TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Sony VPL-VW890ES

Fantastisk hjemmebiograf

Hvis du gerne vil tabe kæben i din hjemmebiohule, så tjek Sony VPL-VW890ES ud!

Af / 08/11/2021 - 22:45
Sony VPL-VW890ES

Lyd & Billede mener

  • Fabelagtig billedkvalitet. Barberbladsskarpe detaljer, fremragende HDR-effekter og masser af knald på højlys. Der er ikke meget, vi savner her!
  • Hvor godt sortniveauet end er, kunne det efter vores skøn have været endnu bedre.

Den svinedyre Sony VPL-VW890ES er en laserprojektor, der bare kan det dér med formidable hjemmebio-oplevelser.

Sony er sammen med JVC de eneste, der tilbyder hjemmebioprojektorer med ægte 4K-panelopløsning. Det betyder, at man ikke behøver at ty til tricks med et optisk linse-element, der oscillerer mellem to eller fire tilstande (pixel shift), for at tegne flere pixels op, end der faktisk er på panelet.

Sony VPL-VW890ES
Sony VPL-VW890ES. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

En åbenlys fordel ved ægte 4K-paneler er, at alle pixels rammer skærmen præcis samtidig, så man undgår bevægelsesstøj og efterslæb i billedet. Desuden får man det fulde udbytte af dynamikken fra det mørkeste mørke til det lyseste lys, over hele farverummet og til enhver tid.

Ulempen er, at 4K-paneler er dyre, og de kræver også mere processorkraft, hvilket øger prisen yderligere og også stiller større krav til køling. Som igen øger størrelsen på chassis. Men omkostningerne er dog den vigtigste grund til, at der ikke er flere projektorer med ægte 4K-panel.

Læs også Mageløs biografoplevelse Meget bedre end Sony VPL-VW590ES bliver det simpelthen ikke.

Sony VPL-VW890ES

Sony tilbyder ægte 4K-projektorer fra ca. 40.000 (VPL-VW290ES) og helt op til ca. 800.000 kroner (VPL-GTZ380)!

Annonce

Den nye VPL-VW890ES ligger et sted midtimellem, men med en pris på 227.000 kroner kan vi roligt sige, at man skal være end almindelig interesseret i hjemmebiograf for at punge ud for sådan en. Hvad enten man så må tage et lån, eller man er så heldig at have økonomi til at betale hele gildet selv.

W890 er den næstbilligste projektor fra Sony, der bruger laser som lyskilde, og den billigste med Sonys mest avancerede optik om bord. Da laser genererer en hel del varme, er chassiset endnu større end på lillebrødrene VW590 og VW290. Blæserstøj er derimod ikke noget problem: Man hører kun projektoren stå og trække vejret lige så stille.

Sony blue laser
Sony bruger avanceret teknologi til at spalte en blå laser i primærfarverne rød, grøn og blå. (Illustration: Sony)

Blå laser

Laseren er af typen Z-Phosphor, som producerer et blåt laserlys. Når det skinner igennem et farvefilter, spaltes lyset i de tre primærfarver rød, grøn og blå. Det er en langt mere effektiv lyskilde end en almindelig lampe og giver mere tryk på lyset, ligesom farvebalancen holder sig stabil uanset lysstyrken.

Hvor en almindelig lampeprojektor er lang tid om at starte op, fordi lampen skal nå en stabil arbejdstemperatur, tænder laserprojektorer som regel omtrent lige så hurtigt som et TV. VW890 er dog ikke blandt de hurtigste laserprojektorer, og man skal vente lidt, før billedet kommer. Ganske vist ikke lige så længe som med en almindelig lampeprojektor, men vi har afgjort set hurtigere laserprojektorer.

En anden fordel ved laser er en væsentlig længere levetid. Hvor man får omkring 5.000 lampetimer fra en almindelig lampe, vil en laserprojektor typisk holde i 20.000 timer, før den begynder at degradere synligt. Hvis man bruger projektoren fire timer hver eneste dag, vil den stadig holde i over 13 år! Ulempen er, at lasermekanikken ikke kan udskiftes, når den først dør.

Sony ARC-F lens
ARC-F-objektivet har 18 linse-elementer fordelt på 15 grupper. Det er udskifteligt og kan f.eks. erstattes af et kortprojektionsobjektiv. (Grafik: Sony)

Avanceret optik

VW890 kan desuden prale af Sonys bedste optik. ARC-F-objektivet, som er udskifteligt og kan erstattes af f.eks. et kortdistanceobjektiv, har 18 linse-elementer i 15 grupper. Det svarer til de mest avancerede zoomobjektiver til full-frame-kameraer – alt sammen for at give en superskarp optegning på lærredet. Hver pixel på panelet måler nemlig kun 4 mikrometer, og det kræver noget at få det helt skarpt i den anden ende af rummet.

I vores tilfælde skal billedet fra et panel, der måler 1,9 cm, blæses op på et tre meter bredt lærred (140 tommer diagonalt i 2,35:1-format). Det betyder, at hver pixel skal forstørres næsten 160 gange, hvilket kræver sit af optikken.

Projektoren har en lysstyrke på 2200 lumen, og med dynamisk iris hævder Sony, at kontrasten nærmest er uendelig. Det er med andre ord rummet, der i sidste ende bestemmer det reelle kontrastniveau. Projektoren har selvfølgelig automatisk linsejustering med linsehukommelse, så man kan gemme justeringer for billedformaterne 16:9 og 2,35:1. En nødvendighed, hvis man har et bredt lærred.

Man kan også beskære billedets kanter (såkaldt blanking) for at sikre, at intet af indholdet kommer uden for lærredet.

Dynamic HDR Enhancer
Dynamisk tone-mapping giver ekstra knald på HDR-effekterne. (Grafik: Sony)

Dynamisk tone-mapping

En stor fordel ved 4K kontra Full HD (1080p) er – ud over det større antal pixels – at man også får et større dynamikområde for lys og farver. HDR giver større forskel mellem lyst og mørkt, og dermed mere knald på sollys, flammer og lygter på skærmen plus flere detaljer i skyggerne. Det større farverum DCI-P3 giver også markant mere dybde og liv i farverne.

HDR på TV’er kræver dynamisk bagbelysning, så TV’et kan koncentrere energien, hvor der til enhver tid er brug for det i billedet. Det har projektorer ikke, og tidlige HDR-projektorer måtte i stedet dæmpe det generelle lys i billedet, så de havde overskud til de kraftigere lyseffekter. Det gav et mere dunkelt billede og ødelagde oplevelsen lidt.

Nutidens projektorer løser i stedet problemet med såkaldt tone-mapping. Det betyder, at man øger den generelle lysstyrke i billedet, mens man til gengæld reducerer HDR-effekterne. De bliver så ikke lige så spektakulære, men man får i det mindste detaljerne tilbage – og projektoren kan desuden udnytte det store farverum (DCI-P3), der følger med HDR.

Sony VPL-VW890ES top-standard-width-3840px-gigapixel
(Foto: Sony)

X1-processor

Men Sonys X1-billedprocessor tager det hele et skridt videre. Den har studeret en billedbank med mange, mange tusind forskellige scenarier og bruger maskinlæring til at forstå, hvordan den til enhver tid skal processere HDR-informationen. En slags dynamisk tone-mapping, som skal sikre mere heftige HDR-effekter, samtidig med at lysstyrken og det oplevede sortniveau i billedet bevares.

En anden nyhed, der følger med X1-processoren, er en mere avanceret version af det, Sony kalder Reality Creation. Igen kommer den gigantiske billedbank til sin ret, når Sony tager et HD-billede og opskalerer det til 4K.

VW890 bruger også her maskinlæring til at genkende mønstre i objekter fra billedbanken og overfører disse til det billede, der skal opskaleres. Resultatet er højere opløsning end med almindelig opskalering og samtidig færre artefakter.

VW890 Another Life
Billedkvaliteten fra Sony VPL-VW890ES er exceptionel. Her fra Another Life i 4K HDR; billedet yder dog ikke originalen retfærdighed. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Fabelagtigt billede

Jeg kan tydeligt huske den fornemme billedkvalitet fra Sony VPL-VW590ES. Den har også en X1-processor og kan dermed udnytte alle de teknologier, der findes i VW890, til en brøkdel af prisen (selv om den heller ikke er helt billig).

Vi savnede faktisk ikke ret meget, ud over at VW590 med sine 1800 lumen godt kunne have haft endnu mere lysstyrke. VW890 har 2200 lumen, hvilket burde give meget af det savnede knald på lyset. Alligevel kræver også den, at man sidder i et mørkt rum for at få det fulde udbytte af sortniveauet.

Billedet fra VW890 er endnu skarpere end fra VW590 takket være den avancerede optik. Især med 4K-indhold får man virkelig et barberbladsskarpt billede, og hvad enten det er fra 4K Blu-ray eller de skarpeste streaming-tjenester, er billedet vanvittig realistisk!

VPL-VW890ES
(Foto: Sony)

Another Life på Netflix i 4K HDR er en sci-fi-serie, hvis handling i høj grad foregår på rumskibet Salvare. Her er mange scener med et bælgmørkt verdensrum i baggrunden og stjerner og planeter, der står ud fra bagtæppet. Detaljerne fra VW890 er til at tage og føle på, og skarpheden har jeg nok næppe set magen til. Uanset om det er pulsarer, sorte huller eller ansigterne på besætningen om bord, der er i billedet, er det et utrolig realistisk syn.

Hvis man går meget op i jævne bevægelser, kan man bruge en af MotionFlow-indstillinger, som giver mere glatte bevægelser med næsten ingen synlige artefakter. De fungerer også med Ultra HD-indhold op til 3840 x 2160, men ikke med 4096 x 2160 video.

Selv foretrækker jeg at se indholdet, som det er lavet, og med indstillingen True Cinema MotionFlow bevares billedfrekvensen, som den er, ud over at hver enkelt billedramme korrigeres til det korrekte tidspunkt, hvis der skulle være fejl ved tidskoden i kildematerialet. Personligt har jeg aldrig oplevet sådanne fejl, men det er selvfølgelig godt at være på den sikre side.

Sony VPL-VW890ES lifestyle
(Foto: Sony)

Opskalering

Uanset billedmateriale er skarpheden fabelagtig. RealityCreation gør et glimrende stykke arbejde med at opskalere HD-materiale til Ultra HD, men jeg sænker Resolution (opløsningen) på projektoren fra 50 til 10, da jeg synes, at skarpheden ellers ser lidt kunstig ud.

Når det er sagt, så foretrækker jeg selvfølgelig 4K-materiale. Og uanset om det er Formel 1-dokumentaren Drive to Survive, gangsterfilmen The Irishman eller finanskrisefilmen The Big Short, der ruller over lærredet, så er det et fascinerende syn.

VW890 Another Life(4)
Sortniveauet på Sony VPL-VW890ES er rigtig godt. Men det kunne have været endnu bedre! (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Sortniveau

Der er dog én ting, der skal påpeges ved det ellers næsten perfekte billede: Sortniveauet. For jo, det er skam både mørkt og detaljerigt, men det er altså ikke kulsort. Ikke som vi har set på projektorerne fra ærkerivalen JVC. Jeg har endnu ikke haft mulighed for at tjekke deres nyeste projektorer ud, men baseret på tidligere erfaringer er det stadig tydeligt, at Sony har noget at indhente her.

Endnu sortere sort ville få billedet til at poppe endnu mere ud, og især HDR-lyseffekter ville blive endnu mere spektakulære. De siges også at være endnu bedre på de nyeste og dyreste JVC-projektorer. Det kunne have været interessant at se VW890 op mod JVC DLA-NZ9 med både laser, 3000 lumen og 8K e-shift, men det er indtil videre ikke lykkedes at få fingre i sådan en.

Man skal virkelig have et mørkt rum for at få noget ud af et endnu mørkere sortniveau, end man får fra Sony VPL-VW890ES, men vi går ud fra, at folk, der køber en projektor til 227.000 kroner, også har omgivelserne i orden.

VW890 Another Life(2) VW890 Another Life(3) VW890 The Irishman(2) VW890 The Irishman VW890 The Big Short VW890 F1 Drive to Survive
<
>
(Foto: Geir Gråbein Nordby)

Konklusion

Der er gode projektorer, der er fremragende projektorer, og så er der fantastiske projektorer. Sony VPL-VW890ES hører uden tvivl til de sidste. Den tegner et mere levende billede op end næsten noget andet, vi har set, med fuld kontrol over lys og farver. Og ansigter fremstår med flere detaljer, end vi nok har set magen til, ikke mindst takket være en formidabelt linse.

4K-indhold med HDR stråler i ekstrem grad, og også HD-materiale opskaleres på imponerende vis. Bevægelserne er jævne og gode, og alt er fryd og gammen.

Næsten. For sortniveauet er mørkt, men ikke kulsort. Hvilket måske i sig selv er grund nok til at tænke sig om en ekstra gang, før man smider 227.000 kroner på disken. Det kan nemlig godt være, at man vil blive lige så glad for lillebror VPL-VW590ES til en fjerdedel af prisen.

Karakter
Sony VPL-VW890ES
High End
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

100 tommer fra 1,5 meter!

Short-throw-projektor i luksusklassen

Rullende hjemmebiograf

Tag skærmen med dig overalt! 

Marantz' flagskib på testbænken

Præcision til fingerspidserne

Her får soundbaren klø

Marantz gi'r os en hæsblæsende oplevelse

Denon har overgået sig selv

"Usynlig" storskærm med laser

Skræmmende realistisk biografbillede

Vi tester B&O’s fedeste soundbar