundbar via HDMI-udgangen.
Konkurrenter
Med en pris på 7.500 kroner ligger Samsung The Freestyle i den øvre ende for bærbare projektorer.
Selv om der er få konkurrenter i denne klasse, bemærker vi, at den nye Xgimi Halo+ har en formfaktor, der ligner The Freestyles, samt indbygget Android Smart TV. Den siges også at have væsentlig højere lysstyrke end Samsung-projektoren, til omtrent samme pris. Vi har ikke testet den endnu, men har et eksemplar på vej – så følg med her på siden!
Og bare for at nævne det: Hvis man kan leve med en stationær projektor for mere permanent installation, vil det helt sikkert give store fordele billedmæssigt. For omkring 7.500 kroner kan man f.eks. købe en Epson EH-TW7000 med 4K-opskalering og markant højere lysstyrke og kontrast, som selvfølgelig vil give en helt anden billedoplevelse i stort format. Men den er ikke lige så nem at tage med på tur!
Konklusion
The Freestyle er en kompakt, praktisk og brugervenlig projektor, der er nem at tage med overalt. Smarte funktioner som auto-keystone og autofokus gør, at projektoren nemt kan tilpasse sig omgivelserne. Og med indbygget Wi-Fi og streaming-tjenester om bord giver den nem adgang til underholdning.
The Freestyle er selvfølgelig ikke nogen erstatning for en fuldblods stationær projektor, og den kan heller ikke sammenlignes med et TV. Dertil er lysstyrken for begrænset. Derimod fungerer den godt som letanvendelig, bærbar og provisorisk billedkanon. Til teltturen, campingvognen eller soveværelset kan det være en fin idé!
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer