Da de allerførste 4K Blu-ray-titler dukkede op i butikkerne, var det Samsung, der havde æren af at starte ballet med branchens første Ultra HD Blu-ray-afspiller. I virkeligheden var det lidt overraskende, at Samsung formået at “kuppe” lanceringen foran højtprofilerede producenter som Panasonic og Sony, og grunden til det finder vi i disse ord: High Dynamic Range.
UHD Blu-ray er nemlig den bedste kilde til HDR-videomateriale og egner sig perfekt til at demonstrere Samsungs nye tv’er. For én ting er sikkert: Hvis du virkelig vil se, hvad det nye format har at byde på, har du brug for et tv, der formår at gengive HDR.
Design
UBD-K8500 er en slank og kompakt afspiller med buet design, der er lavet til at matche Samsungs buede tv-skærme. Den lidt originale facon gør, at den adskiller sig fra traditionelle Blu-ray-afspillere. Når det er sagt, så kan den virke lidt “letvægtig”, når man tager og føler på den. Byggekvaliteten er selvfølgelig lidt mere spinkel end på Panasonics flagskib.
Brugervenlighed og funktioner
Fjernbetjeningen er minimalistisk og simpel, med kun de mest nødvendige knapper. Samsung gætter nok på, at mange hellere vil styre afspilningen med tv’ets fjernbetjening.
Vi bemærker straks, at Samsung UBD-8500 er meget hurtig både ved opstart og afspilning. Såvel UHD-disks som almindelige Blu-rays indlæses mærkbart hurtigere end på konkurrenterne. Afspilleren reagerer desuden hurtigere på fjernbetjeningssignalerne, også når vi bruger tv’ets egen fjernbetjening (via HDMI CEC).
Ud over at afspille disks har UBD-K8500 meget andet indhold at byde på. Her finder man nemlig mange af de samme apps som i Samsungs Smart Hub, inklusive Viaplay, Vimeo og selvfølgelig YouTube og Netflix. De to sidstnævnte er begge i 4K-version, men i øjeblikket uden understøttelse af HDR.
Billedkvalitet
Første gang vi testede Samsung UBD-K8500, var med et lille bundt tidlige UHD-titler (bl.a. The Martian), hvor billedkvaliteten ikke var helt så imponerende. Siden da er der kommet en række nye, spændende titler at vælge imellem. Deriblandt film som The Revenant og Deadpool, hvor den barberbladsskarpe billedkvalitet er bevaret gennem hele produktionen. Og har man ikke set disse film før, er det her afgjort måden at se dem på!
UBD-K8500 leverer virkelig varen med et detaljeret og dybdeskarpt billede, der går langt ud over, hvad man oplever fra almindelig Blu-ray – eller streaming, for den sags skyld. Både skarphed og farvedybde får et mærkbart løft.
Når det er sagt, så er det HDR, der giver den største “imponatoreffekt”. Den øgede kontrastinformation gør, at især lyse billeddetaljer (sollys, lamper, flammer, lys reflekteret på overflader osv.) ser langt mere intense og virkelighedstro ud.
Samsungs afspiller gør bestemt et godkendt job med de nye UHD-film, men også almindelig Blu-ray ser lækkert ud via UBD-K8500. Selv med en kræsen referenceskærm som Panasonic DX900 var der intet at udsætte på billedkvaliteten.
Tilslutningen gik i øvrigt uden problemer, og med den nyeste firmware formåede både afspiller og tv at aktivere HDR automatisk (bemærk dog, at nogle brugere har haft problemer med Samsungs afspiller i kombination med JVC’s X5000-serie af projektorer).
Hvad med lyden?
Samsung har ingen analoge lydudgange, så dem, der har en ældre surround-receiver, bør søge andetsteds. Men har du en nyere receiver med HDMI, er det ikke noget problem – så vil både lyd og billede blive sendt videre digitalt.
Bemærk, at din receiver så skal understøtte den seneste HDMI-version (2.0) for at håndtere 4K-videosignaler. Hvis ikke har du også mulighed for at adskille lyd og billede gennem Samsungs to HDMI-udgange (en til tv og en til forstærker).
Konklusion
Samsung UBD-K8500 scorer højt, både hvad angår brugervenlighed og billedkvalitet: Uanset om du sætter en UHD-film eller en almindelig Blu-ray-disk i afspilleren, indlæses den hurtigt og ser knivskarp ud.
Enkelte brugere vil måske savne lidt tungere byggekvalitet samt flere tilslutninger og indstillingsmuligheder, end Samsungs tilbyder. Derudover er der ikke meget at trække ned for. UBD-K8500 er et fremragende match med årets nye tv’er med HDR og et godt køb i vores øjne.
Også i denne test:
Xbox One S
To fluer med ét smæk
Med Microsofts opdaterede Xbox One S kan du nyde både spil og film i HDR-kvalitet.
Panasonic DMP-UB900
Entusiasternes valg
Panasonic har en lang tradition for at lave gode Blu-ray-afspillere, og deres første UHD-afspiller føjer sig til rækken af disse. Men den koster kassen!
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer