Vi har altid godt kunnet lide Bluesound, som har nogle af de bedste streaming-produkter i sin klasse, og desuden det fine bruger-interface BluOS. Som har mange ligheder med Sonos, og også har understøttelse af AirPlay 2 og Roon.
Bluesound Pulse Soundbar+
Den første udgave af Bluesound Pulse Soundbar kom allerede i 2016, og vi var virkelig glade for den. Siden er den blevet opdateret to gange, og hedder nu Pulse Soundbar+. Hvis du vil have understøttelse af lydformatet Dolby Atmos, så er det denne model, du skal have. Den fås i enten sort eller hvid.
Ingen Atmos tophøjttalere
Pulse Soundbar+ har dog ingen separate tophøjttalere til Atmos-indhold, men forlader sig på ren forarbejdning i DSP’en. Dette har vi blandede erfaringer med, men vi er spændte på, hvordan Bluesound har løst det. Det skal også nævnes, at den ikke understøtter DTS i nogen form.
Soundbaren er ganske høj, og kan ikke lægges ned. Derfor anbefaler vi vægmontering af denne, da den ellers vil komme til at skygge for den nederste del af TV-billedet. I hvert fald bør TV’et vægmonteres, så soundbaren kan stå på et bord nedenunder. Vægbeslag følger heldigvis med i denne pakke.
Sub og bag: Pulse Sub og Pulse Flex 2i
Hvis du har lyst til at udbygge Pulse Soundbar+ med trådløs subwoofer og baghøjttalere, og dermed i øvrigt fordoble prisen, er dét også en mulighed.
Pulse Sub er en meget kompakt subwoofer med en 8-tommers bas-enhed i bunden. Den kan placeres både lodret og vandret, og kan for eksempel skubbes ind under en (høj) sofa. Pulse Flex 2i er et par kompakte trådløse højttalere, som enten kan bruges alene, eller fungere som baghøjttalere sammen med Pulse Soundbar+.
Tilkobling
Selve soundbaren er nem at sætte op i app’en. Øvrige højttalere skal dog tilkobles én efter én, gennem deres eget direkte netværk, og derefter føres over på hjemmenetværket. En tidskrævende proces, som vi måtte bruge flere forsøg på, før vi fik det til at virke.
Når alle højttalerne er klare til at blive koblet sammen, skal du i app’en sørge for, at afstanden og positionen mellem hver højttaler er præcis, som du vil have dem. Dette kan nemlig ikke laves om bagefter – hvis det skal ændres, skal højttalerne adskilles i app’en igen, og så synkroniseres endnu en gang. Knudret.
Første gang vi koblede systemet til, var baghøjttalerne ikke synkrone med resten af anlægget. Efterklangen bagved os blev serveret før den direkte lyd forfra, og eneste måde at fikse det på, var at skille opsætningen ad, og lave en ny højttalersynkronisering. Stabiliteten kunne således godt have været bedre.
Lydkvaliteten
Musik fra Tidal lyder heldigvis mægtig godt gennem soundbaren i kombination med subwooferen. Selv om det ikke er det største lydbillede i klassen, gengives hvert instrument med en naturlig bundklang, og en opløsning som vidner om ægte hi-fi.
Den gode klang gavner også filmgengivelsen generelt. Med fyldige, rene dialoger og tydelig diktion – uden at det nogensinde lyder skingert eller hårdt. Lyden føles både kraftig og autoritær, og den kompakte sub gør mere stads af sig end man skulle tro, i betragtning af sin beskedne størrelse. Nu har den ganske vist ikke helt samme tyngde og aggression som JBL Bar 1300 og Sony SA-SW5, når kanonsalverne tordner løs i Intet nyt fra vestfronten – og biler som fræser afsted på racebanerne i Netflix-serien F1: Drive to Survive, har også andre steder sat sig dybere spor end de gør her. Men denne Bluesound-sub har stadig gode all-round egenskaber, og lyder f.eks. meget bedre end den, der følger med LG S95QR.
Begrænset Dolby Atmos
Baghøjttalerne klarer opgaven, men kunne godt have udvist bedre kontrol i større dele af frekvensområdet. Det bliver lidt småt der bagved, når man gerne skal føle sig fortabt i en skov, hvor vinden rasler i træerne omkring os. At hverken soundbaren eller baghøjttalerne har tophøjttalere til Dolby Atmos-lydspor, betyder også, at vi aldrig rigtig mærker den lydboble omkring os, som vi mærker med de andre systemer i testen.
Lydbilledet for film og musik i surround bliver derfor lidt mere snævert end vi havde ønsket os. I en tid hvor soundbars bliver stadig bedre til at opbygge et større lydbillede, føler vi lige nu, at Bluesound halter lidt bagud i udviklingen.
Konklusion
Bluesound Pulse Soundbar+ er en god soundbar, som spiller med en naturlig lydgengivelse, både hvad angår musik og film. I samspil med den trådløse subwoofer Pulse Sub+ bliver der også taget godt hånd om bas-niveauet, selv om pakken ikke er klasseledende, når det kommer til slagkraft.
Med de trådløse højttalere Pulse Flex 2i trækkes lyden også godt rundt omkring os. Der bliver mere af det hele. Og så alligevel… Uden separate Atmos-højttalerkanaler får man ikke nogen særlig fornemmelse af lyd fra oven på den type indhold, selv om DSP’en bravt forsøger at simulere det. Det er ikke helt godt nok i 2023, synes vi. Desuden er dette system ikke blandt de mest stabile, når det er sammenkoblet i et flerkanals-hjemmebio-anlæg. Til slut savner vi også rumkalibrering.
Samlet set mener vi derfor, at dette anlæg føles relativt forældet.
Også i denne test:
LG S95QR
Prøv igen, LG
Det ser meget imponerende ud på papiret - men soundbaren fra LG falder igennem, når det virkelig gælder.
Sonos Arc + Era 300 + Sub (Gen 3)
Endelig, Sonos!
Med Sonos Arc, Sub og de nye Era 300 højttalere i surround-kanalerne bagtil, er scenen sat til en imponerende stor, naturtro og omsluttende lyd. Cirklen er sluttet!
Sony HT-A7000 + SR-SA5 + SW-SA5
Surroundlyd fra øverste hylde
Denne potente pakkeløsning fra Sony fungerer fremragende til både filmlyd og musik.
Sennheiser Ambeo Soundbar Plus og Ambeo Sub
Overbeviser uden baghøjttalere
Sennheiser hævder, at deres Ambeo Soundbar Plus ikke har brug for baghøjttalere, for at omringe dig med lyd. Og det stemmer faktisk.
JBL Bar 1300
Storslået biograflyd til prisen
JBL Bar 1300 er den billigste soundbar i testen, men det forhindrer den ikke i at levere særdeles potent og hårdtslående hjemmebiograf-lyd.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer