TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Fire overkommelige HD-projektorer

150 tommer for prisen på et rejse-tv

Bedre underholdning får du ikke til de penge.

Af / 06/05/2016 - 06:00
Fire overkommelige HD-projektorer

Det er fedt at gå i biografen. Der er noget særligt ved det gigantiske billede, der gør, at man lever sig mere ind i filmen. Men oven i hatten får man en lang reklameblok, knitrende slikposer plus hosten og harken og småsnak fra publikum. Den slags kan man godt undvære. Og det er her, hjemmebiografen kommer ind i billedet.

For at få biograffølelsen derhjemme har man brug for et STORT billede. Det vil sige et billede, der fylder hele synsfeltet. Afhængigt af siddeafstanden kommer vi hurtigt op i 100 tommer diagonalt eller mere, og så koster et tv det hvide ud af øjnene. Kan vi friste med et Samsung 78JS9505 til 60.000 kroner? Så er en god projektor, der uden problemer kan blæse et billede op i 100-120 tommer i et mørkt rum, et mere økonomisk valg.

Du kan få det så stort du vil – det er kun lokalet, der sætter grænser.

 

Overkommelige HD-projektorer

Projektorerne har altid eksisteret som et alternativ til store fjernsyn, men ikke uden kompromiser. Dårlig lysstyrke har betydet, at man nærmest skulle sidde i et mørkelagt rum for at få god kontrast på lærredet. Mange projektorer er også præget af støj fra blæserne, der er nødvendige for at kontrollere lyskasterens temperatur. Sidst, men ikke mindst har pærernes pris og levetid gjorde det til en dyr affære at se tv og sport på projektoren i længere tid.

Annonce

Alt dette er stadig faktorer, man bør tage hensyn til ved valget af projektor, men de er dog blevet kraftigt forbedret med årene.

På tv-fronten bliver udvalget af skærme med barberbladsskarp 4K-opløsning stadig større. Men ærlig talt, så er det lidt fjollet at tale om 4K-tv’er på 55 og 65 tommer, når man ser, hvilken billedkvalitet man kan få med et almindeligt HD-billede projiceret op på et 100 eller 150 tommers lærred. Der er langt flere detaljer gemt i HD-signalet, end man skulle tro, og spillefilm kommer virkelig til deres ret, når de vises i stort format.

Den klaustrofobiske følelse, man får af Bølgen, eller den postapokalyptiske oplevelse med Mad Max: Fury Road, hvor man nærmest føler, at man sidder med sand i munden, når slaverne vader gennem lig for at få en dråbe vand. Den slags indlevelse og realisme får man ikke, før billedet fylder hele synsfeltet, og det er kun muligt derhjemme med en projektor og et lærred. Medmindre du har vundet i lotto.

 

Udstyr

Der er sket meget på udstyrsfronten den seneste tid. Ud over dobbelt HDMI-indgang til tilslutning af flere videokilder har nogle modeller mulighed for trådløs signaloverførsel, så man slipper for lange, dyre HDMI-kabler. Smart-tv funktioner er der som regel ikke, men det kan let løses med en Apple TV, Chromecast eller tilsvarende medieboks.

Epson TW5350 kan i øvrigt kobles til hjemmenetværket og overføre video og stillbilleder trådløst fra smartphone og tablet.

 

Projektorerne

Her ser vi på fire projektorer til omkring 7.500 kroner. Projektorerne fra BenQ, Acer og NEC er af typen DLP, hvor ca. to millioner spejle slår hver sin pixel til og fra, afhængigt af hvilken farve der skal gengives på et givet tidspunkt.

Det er en sofistikeret, lynhurtig og vedligeholdelsesfri teknologi, hvis eneste ulempe er den såkaldte regnbue-effekt, hvor farverne brydes op, når man bevæger synet hen over kontrastfyldte områder på lærredet. Det er ikke alle, der er lige følsomme over for det, men for nogle kan det være temmelig trættende i længden.

Projektoren fra Epson er derimod af LCD-typen. Her projiceres hver farve gennem sin egen farvechip, og man undgår regnbue-effekten. Ulempen er, at LCD kræver et støvfilter, der skal renses eller udskiftes fra tid til anden.

 

Sådan testede vi

Vi har tjekket billedkvaliteten fra projektorerne på et lærred i et rum med kontrolleret belysning, både én for én og ved siden af hinanden. Lysstyrke, farvegengivelse, kontrast og sortniveau (evnen til at vise ægte sort) er blandt de vigtigste kriterier, når vi bedømmer den visuelle kvalitet.

I denne prisklasse har vi ikke fundet det hensigtsmæssigt at tjekke farvegengivelsen med professionelt måleudstyr, da få – om nogen – vil betale ekstra for kalibrering.

På god afstand 
De bedste projektorer til omkring 7.500 kroner giver et overraskende godt billede, selv når det blæses op i 150 tommer. Det betyder, at du kan vælge lærredstørrelsen ud fra, hvad der passer til dit rum, og ikke behøver at bekymre dig om, hvorvidt projektoren har lysstyrke nok til at fylde lærredet.Bare sørg for at få den rigtige afstand mellem projektor og skærm(se fakta for de enkelte modeller), da billige projektorer gerne har kortere projektionsafstand end dyre. Monterer du den bagerst i lokalet, kan du hurtigt få et ufrivillig stort billede i den anden ende.Mere for pengene 
Overkommelige projektorer har ikke samme sortniveau, skarphed og farvedybde som dyre hjemmebiograf-projektorer. Alligevel blev vi overrasket over, hvor meget billedkvaliteten er forbedret i denne prisklasse. I forhold til tidligere tests var der meget lidt pixel- og moskitostøj (som har fået sit navn, fordi billedstøjen på lærredet ligner en myggesværm). Det kan skyldes en dårlig processor, men også et for stort hvidt segment på DLP-farvehjulet.

Det er dog stadig sådan, at DLP-projektorer har noget pixelstøj i skyggeområder, da trinene mellem næsten sort og helt sort er stejle, så man får en blinkende effekt der, hvor spejlene vinkles ind og ud, når hver pixel slås til og fra.

BenQ W2000

Kongen af budgetbiograf

BenQ W2000 er kort og godt klassens bedste projektor.

Farverne er fremragende, og sammen med god kontrast og lysstyrke giver det smæld i billedet. Korrekt kalibrering fra fabrikken er fedt, og blæserstøjen er testens laveste. Vertikal linsevinkling gør installationen let, og fjernbetjeningen har egne knapper til skarphed, kontrast og lysstyrke.
Der er stadig noget at hente på sortniveau, skarphed og detaljer. Men så skal man også op i pris.
Læs hele testen

NEC V302H

Køligt billede

Der er ikke meget smæld i det ellers skarpe billede, og farvebalancen kunne være bedre.

Billedet er skarpt med meget lidt billedstøj.
Uanset forhåndsindstilling er der for lidt rød, og sortniveauet kunne være bedre. Blæserstøjen er i overkanten, og vi savner knapper til billedindstilling på fjernbetjeningen. Ikke vertikal linsevinkling.
Læs hele testen

Acer V7500

Godt nok

V7500 giver gode, skarpe billeder, men er ikke uden fejl.

Der er godt med smæld i billedet og meget lidt støj at se. Farverne er afbalancerede, og hudtoner ser neutrale ud. Mulighed for trådløs billedoverførsel.
Der er ikke nok rød farve, så en aftenhimmel med blå og lilla nuancer ser bare blå ud. Blæserstøjen er i overkanten, og vi savner knapper til billedindstilling på fjernbetjeningen.
Læs hele testen

Epson EH-TW5350

Strålende farver

Ingen af projektorerne i testen har bedre farvegengivelse end Epson.

EH-TW5350 har flotte farver med mange nuancer. Glimrende indstillingsmuligheder giver stor fleksibilitet, og trådløs multimediefunktion er smart.
Sortniveauet kunne være bedre. Ingen vertikal linsevinkling.
Læs hele testen
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ultra short-throw-projektorer – det perfekte alternativ til et kæmpe-TV?

100 tommer fra 1,5 meter!

Short-throw-projektor i luksusklassen

Rullende hjemmebiograf

Tag skærmen med dig overalt! 

Marantz' flagskib på testbænken

Præcision til fingerspidserne

Her får soundbaren klø

Marantz gi'r os en hæsblæsende oplevelse

Denon har overgået sig selv

"Usynlig" storskærm med laser

Skræmmende realistisk biografbillede