Alle, der har læst vores blad, ved hvad vi mener om tv’ers indbyggede højttalere. De stinker. Ikke alene er et tv magtesløst over for at genskabe bas, det har som regel også højttalerne monteret på bagsiden, så de luftige overtoner spiller ind mod væggen i stedet for ud mod lytteren. Resultatet er, at det ud over at lyde fesent også lyder grødet. Dårlig kombination!
Det har stadig flere mennesker opdaget, og da soundbars og lydsokler er den nemmeste måde at forbedre lyden fra fjernsynet på, er salget af dem steget dramatisk de seneste år. Mange nye tv-kunder skynder sig at købe en soundbar med det samme, lige så selvfølgeligt som et ekstra HDMI-kabel eller et vægbeslag.
Et premium-tv kræver premium-lyd
Mens der ikke er nogen tvivl om, at en hvilken som helst soundbar løfter lydkvaliteten i forhold til tv’ets egen begrædelige indsats på området, er det ikke alle, der lyder lige godt. Og hvis man har et premium-tv af den lækre slags og ikke vil ødelægge formsproget med en plastickasse af en soundbar eller lydsokkel, så vil en af de tre i denne test være et bedre valg.
Her har vi nemlig fundet to soundbars og en lydsokkel, der alle er designet med et stilfuldt formsprog. De er ikke lige så billige som markedets mange plastprodukter, da der er anvendt mere eksklusive materialer. Både udenpå og indeni. Udenpå for at give en bedre byggekvalitet og et lækkert formsprog, og indeni for at løfte lydkvaliteten yderligere.
Ikke separat subwoofer
Fordi udseendet er et vigtigt element i disse produkter, er der ingen separat, kasseagtig subwoofer til at håndtere baseffekterne; i stedet er bashøjttalerne indbygget i selve soundbaren eller lydsoklen. De går ikke lige så dybt i basområdet som en separat subwoofer, men baskvaliteten er bedre og mere lineær end på de billige soundbars med ditto billige subs.
Musik-streaming
Alle tre produkter har en eller anden form for trådløs lydafspilning fra mobiltelefon, tablet eller computer.
Geneva og Dali har den mest simple og bruger Bluetooth til streamingen. Libratone Diva har også Bluetooth, men desuden trådløs internettilslutning, så man kan streame med højere lydkvalitet via AirPlay (gælder iPhone, iPad og iTunes) eller streame musik fra en Android- eller Windows-telefon eller en netværks-pc via DLNA. I så fald skal man bruge en DLNA-app for at styre musikken, f.eks. Avia Media Player eller UPnPlay.
Ingen surround-funktion
Når al lyden kommer forfra, siger det sig selv, at man ikke kan få ordentlig surround-lyd. Testens produkter er også lavet af lidt smallere producenter, der har sparet de udgifter, de skulle have betalt for at understøtte lydformater som Dolby Digital og DTS via digitalindgangen. Hvilket betyder, at hvor soundbars fra store producenter får et flersporssignal ind og dermed kan anvende DSP-processering for at skabe en illusion af surround-sound, så modtager produkterne i testen kun et rent stereosignal (PCM) og kan dermed ikke skabe det samme store lydbillede.
Fjernbetjening
Både testens soundbars og lydsoklen kan fjernstyres, men på lidt forskellig vis. Libratone Diva har ikke en medfølgende fjernbetjening, men en gratis app, der forvandler mobilen til fjernbetjening. Alternativt kan soundbaren nemt læres op til at forstå kommandoer fra tv’ets remote. Dali Kubik One kan læres op på samme måde og har desuden en medfølgende fjernbetjening (hvis man da kan kalde den lille tingest det).
Lydsoklen Geneva Model Cinema har en smart fjernbetjening i aluminium. Den skal bruges, da produktet ikke kan læres op til at modtage kommandoer fra tv’ets fjernbetjening.
Design koster
Man skal være klar over, at man betaler ekstra for udseendet her, så hvis man kun er interesseret i den bedst mulige lyd for pengene, findes der billigere alternativer. F.eks. lydsoklen Canton DM 50, der i øjeblikket fås til under 3.000 kroner eller soundbaren Samsung HW-H750/751 til 4.490 kroner, som har separat subwoofer.
Forskellen på en soundbar og en lydsokkel er, at soundbaren er meget tyndere og primært lavet til vægmontering under tv’et, mens lydsoklen er dybere og kan placeres på et tv-bord med fjernsynet ovenpå. Dermed dækker soklen ikke den nederste del af tv’et – i modsætning til en soundbar, der ved tilsvarende bordplacering kan obstruere fjernbetjeningssignalet.
Geneva Model Cinema
Pænest i klassen
Denne lydsokkel er en fryd for øjet, men har også visse indre kvaliteter at byde på.
Dali Kubik One
Sejest i klassen
Dali Kubik One er en velvoksen soundbar, hvor lydkvaliteten har førsteprioritet.
Libratone Diva
Veludstyret lækkerbisken
Libratone Diva er en elegant soundbar beregnet til både filmlyd og musik-streaming via hjemmenetværket.