De mindste rejsehøjttalere har for flad lyd til at være særlig medrivende. Min erfaring er, at man skal op i en størrelse som JBL Charge 5, før det begynder at blive lidt sjovt.
De tidligere Charge-modeller har fungeret glimrende til deres formål, og JBL ved, hvordan man får rytme og dynamik ud af et kompakt format. I femte generation har JBL sat en ekstra forstærker ind, så bas-enheden får sin egen 30-watter, mens diskanten drives af 10 watt.
Hvor Charge 4 havde Bluetooth 4.2, har Charge 5 fået 5.1, hvilket betyder en teoretisk mere stabil trådløs forbindelse, ud over at tilslutningen bruger mindre strøm.
Funktioner og brugervenlighed
Den opgivne batterilevetid er dog den samme som på forgængeren, nemlig 20 timer. Charge 5 lades op med USB-C og understøtter 5 volt/3 ampere, altså 15 watt. Alligevel tager det fire timer at oplade den helt, hvilket er ret længe.
Charge 5 har også et USB-stik og kan fungere som nødoplader til telefonen. I så fald med 5 volt/2 ampere.
Med app’en JBL Portable kan to Charge 5 kobles i stereo og to eller flere i party-mode. Men der er ikke nogen lydindstillinger, så hvis man ikke er tilfreds med lyden, er der ikke meget, man kan gøre. Hvis din musikafspiller da ikke har indbygget EQ. Det har f.eks. Spotify, men ikke Tidal.
Lydkvalitet
Charge 5 lyder virkelig sejt med højere lyd end konkurrenterne. Baspumpen kører, det lyder fedt, og højttaleren kan også spille højt. Hvis man skal holde fest i det fri, men ikke orker at slæbe en stor boombox med, så er det afgjort den rigtige højttaler.
Elektronisk popmusik lyder fedt, og det samme gør rock. Faktisk er det en meget bedre rockhøjttaler end Marshall Emberton, der blegner i sammenligning. Her får man et mere heftigt indtryk af basrytmerne, og jeg synes faktisk også, at guitarer lyder federe her.
Ligesom Marshall Emberton har JBL Charge 5 en lidt skarp diskant. Kvindevokaler lyder noget pågående, og jeg ville gerne have mulighed for at dæmpe diskanten lidt i app’en. Men som nævnt er der ingen tonekontroller. Forhåbentlig kommer det i en opdatering.
Konklusion
JBL Charge 5 er blandt de sejeste i sin klasse med saftige basrytmer og en evne til at spille højere og med bedre dynamik end de fleste. Den har lang batterilevetid, er nem i brug og gør i det hele taget meget rigtigt. Hvis man vil koble flere sammen i en gruppe for at dække et større område med lyd, så kan man også det.
Diskanten er lidt skarp, og derfor vi savner EQ-indstilling i app’en. Det må gerne inkluderes i en fremtidig opdatering, JBL!
Også i denne test:
Marshall Emberton
Udseendet rocker mere end lyden
Det umiskendelige Marshall-design vil appellere til mange rockfans. Men lyden af Emberton kunne godt have været mere rock-agtig.
JBL Link Portable
Både smart og bærbar
JBL Link Portable er en bærbar højttaler i et praktisk format. Google Assistant er indbygget for smart styring af hjemmet.
Sony SRS-XB33
Den bedste bærbare
Sony SRS-XB33 er kort og godt den bedste trådløse rejsehøjttaler i sin klasse.
Sony SRS-XB23
Anstændig lyd i handy format
Den cylindriske SRS-XB23 er mindre og mere handy end sine storebrødre. Men den mangler lidt på lydsiden.