TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Højttalerkabler

Hvordan lyder en ledning?

Nogle hi-fi-dyrkere ofrer tusindvis af kroner på kabler, mens andre anser det for det pureste opspind. Vi dykker ned i slangegrotten, og prøver at finde svarene.

Af / 28/01/2020 - 09:00
Højttalerkabler

Som hi-fi-interesseret har du sikkert udvalgt de bedste komponenter til anlægget, som du kunne finde til prisen. Fra kilden (det være sig vinyl, CD eller streaming) via forstærkeren og hele vejen til højttalerne. Og du har sikkert også brugt tid på at finde de dele, der lyder godt sammen.

Men hvad med det indimellem? Kablerne, der binder de nøje udvalgte dele sammen? Er de bare nødvendige stykker “snor” mellem det egentlige hi-fi, eller er et kabel i lige så høj grad en komponent som de apparater, det forbinder?

Meningerne er mange – og stærke! Og hvis man drister sig til at fremsætte et synspunkt, vil det med sikkerhed udløse kraftige reaktioner fra alle sider. Vi vover for første gang pelsen og hopper ud i ormegården.

Vi vil ikke påstå, at vi har fundet endelige og entydige svar. Og selv om vi har sammenlignet forskellige kabler, har formålet ikke været at fremhæve en vinder, men at afdække, hvilke forskelle der lader sig høre, og ikke mindst under hvilke omstændigheder.

Vi har til forsøget lånt en række forskellige højttalerkabler til priser fra 5.000 til 13.000 kroner for et stereosæt. Vi har desuden snuppet nogle meter lysnetkabel i værktøjskassen.

Annonce

For at det hele ikke skal blive for nemt, har vi prøvet kablerne med flere forskellige forstærkere efter vidt forskellige principper: En moderne klasse D-forstærker i high-end-klassen, en pentode-rørforstærker med udgangstransformator, en single-ended klasse A-forstærker med kondensator i udgangen og en traditionel DC-koblet klasse AB-forstærker af lidt ældre dato.

Vil forskellen være den samme på de forskellige forstærkere, og er nogle forstærkere mere påvirkelige end andre? Skyldes forskellen i sidste ende forstærkeren mere end kablet?

 

Uforsvarligt at lade være

Lad os starte med at sige, at kablerne gør en forskel. En stor forskel. Springet fra lysnetkablet til et hvilket som helst af specialkablerne er så markant, at har man blot et anlæg af rimelig kvalitet, kan man ikke forsvare at lade være. Man går simpelthen glip af for meget!

Som med de fleste andre hi-fi-investeringer er det dog de første kroner, der er bedst givet ud. Springet fra det tarvelige lysnetkabel til Supra-kablet er enormt. Lægger man det dobbelte beløb, får man endnu en forbedring, men den er ikke nær så markant.

Hvor stor en del af anlæggets pris der bør bruges på kabler, er op til dig. Men ud fra lytteresultaterne er det forholdsvis indlysende, at et godt kabel giver den største forbedring, når kvaliteten i forvejen er høj. Du kan logisk nok ikke trække detaljer ud, som er gået tabt i en dårlig forstærker, men du kan få så mange som muligt at de detaljer, der er der, frem til højttalerne.

 

Vælg din egen sandhed

Men kablerne bidrager også til lyden, så det er ikke alene et spørgsmål om at finde det bedste kabel, man har råd til. Især de tre dyre kabler satte deres fingeraftryk på lytteoplevelsen og fokuserede i forskellig grad på dynamik, live-oplevelse og analyseevne. Og her spillede forstærkervalget også ind i forskellig grad, hvad der gør kabalen endnu mere kompliceret.

Du er med andre ord nødt til at lytte selv. Formålet med historien her har ikke været at finde den eneste, endegyldige sandhed, men at grave i det mindste et spadestik ned i kablernes verden. Vi skal også understrege, at selv om der er bekræftelige forskelle, er de trods alt ikke store. Et skift mellem to forskellige gode kabler kan være som et skift mellem to i øvrigt gode DAC’er. Hørbart, men langt mindre end forskellen mellem de musiknumre, som det hele i sidste ende handler om.

Heldigvis råder de fleste forhandlere af specialkabler over en “prøvekuffert” med et udvalg af kabler, som du kan låne med hjem for at lytte i ro og mag på dit eget anlæg. Her er det måske på sin plads at advare om, at kufferten muligvis indeholder både højttalerkabler og signalkabler, så det kan blive dyrt!

Men kan vi i hvert fald blive enige om, at el-ledning herefter kun bør bruges til lamper og forlængerledning?

 

Kablerne, der blev brugt til denne artikel, var udlånt af AV-Connection

(Artikelfoto: Wikimedia)

Almindelig el-ledning

Kabler som vor mor lavede dem

Du sparer penge, men lægger et groft og dunkelt tågeslør over din investering.

Læs hele testen

Supra Sword 3.0

For godt til at lade være

Det behøver ikke at koste en herregård at få bedre lyd. Prisen på et husmandssted er nok.

Læs hele testen

Nordost Red Dawn

Rum og live-fornemmelse

Det papirtynde fladkabel fokuserer på hyggen og oplevelsen.

Læs hele testen

Audiovector Zero Compression Signature

Dynamisk fokus

Danske Audiovector har skabt et højttalerkabel, der gør det sjovere at lytte.

Læs hele testen

In-akustik Referenz LS-1204 AIR

Tysk nøjagtighed

Som en DNA-spiral, der snor sig gennem luften. Det ser sært ud, men det virker.

Læs hele testen
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Bluesound tager kampen op med WiiM

Technics frier til de audiofile

Ligner et laboratorieapparat

Slet og ret et knaldgodt køb

Bringer musikken til live

Gløder af spilleglæde

Stylet minimalisme

Hi-Fi streaming på budget

High-end i sværvægtsklassen

Kompromisløs lyd i lommen

Total kontrol

Her er Denons løsning på Sonos-kaosset