Tv’ets bedste ven
Hvis dit tv lider af tynd lyd, er der ikke nogen nemmere måde at opgradere på end en overkommelig soundbar.
Hvis du synes, at du har for tynd lyd i tv-stuen, men ikke vil investere i et fuldblods surround-anlæg, kan du overveje en soundbar. For det første bliver lyden vanvittig meget kraftigere og mere fyldig end fra tv’et, og samtidig bliver dialogerne mere centreret i midten fra en soundbar under tv’et end med et stereoanlæg med højttalere på hver side af det.
Hvem er soundbars til?
En soundbar passer rigtig godt til de mange, som gerne vil et solidt trin op i forhold til lydkvaliteten fra de fesne højttalere, der er indbygget i tv’et. Den er dog ikke nødvendigvis det optimale valg, hvis du primært skal bruge den til musik. Så vil et traditionelt stereoanlæg give bedre lyd for pengene.
Et par små, vellydende standerhøjttalere giver et bedre stereoperspektiv og bedre opløsning på musikken, men når man skal se film, vil man gerne opleve, at dialogerne ikke kommer lige midtfra, men lidt mere diffust ud til siderne. Hvis soundbaren har en tilhørende subwoofer, får den også mere imponerende bas-effekter, end et par standerhøjttalere kan frembringe.
Subwoofer
I denne test leder vi efter den bedste soundbar til omkring 3.000 kroner. Denne gang har vi ikke stillet noget krav om, at en ekstern subwoofer skal følge med, da vi gerne vil finde ud af, hvad man kort og godt får for pengene her. Alligevel skulle det vise sig, at de allerfleste soundbars i denne klasse kommer med sådan en, og i denne test har alle undtagen én (Sonos Beam) dette.
Ingen netværks-streaming
Vi har heller ikke haft noget krav om multirumsfunktionalitet eller musik-streaming via netværk, men vil simpelthen bare have den bedste lyd i tv-stuen. Derfor har alle soundbars i testen undtagen én (Sonos Beam igen) skrottet netværkstilslutning og satset på Bluetooth som den eneste måde at streame musik trådløst på.
Seks soundbars
Vi har fundet seks soundbars, der svinger i pris fra 2.500 til 4.000 kroner. Størrelsen varierer, men fælles for dem alle er, at de dekoder filmlyden digitalt med HDMI, og at de har trådløs Bluetooth-tilslutning til musiklytning (Sonos Beam anvender dog Wi-Fi).
Hvis du bruger HDMI-udgangen med lydretur til tv’et, kan lydniveauet på soundbaren elegant styres med tv’ets fjernbetjening.
Sådan testede vi
Alle soundbars er testet i vores lytterum koblet til et Panasonic-tv. Kilden til film var Panasonic DMP-UB900, og musikken kom fra Tidal på en Motorola G6 Plus via Bluetooth.
Produkter i testen
Ekstra dimension i højdenSonys soundbar simulerer både Dolby Atmos og DTS:X i højden, hvilket giver en ekstra dimension til lydbilledet. Og det virker.
HT-XF9000 er den billigste soundbar fra Sony, som simulerer lyd i højden for at give ekstra format til lydbilledet fra film med Dolby Atmos- og DTS:X-lydspor.
HDMI-indgangen understøtter alle videoformater, også 4K med Dolby Vision, så du ikke risikerer, at skærmen går i sort, hvis du afspiller en 4K Blu-ray-film. Man kan også bruge lydreturkanalen i soundbaren, men så du ikke får Atmos- eller DTS:X-lyd fra Blu-ray, for den aktuelle version af HDMI ARC (lydreturen) understøtter ikke højopløst lyd.
HT-XF9000 har ikke noget display på fronten; i stedet vises informationer på tv-skærmen. Fjernbetjeningen har separate knapper til næsten alt – inklusive en til hver lydindstilling – så man slipper for at trykke mange gange for at få en funktion frem. En stor fordel efter vores erfaring.
Lydkvalitet
Filmoplevelsen er god, og vi får et godt indtryk af surround-sound på thrilleren Alien: Covenant. Dialogerne er klare, omend noget krasse, hvilket gør, at det ikke er en soundbar, der favoriserer højt lydtryk.
XF9000 prøver at simulere surround-lyd også i højden, men kun fra to højttaler-enheder på fronten. Dermed er det udelukkende via digital signalbehandling. Man får et indtryk af, at der sker ting i højden her, hvis man ikke sidder for langt fra soundbaren. Maks. tre meter væk er fint, og rumfølelsen burde ikke være særlig dæmpet. Men Sonys soundbar har ikke en chance mod andre soundbars med ekstra Atmos-kanaler monteret oven på soundbaren.
Subwooferen gør et godt stykke arbejde, selv om der er lige lovlig meget energi i det øvre basområde og mindre i dybbassen. Den kan indimellem opleves som noget behersket, og du kan trygt skrue næsten helt op for bassen, før det lyder overdrevet.
Musik i stereo går fint, men slå Vertical Surround fra, ellers lyder det bare underligt. Lydindstillingen Music giver den varmeste og mest fyldige lyd. Sangstemmer kommer tydeligt frem, men energiske kvindevokaler kan blive for meget af det gode. Ellers er der god kontrol over rytmerne, og man får okay bas.
Konklusion
Med simuleret surround-lyd og et godt indtryk af højde i lydbilledet lyder Sony HT-XF9000 engagerende nok på film. Man kommer godt ind i handlingen, og dialogerne er klare og tydelige.
Den kan indimellem opleves som noget kras og grovkornet, og især musik i stereo mangler lidt magi. Men der følges godt op i basregisteret, og samlet set kan vi godt lide Sonys soundbar.
Stort lydbilledeYamaha var først på markedet med aktive soundbars. Her er deres første med DTS Virtual:X surround-lyd.
Yamaha har lang erfaring med at lave soundbars, der simulerer ægte surround-sound, og enkelte af deres kreationer har imponeret stort. YAS-207 er Yamahas første til at bruge DTS Virtual:X som surround-simulator, der forsøger at bilde os ind, at lydbilledet også har en højdedimension.
Vi testede YAS-207 i sommers, hvor den som den billigste soundbar i en gruppetest overbeviste mod andre soundbars til op mod næsten dobbelt så høj pris. Det er derfor naturligt at have høje forventninger, når den møder andre soundbars i sin egen prisklasse.
HDMI-indgangen understøtter 4K-billedsignaler fuldt ud, men vi savner et tydelig display. I stedet bruger Yamaha lysdioder til at markere den valgte indgang og lydindstilling.
Lydkvalitet
Subwooferen er kraftig for prisklassen. Delefrekvensen mellem den og soundbaren er sat lidt højt, så sub’en bør stå i nærheden af soundbaren, for at de lyder samstemt. Placér subwooferen langt ude i siden af rummet, og forbered dig på at høre, præcis hvor basfrekvenserne kommer fra.
Selv om der mangler lidt raffinement i bassen, er der en fin balance mellem soundbar og sub. Yamaha imponerer på film, for lydbilledet i Movie-indstillingen er meget stort dimensioneret og trues kun af LG. Man får en anelse af højde, og med Bass Extension aktiveret får man en fin og kraftig bas, der virker godt til spændingsfilm.
Bass Extension fungerer derimod ikke lige så godt på musik, da bassen lyder for svulstigt og ikke så lineært. Den mister desuden dynamik og klangstruktur. Slå funktionen fra igen, og det fungerer fint.
Guitarer lyder sprødt, og vokaler er klare og åbne. Stille akustiske numre kan tåle at afspilles med surround-funktionen aktiveret, men man mister noget rytmik og varme. Det lyder mere organisk og blødt i stereo, som vi generelt foretrækker.
Selv om der mangler lidt opløsning og luft helt i toppen, er lyden afbalanceret, klar og rytmisk, og fungerer godt nok til det meste. Klassisk musik fortjener bedre, men det samme kan siges om alle soundbars i denne prisklasse.
Konklusion
Yamaha YSP-207 brillerer med et stort lydbillede på film, som langt hen ad vejen giver surround-følelse og også åbner lydbilledet i højden. Soundbaren er en af de kraftigste i sin klasse, hvilket gør den god til film og spil. Musik kan indimellem lyde lidt krast i toppen, men generelt fungerer det fint.
Bortset fra at den mangler et display, er YSP-207 en vellykket soundbar og et godt køb.
Kraftig, men rustenEfter at været faldet pladask for JBL Bar 3.1 var vi meget spændt på at teste lillebror. Desværre indfrier den kun nogenlunde.
Blandt soundbars, der inkluderer subwoofer, er Bar 2.1 den mindste fra JBL. Som navnet antyder, er det en ren stereo-soundbar med to kanaler samt sub. Den har en diskant-enhed og to mellemtone-enheder for hver kanal; sidstnævnte for at få ekstra kraftig lyd på film og musik.
Hvor storebror Bar 3.1 overhalede konkurrenterne indenom med sin subwoofer med en 10 tommers bas-enhed, har den på Bar 2.1 en mere normal diameter på 6,5 tommer. Ikke desto mindre loves vi kraftig lyd.
Mens storebrødrene har tre HDMI-indgange, sidder der kun én bag på Bar 2.1. Den understøtter desuden ikke HDMI 2.0, som er nødvendigt for at sende HDR-video igennem. Løsningen er at koble alle videokilder direkte til tv’et og hente lyden derfra og ind i soundbarens HDMI-udgang via lydreturkanalen (ARC).
Ellers er soundbaren nem i brug med en overskuelig fjernbetjening. Knapperne til lydindstillinger og surround-lyd er af den slags, som man skal trykke flere gange på for at få den ønskede funktion frem, men til gengæld har soundbaren et overskueligt display på fronten, som viser, hvad der sker. En smart Soundshift-knap skifter hurtigt mellem tv’et og en Bluetooth-tilsluttet mobil.
Lydkvalitet
Bas op og ned på fjernbetjeningen er i virkeligheden lydniveauet på subwooferen. Det står på 18 som standard, hvor intervallet går fra 0 til 30.
På film får vi et heftig indtryk af subwooferen, og man kan fint justere den op til 24, uden at den råber om hjælp. Det gav ekstra underholdningsfaktor på Alien: Covenant, hvor eksplosioner og andre effekter rystede ganske godt i rumpetten, uden at bassen skred ud og blev direkte ukontrolleret.
Dialogerne har lidt kras lyd, ligesom med Yamaha. Til gengæld er JBL endnu kraftigere. JBL giver imidlertid ikke samme indtryk af surround-lyd som Yamaha eller LG, og den bliver lidt for grov i mælet.
Hvor vi elskede storebror Bar 3.1 for dens vanvittige kraft i forhold til de andre soundbars i dens felt, er 2.1 ikke helt så overbevisende, og så bliver svaghederne mere mærkbare. Uden det samme overskud virker lyden og dialogerne også ekstra grovkornede i toppen.
Popmusik fungerer fint nok med taktfulde rytmer, men akustisk musik overbeviser aldrig.
Konklusion
Når JBL ikke når helt op og ringe denne gang, er det, fordi Bar 2.1 ikke trækker nok fra på kraft, til at det overskygge svaghederne, især i overtoneområdet. Vi hænger os i, at det bliver lige lovlig hårdt, selv om subwooferen måske er den kraftigste i testen. Bare ikke kraftig nok til helt at veje op for svaghederne.
Display på fronten giver god overskuelighed på JBL Bar 2.1. (Foto: JBL)
Bedre til film end musikLG SK5 gør det godt på film takket være et enormt lydbillede. Men den er ikke uden svagheder.
LG’s billigste soundbar har 2.1-lyd med to mellemtone-enheder til hver kanal. Det deler den med de allerfleste i sin klasse. Derimod simulerer den 7.1.4 surround-sound takket være DTS Virtual:X, hvilket ikke er hverdagskost.
HDMI-indgangen understøtter kun version 1.4, hvilket betyder, at den ikke sender 4K-video eller HDR igennem. Det er tydeligt, at LG tænker, at man skal koble den til tv’et via lydreturkanalen. Alle videokilder bør dermed kobles direkte til tv’et.
Interessant nok er LG SK5 blandt de få soundbars i sin klasse, der understøtter højopløst lyd (24 bit/96 kHz), men det får man ikke ud af lydreturkanalen fra tv’et. Den eneste måde er at slutte lydkilden til HDMI-indgangen på soundbaren; den kan så ikke være 4K-kilde.
SK5 er okay i brug, men lidt mangelfuld. Man skal trykke flere gange på samme knap på fjernbetjeningen for at komme til den ønskede funktion, og der er heller ikke noget display foran på soundbaren. I stedet er den valgte funktion og ditto lydformat indikeret med lysdioder med lidt utydelig skrift. Vi måtte derfor flere gange hen til soundbaren for at se, hvad den stod på.
Lydkvalitet
Elektronisk popmusik gengives med en rimelig heftig og saftig bas. Efterhånden bliver det dog klart, at den er lidt for svulstig, og subwooferen skygger for sangstemmeområdet. Der er en noget “dåseagtig” lyd i det øvre basområde, som også farver akustiske guitarer i en negativ retning. Derfor skruer vi lidt ned for subwooferens lydniveau.
DTS Virtual:X surround-effekten er stor, og den fungerer godt på simpel akustisk musik. Men når rytmerne er vigtige, fungerer det bedst i Standard-indstillingen, som så bliver ren stereo.
På film virker det derimod fint med DTS-effekten. Moderate lydeffekter (Foley-effekter) fra rummet, hvor en alien efterhånden trænger igennem rygmarven på en stakkel i Alien: Covenant, breder sig ud i testrummet og virker mere engagerende end mange andre soundbars.
Subwooferen er ikke lige så ulden med surround-effekten slået til, og dermed fungerer SK5 godt på film. Bortset fra at det maksimale lydniveau måske ikke er helt så højt, som vi kunne ønske, men vores testrum er så også mere dæmpet end en almindelig stue og sluger noget af lyden. I en almindelig stue vil SK5 fungere tilfredsstillende.
Konklusion
LG SK5 fungerer især godt på film takket være sit store lydbillede med DTS Virtual:X. Film engagerer og mangler bare det sidste ekstra lydniveau for at score topkarakter.
Problemet er med musik i stereo, hvor bassen bliver for svulstig og skygger for det vigtige mellemtoneområde, så sangstemmer og strengeinstrumenter lyder farvet. Brugervenligheden er også kun okay.
Vinder trods handicapSonos stiller til start med et stort handicap, da den ikke har nogen subwoofer. Alligevel griner den hele vejen til målstregen.
Sonos står på must-have-listen for mange, men en del synes, det bliver lige lovlig dyrt. Til dem har Sonos soundbaren Beam, som til 3.400 kroner næsten halverer prisen i forhold til soundbaren Playbar og lydsoklen Playbase. Alligevel kan den prale af den praktiske brugervenlighed og multirumsfunktionalitet, som Sonos er kendt for, plus stemmestyring med Amazon Alexa, AirPlay 2 og snart også Google Home.
Beam er Sonos’ første produkt med HDMI, i form af en udgang med lydretur (ARC). Alle videokilder kan sluttes til tv’et, som så sender lyden til Beam via ARC. Hvis dit tv ikke har HDMI med ARC, medfølger der en optisk-til-HDMI-adapter. Dolby Digital understøttes, men ikke DTS.
Rumkorrektion
Lyden af Beam kan tilpasses til rummet, hvis du har en iPhone eller iPad. Sonos kalder det Trueplay og anvender iOS-enheden som en målemikrofon. I praksis fungerer det rigtig godt. Soundbaren eliminerer problemfrekvenser og giver et generelt større og mere luftigt lydbillede. Vi anbefaler derfor Android-brugere at låne en iPhone til lejligheden.
Lydkvalitet
Korrigeret giver Sonos Beam rigtig god lyd. Dialoger på film kommer tydeligt frem takket være en dedikeret centreret diskant-enhed, som bidrager til at give mere luft i centerkanalen. De tidsforskudte sidehøjttalere bidrager til et stort lydbillede, der til en vis grad giver en illusion af surround-lyd.
Lyden er først og fremmest naturlig og smagfuld snarere end udfordrende og eksplosiv. En bil lyder som en bil, ikke som en monstertruck. Den “larger than life”-følelse, man får i biografen, skal der kraftigere sager til og som minimum en ekstern subwoofer. Til sammenligning har Yamaha YSP-207, som inkluderer subwoofer til omtrent samme pris som Beam, kraftigere lyd med mere tryk på. Men den lyder også skarpere og hårdere, og ingen af de andre i prisklassen kan udfordre Sonos’ naturlige lyd.
Musik lyder også godt, og sangstemmer og instrumenter har deres naturlige klang intakt. Men til dette formål ville vi gerne kunne slå den simulerede surround-sound fra, da det bliver lige i overkanten.
Konklusion
Selv uden subwoofer giver Sonos Beam mere troværdig og naturlig lyd end de andre i klassen. Den har selvfølgelig ikke så meget slagkraft i bassen, men lyder heller ikke tyndt. Derimod har den meget klar lyd på sangstemmer og dialoger. Kombinér dette med streaming og multirum, som kun Sonos kan gøre det, og Beam er et pletskud.
Vi har testet Beam før, men efter at have tjekket den direkte mod andre soundbars i prisklassen, må vi justere vurderingen til topkarakter. Og så har vi ikke engang taget i betragtning, at man kan tilføje både baghøjttalere og subwoofer!
SmåslapHW-N460 er frisk nok, men en ulden subwoofer trækker det samlede indtryk ned.
Efter at Samsung har taget pole position og ofte guld i næsten alle soundbar-tests, vi har lavet de sidste par år, er vi spændt på at se, hvad man får, når man går ned i det, mange omtaler som brug-og-smid-væk-segmentet.
Prismæssigt placerer HW-N460 sig i den øverste ende i denne test, men 4.000 kroner kan dog ikke siges at være dyrt. Ligesom de andre i klassen er det en ren 2.1 soundbar, der via digitalprocessering forsøger at simulere surround-lyd. Alternativt kan man købe et sæt baghøjttalere for at få ægte surround.
Ingen HDMI 2.0-indgange betyder, at man i praksis bør koble alle videokilder til tv’et og hente signalet ud igen til soundbaren via HDMI-lydretur.
Fjernbetjeningen har lidt få knapper, så for at vælge kilde skal man trykke flere gange på den samme knap; det gælder også lydindstilling. Det er dog ret problemfrit, da Samsungs soundbar har et display på fronten. Omend med begrænset plads til tegn, så teksten scroller nedad, for at man kan læse den.
Lydkvalitet
Lige siden Samsung åbnede deres amerikanske lydlaboratorium i 2015, har de fleste lydprodukter derfra været det rene guld. Der sidder ingeniører i verdensklasse, headhuntet fra nogle af verdens mest respekterede firmaer inden for hi-fi- og studielyd, og finlytter til alle lydprodukter, der kommer fra udviklingsafdelingen.
Det er dog svært at lave guld af bly, og i tilfældet HW-N460 bemærker vi først og fremmest en småslap basrespons. Så vi skruer to trin ned for subwooferen på musik i stereo. Billie Eilishs cool popnummer “You Should See Me In a Crown” har heftige rytmer, som bliver gengivet lige i overkanten af Samsung. Vi skruer også diskanten op til +3 for at få tilstrækkelig tydelige overtoner. Så lyder det afbalanceret nok, selv om bassen stadig er til den bløde side og mangler både dynamik og tonestruktur. Det er ikke stramt og defineret nok.
På film skruer vi op for sub’en igen, da det ellers bliver for lavt i bassen. Alien: Covenant har brug for lidt punch her for at være spændende. Dialogerne er klare, og lydbilledet fungerer med diskanten skruet op. Desuden er der høj nok gain til, at man kan skrue godt op for volumen. Men lydbilledet har ikke samme surround-effekt som på LG og Yamaha; det er lidt mere snævert.
Konklusion
Samsung HW-N460 er en soundbar, der rammer prisklassen helt fint. Den lyder, som man kan forvente, når man går ned i budgetklassen, men vi havde håbet på en positiv overraskelse. Bassen er for ulineær, svulstig og slap til, at der kommer helt orden i tingene, og selv om resten af lydbilledet er lineært nok, bliver vi i for høj grad mindet om, at det her er budgetklassen med stor B.
