Japanske Pioneer har lavet hi-fi i 75 år og har i dag anlæg og udstyr i alle størrelser på programmet. Pioneer var den eneste af de store hi-fi-producenter, der havde trådløse stereohøjttalere at bidrage til testen med.

Det er let at sætte WX-BTS5 op: Et kabel til strøm og et kabel mellem højttalerne. Sidstnævnte er fastmonteret i den passive højttaler og ender i et phono-stik. Det er ikke den bedste måde at forbinde højttalere og forstærkere på, og det giver i princippet mulighed for forvekslinger. Men med så få watt er problemet ikke stort.

Strømforsyning sker via en ekstern adapter, som ser noget klejn ud, men som angiveligt er i stand til at levere 52 watt til højttalerne. Der er ikke nogen fjernbetjening til sættet. Tænd/sluk, volumen og Bluetooth-parring styres med trykknapper på toppen af den højttaler, som rummer elektronikken.

Højttalerne ser pæne ud, men virker dog overraskende lette. Højglanslakeringen i sort eller hvid passer i de fleste hjem.

Pioneer WX-BTS5 byder på et lydbillede, der imponerer ved sin klarhed på solostemmer. Susanne Vegas vokal står tydeligt mellem højttalerne i “Toms Diner”. Klassikeren “Limehouse Blues” med Arne Domnérus (fra Jazz at the Pawnshop) serveres med en rumfornemmelse, der får én til at kigge på prisskiltet en ekstra gang. Der er en god balance mellem toneområderne. Selv om WX-BTS5 er de fysisk mindste i testen, er bassen rimelig godt med på mindre krævende musik.

Anderledes går det, når musikken bliver mere kompleks. Så falder perspektiv og rum fra hinanden. Judas Priests “Pestilence and Plague” lyder decideret ubehageligt, når der skrues lidt op. Det ødelægger dog ikke helhedsindtrykket af, at vi her har et par højttalere med kvaliteter, der ligger ud over, hvad man med rimelighed kan forlange til prisen. Hvis du holder af visesang eller jazz for mindre besætninger, vil du nyde renheden og rumgengivelsen. Bare lad være med at tro, at de kan spille hele huset op til fest.

Også i denne test: