TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

test: Sony VPL-VW260ES

Super opløsning til spiselig pris

Endelig får vi ægte 4K til under 50.000 kroner! Sony disker op med knivskarpe billeder, flot kontrast og fantastisk dybdefølelse.

Af / 08/01/2018 - 14:03
Sony VPL-VW260ES

Lyd & Billede mener

  • Efter kalibrering leverer projektoren næsten magiske billeder med imponerende kontrast og en farvedybde på HDR-materiale, som vi næppe har set før.
  • Dynamisk iris mangler, og uden kalibrering er gammakurven helt skæv med tilgroede skyggeområder.

På tv-markedet er pixelræset i fuld gang. 4K Ultra HD kan nu fås i 65 tommers skærmstørrelse for under 10.000 kroner, og mindre størrelser får man nærmest smidt i nakken. Næste år forventer vi at se de første 8K-tv’er til salg – med 16 gange HD-opløsning! Og sådan fortsætter det.

På projektormarkedet er det derimod gået temmelig trægt. Det er nemlig ikke let at gøre et så højopløst billedpanel lille nok, og som regel bliver kabinettet upraktisk stort, og effektforbruget og kravet til køling derefter. Det var derfor ikke før sidste år, man fik prisen for en projektor med ægte 4K-panel ned under 100.000 kroner.Det var Sony VPL-VW300ES til 50.000 kroner. I fjor gik prisen op igen med Sony VPL-VW550ES som den billigste.

Der er kommet billigere projektorer, som skilter med “ægte 4K”, og det er delvis rigtigt, idet de tegner et billede op med det korrekte antal pixels. Men de gør det med et lavere opløst billedpanel og er nødt til at fordoble deres pixels skiftevis ved høj hastighed, så det opfattes af hjernen som 4K. Efter hvad vi har set, er dette ikke uden uheldige bivirkninger.

Hvilket bringer os til Sony VPL-VW260ES. Nu har man formået at halvere prisen til under 50.000 kroner med et ægte 4K-billedpanel. Kabinettet er det samme som på VW550 med en gennemsnitlig størrelse for prisklassen. Vægten på 14 kg er også den samme. Det skaber store forventninger, ikke mindst fordi vi allerede for et par måneder siden fik et imponerende smugkig.

Panelet er blevet forbedret siden sidst, så den nye 4K-basismodels kontrastforhold er faktisk højere end grundkontrasten på den dobbelt så dyre VW550. Noget af det, man har givet afkald på for at få prisen ned, er dynamisk iris, så man får ikke det allersorteste sort.

Annonce
Sony VPL VW260ES angle 26827
(Foto: Sony)

Reality Creation

Sony har en såkaldt Reality Creation-funktion på deres bedste projektorer, og den har VW260 fået i en ny, forbedret udgave. Den hæver skarpheden i billederne og forsøger efter bedste evne at opskalere et almindeligt HD-billede til 4K-opløsning. Du kan vælge, hvor hårdt du vil have den til at tage fat, og den nye udgave lader sig presse lidt længere, før skarphedsartefakter begynder at vise sig som hvide konturer omkring detaljerne.

Bevægelser

For at få glattere bevægelser har projektoren evnen til at udregne og indsætte et nyt billede mellem hver ægte billedramme. Det kalder Sony Motion Flow, og VW260 kan gøre det på al video op til 1080p HD-opløsning, mens 4K-video må vises i sin oprindelige form.

Ingen objektivhukommelse

De nyeste af Sonys dyrere 4K-projektorer har objektivhukommelse, så man f.eks. automatisk kan skifte mellem 16:9 og 2,35:1 billedformat. Desværre gælder det ikke VW260, så må man op i storebror VW360 til ca. 60.000 kroner. Men så får man også dynamisk iris og bedre optiske komponenter.

Til sammenligning har både JVC og Epson objektivhukommelse på projektorer til under 50.000 kroner og desuden dynamisk iris. VW260 har i det mindste en motoriseret linse, hvor skarphed, zoom og linsejustering ordnes direkte fra fjernbetjeningen.

HDR

VW260 understøtter HDR-indhold (High Dynamic Range), som giver ekstra lys for at skabe større kontrast i udvalgte scener. F.eks. et bål, der skal skinne ekstra kraftigt i nattemørket, eller billygter, der kommer over horisonten.

Vi har tidligere været skeptiske over for dette på projektorer, eftersom man her i modsætning til tv’er ikke har nogen ekstra lysstyrke at tage af. For at kunne gøre det må man derfor sænke det gennemsnitlige lys i resten af scenerne, så 90 procent af tiden sidder man og ser på et mørkere billede for at kunne få lidt lyseffekter i de sidste 10 procent.

På VW260 kan man kompensere for tabet af lysstyrke i menuen. Så mister man noget af HDR-effekten, og med HDR-lysstyrken på maksimum er det, som om det slet ikke er HDR – med én vigtig undtagelse. For med HDR-materiale understøttes et meget større farverum (DCI-P3) end det, der bruges til almindelig video (Rec. 709). Med det resultat, at den røde farve på superhelten Deadpools dragt får mere dybde, og billederne næsten virker tredimensionelle, når man ser filmen om ham i HDR, selv om selve HDR-effekterne er minimale.

Deadpool bridge 26830
Sony VPL-VW260ES gør et formidabelt stykke arbejde med at gengive en overskyet himmel. (Foto: 20th Century Fox)

VPL-VW260 lige ud af æsken

Som sædvanlig, når vi tester dyre billedprodukter, får vi kalibreringsekspert Gorm Sørensen til at måle og justere projektoren ved hjælp af det bedste måleudstyr, der findes på markedet.

“Jeg kan med det samme se, at gammakurven er helt gal. Der er alt for lidt lys i de mørkeste gråtoner, så det gror til i skyggerne. Vi får ‘black crush’, så det batter,” siger Gorm bestemt.

Han mistænker, at der er en specifik grund til dette.

“Sonys tidligere projektorer har haft en tendens til, at panelet begynder at degradere efter kun 500 lampetimer. Ikke alene mister man lysstyrke, men også kontrast, og de mørkeste skyggeområder bliver alt for lyse. Sony siger nu, at de har gjort tiltag for at forhindre dette, og det ser ud til, at den alt for mørke gammakurve er sådan et tiltag.”

Gorm må til dels lave kraftige justeringer. Der er store afvigelser på gammakurven, og desuden er den blå farve skæv med for meget blå i det mørke, for lidt blå i mellemlys og for meget igen i højlys. Det lader sig ikke kalibrere manuelt. Man skal bruge et kalibreringsprogram fra Sony, som kun installatører har adgang til.

“Ukalibreret er denne projektor helt i skoven,” fastslår Gorm.

Sony VPL VW260ES gamma 26825
Her ser vi tydeligt den skæve gammakurve før kalibrering. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Magien opstår efter kalibrering

Men efter at Gorm har svinget tryllestaven, er både gråtoneskala, farverum og farvebalance justeret. Reality Creation sætter vi til 20 for at få lidt ekstra skarphed, men ikke så meget, at det ser kunstigt ud.

Derefter er det bare at tage de hvide kitler af, finde popcornene frem og læne sig tilbage i vores biografsæder. For nu er projektoren faktisk fabelagtig.

Tag den nævnte Deadpool. Når lyset er slukket, er sortniveauet usædvanlig mørkt, især i betragtning af at projektoren mangler dynamisk iris. De sorte områder i antiheltens dragt er mørke uden at gro til. Tværtimod glinser det i dem med mesterlig gengivelse af detaljer. Der er dybde i den røde farve, og scener, der er indspillet på overskyede eftermiddage, viser flotte teksturer i skyer og røg fra fabriksskorstene.

Der er dybde og glans i Negasonic Teenage Warheads korte, mørke hår, og når hun ruller sig ud i et virvar af flammer, er det fuld af liv og gnist. Det vansirede ansigt på Wade Wilson alias Deadpool fremstår med foruroligende detaljer, og bevægelsesskarpheden i kampscenerne er enormt god.

“Hvis den holder sig over tid og ikke degraderer som sine forgængere, er det her meget imponerende,” konstaterer Gorm Sørensen.

Vi har målt kontrasten til over 20.000:1, hvilket er rigtig godt. I de allermørkeste scener lægger man dog mærke til, at sort er mørkegrå, f.eks. i BBC-dokumentaren Wonders of the Universe, hvor vi tages med på en rejse ud i universets krinkelkroge. Galakser står ud fra en ikke helt så mørk baggrund som på JVC’s projektorer, og det ses især, når billedet ikke helt dækker vores 140 tommers DreamScreen V6-lærred.

Når det er sagt, så er det meget sjældent, vi savner dynamisk iris. Det er kun i meget mørke scener, at det kan opleves en smule fladt, og vi gerne ville have det sidste lille ekstra. I så fald kan man smide 20.000 mere på bordet for storebror VW360. Eller gå efter JVC DLA-X7500, der ikke har ægte 4K, men har alt andet, man kan savne – inklusive sortere sort.

Konklusion

Sony VPL-VW260 er den første projektor med et ægte 4K-billedpanel til under 50.000 kroner. Ja, 40.000 er stadig mange penge, men så fremstår den heller ikke som noget kompromis.

I betragtning af at den mangler dynamisk iris, har den et imponerende sortniveau. Vi mærker næsten aldrig, at sort er andet end begsort, hvor objekter står ud fra baggrunden på nærmest tredimensionel vis. Især med det ekstra farverum på HDR-indhold får vi spektakulære filmoplevelser med ordentlig dybde.

Det eneste, der mangler – bortset fra dynamisk iris – er objektivhukommelse, hvor man kan gemme indstillinger for forskellige billedformater og skifte imellem dem med fjernbetjeningen.

*

Lærredet er vigtigt!

Nej, man kan ikke bare købe et hvilket som helst hvidt lærred og tro, at den er i vinkel. Der ligger meget arbejde i at lave det perfekte lærred, hvilket Jon Eivind Lygren og resten af holdet bag DreamScreen har erfaret.

Deres lærred – som i sin nyeste version hedder V6 – er akustisk transparent, men til forskel fra andre akustiske lærreder er det vævet med en meget fin struktur i mønsteret. I stedet for et fast, gentaget mønster, der kan skabe moiré-effekter, er der et kaotisk, ikke-gentagende mønster i fibrene. Det skulle gøre V6 mindst lige så godt billedmæssigt som andre ikke-transparente lærreder i high-end-klassen.

DreamScreen V6 mounting 26832
Gorm Sørensen monterer vores nye lærred, DreamScreen V6. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

I forhold til det V5-lærred, som vi hidtil har haft i vores testrum, er mønstret i V6 blevet meget finere, så man lettere kan se forskel på 1080p- og 4K-opløsning. Samtidig er det lige så akustisk transparent som før.

Vi har netop udskiftet vores V5-lærred med et V6 og kan konstatere, at billedkvaliteten er i særklasse, samtidig med at vi fortsat kan have vores vægmonterede Procella-højttalere bagved.

DreamScreen kan købes på dreamscreen.no.

DreamScreen V6 vs V5 cloth 26833
DreamScreens nye akustisk transparente V6-lærred (ovenfor) er langt mere finmasket end forgængeren V5 (nedenfor). Desuden er mønsteret kaotisk, ligesom på ikke-transparente lærreder, for at undgå moiré. (Foto: Geir Gråbein Nordby)
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ultra short-throw-projektorer – det perfekte alternativ til et kæmpe-TV?

100 tommer fra 1,5 meter!

Short-throw-projektor i luksusklassen

Rullende hjemmebiograf

Tag skærmen med dig overalt! 

Marantz' flagskib på testbænken

Præcision til fingerspidserne

Her får soundbaren klø

Marantz gi'r os en hæsblæsende oplevelse

Denon har overgået sig selv

"Usynlig" storskærm med laser

Skræmmende realistisk biografbillede