Når solen kigger frem, og temperaturen stiger, så begynder det at spjætte i benene af udlængsel. Og hvad enten vi tager i sommerhus eller ud at rejse med familien, vil vi gerne lytte til god musik, selv om vi ikke er hjemme og har adgang til stereoanlægget. Til sololytning er et par gode hovedtelefoner selvfølgelig det bedste valg. Men hvis man gerne vil dele musikken med andre, så kræver det en praktisk og bærbar højttaler.
Det nemmeste synes vi er en batteridrevet højttaler, som man trådløst forbinder med sin mobil eller tablet. Eller til den bærbare, hvis man er på et hotelværelse eller i sommerhuset. Så kan man nyde lidt afslappende klassisk, inden man går i seng, noget cool jazz, mens man tager sig en drink, eller en omgang festmusik, hvis man har inviteret naboerne indenfor.
Vi har testet syv højttalere, som vi synes opfylder de vigtigste krav. De er store nok til at rumme højttaler-elementer, der kan give ordentlig lyd. Batterikapaciteten er god nok til, at man kan have dem med sig hele dagen uden at skulle lede efter en stikkontakt. De har ofte smarte features som f.eks. højttalertelefon, og nogle kan endda oplade din mobiltelefon, hvis batteriet løber tør. Og så har vi gjort os umage for at holde os i et rimeligt prisleje.
Trådløs ordliste
Bluetooth – En trådløs standard til, at apparater kan kommunikere over kort afstand, typisk op til 10 meter. En praktisk måde at forbinde sin smartphone med trådløse hovedtelefoner eller højttalere på.
NFC – Near Field Communication. En nem måde for enheder at kommunikere på, uden at man skal gøre andet end at lade dem røre hinanden. Med Bluetooth-enheder slipper du for at søge eller indtaste kodeord. De fleste nyere smartphones bortset fra iPhone understøtter NFC.
aptX – En kompressionsstandard velegnet til trådløs lyd, som giver bedre lydkvalitet end almindelig Bluetooth. Både lydkilden (mobilen) og modtageren (højttaleren) skal understøtte aptX. Blandt telefoner, der understøtter aptX, er HTC One, Samsung Galaxy S4 og Sony Xperia Z Ultra.
Testkriterier
Vi har opstillet strenge kriterier for, hvad der kunne kaldes rejsehøjttalere. De skulle ikke være så små, at de kunne være i en lomme, for så giver de ikke ordentlig lyd. Men de skulle heller ikke være så store eller tunge, at man ville tøve med at stoppe dem ned i tasken. Desuden skulle de selvfølgelig være batteridrevne og kunne kobles til mobilen med Bluetooth.
For at kunne lave retfærdige sammenligninger satte vi et priskrav omkring 1.500 kroner. Det sorterer de dårligste højttalere fra, uden at det bliver urimelig dyrt.
Hvis man skal kunne have højttaleren med sig, skal den kunne tåle at blive rystet rundt i en taske. Vi har derfor lagt ekstra vægt på byggekvalitet og robusthed. Brugervenligheden blev vurderet ud fra, hvor let det var at få forbindelse til mobiltelefonen, og om knapper og betjening var til at forstå.
Endelig har vi spillet et bredt udvalg af musik af god teknisk kvalitet og bedømt lydkvaliteten. Den samlede karakter er en generel vurdering, som også tager prisen i betragtning.
Sony SRS-X5
Elegance og power
Sony har lavet en vinder med et stilfuldt ydre, praktiske funktioner og imponerende lyd.
LG NP3530
Teknologitung dåse
Trods masser af funktioner og ny teknologi når lyden ikke op på niveau med konkurrenterne.
JBL Charge
Spilleglad opladning
Charge ordner ikke kun musikken på udflugten, den holder også mobiltelefonen opladet.
Jabra Solemate
Solidt fodaftryk
En robust og praktisk rejsekammerat, der giver anstændig lyd uden at fylde for meget.
Harman Kardon Esquire
Imponerende og stilfuld
En kvalitetshøjttaler i lækre materialer og med en lyd, der er lige så elegant som det ydre.
Cambridge Minx Go
Prisbillig vellyd
Fremragende lydkvalitet og god batteritid til en overkommelig pris gør Minx til en af vores favoritter.
Beats Pill 2.0
Smart men svagelig
Elegant design og smarte funktioner, men doktoren har vist udskrevet de forkerte piller.