TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

: 7 væghøjttalere

En mur af lyd

Mange vil gerne have god lyd i stuen, men ikke alle har plads. Løsningen er at få højttalerne væk fra gulvet og op på væggen. Men kan vægmonterede højttalere give ordentlig hi-fi lyd? Vi tester!

Af / 25/09/2013 - 07:36
7 væghøjttalere

Du kender sikkert problemet: Stuen er færdigindrettet med sofa, møbler, fjernsyn og det hele. Nu vil du fylde rummet med frydefulde toner, men der er simpelthen ikke plads til de højttalere, der er brug for. Pladsen, hvor den ene højttaler burde stå, okkuperes af en svinedyr eksotisk potteplante, og reolen er fuld af, ja, bøger! Samleveren har nedlagt veto mod tykke højttalerkabler på parketgulvet, og at skære hul i gipsvæggen kan der slet ikke være tale om. Så hvad gør du?

Mange mennesker vælger at montere almindelige højttalerne på et vægbeslag, hvilket i og for sig ikke er nogen dum løsning, men der findes et endnu bedre alternativ: Højttalere, der er specielt beregnet til vægmontering. Den slags er der efterhånden et stigende antal af, for i takt med stadig fladere tv’er har højttalerproducenterne indset behovet for slanke og flade højttalere, som man kan hænge ved siden af skærmen.

Vægpynt med god lyd
Vægmonterede højttalere har traditionelt været lidt ugleset i hi-fi-branchen. Lyden fra højttalerne påvirkes nemlig i høj grad af, hvordan de er placeret, og vægplacering indebærer nogle akustiske udfordringer.

Den lyd, du hører fra stereoanlægget, er en blanding af direkte lyd fra højttalerne og reflekteret lyd fra gulv, vægge og loft. I en typisk hi-fi-opsætninger vil man derfor ofte se, at højttalerne er trukket langt ud på stuegulvet. Det sker for at reducere de tidlige refleksioner og lade lytteren høre mere af lyden fra selve højttalerne.

Ved vægplacering er det vanskeligt for vores ører at skille den direkte og den reflekterede lyd fra hinanden, samtidig med at nogle frekvenser forstærkes mere end andre. Resultatet bliver som regel en temmelig hul, hård lyd med oppustet, unøjagtig bas og tjavsede overtoner.

Annonce

Væghøjttalere derimod er akustisk optimeret til en sådan placering. Ved at justere klangbalancen i bas, mellemtone og diskant samt kontrollere spredningskarakteristikken kan producenterne reducere ulemperne ved vægplacering og drage nytte af fordelene.

Fordele og ulemper ved væghøjttalere
Den åbenlyse fordel ved væghøjttalere er, at de er pladsbesparende og kompakte. De kan hænges trygt uden for rækkevidde af børn og dyr, og kablerne kan trækkes delvis skjult i eller langs væggen.

Tro det eller lad være, men væghøjttalere kan også have lydmæssige fordele: Da den direkte og den reflekterede lyd når ørerne på nøjagtig samme tid, kan væghøjttalere ofte opnå en meget stram og kontant lyd med god timing og impulsrespons, så længe konstruktøren har gjort tingene rigtigt.

De fleste væghøjttalere er nemme at montere. Ofte er det nok at bore et par huller i væggen og hænge dem på en skrue hver. Bare sørg for, at den er godt forankret og kan tåle vægten af højttaleren, som kan variere fra et par kilo til over ti, afhængigt af størrelse og antal højttaler-elementer.

Mangler dybbas
Ulempen ved de mindre væghøjttalere er, at de mangler ordentlig basgengivelse, for de små kabinetter giver begrænset volumen til at gengive dybe basfrekvenser. Derfor må små, flade væghøjttalere som regel kombineres med et separat bas-element, også kaldet en aktiv subwoofer.

Testen
Vi har samlet en flok væghøjttalere fra de mest fremtrædende producenter. Alle undtagen én er beregnet til brug sammen med en subwoofer for at give tilstrækkelig basgengivelse. Vi har derfor medtaget subwoofere, hvor det har været nødvendigt. I denne test er det kun de dyreste højttalere, System Audio Exact, der stiller til start uden hjælpemotor i basområdet.

Audiovector On-Wall + Ki-Sub

Ægte hi-fi på væggen

Audiovector gengiver musikken med fabelagtig opløsning, og integrationen mellem subwoofer og højttalere er så sømløs, at det næsten lyder, som om det er store gulvhøjttalere, vi lytter til. En forhammer i silkegevandter!

Nydelig sammenhæng Flot opløsning Groovy bas
Meget lidt
Læs hele testen

System Audio Exact

Væghøjttalere for voksne

Testens største væghøjttalere er ægte sværvægtere. Til gengæld klarer de sig uden subwoofer.

Fyldig og dynamisk lyd Saftig basgengivelse
Store og tunge
Læs hele testen

Martin Logan SLM + Dynamo 700W sub

Lad musikken svæve!

Med high-end bånddiskanter tager MartinLogan overtonerne til nye musikalske højder. Lag på lag af lydbilledet afsløres let og lækkert. Men pas på – subwooferen kan drille.

Superb opløsning Fremragende tonekvalitet
Subwoofer bedst med surround-receiver
Læs hele testen

Klipsch G-28 + SW-308 SUB

Tændrør

Med høj følsomhed og en hurtig responstid har disse højttalere ikke brug for en kraftig forstærker for at sætte gang i festen. Musikken nærmest sprøjter ud af Klipsch-højttalerne, der selv uden subwoofer giver en god live-følelse.

Sprudlende dynamik Spiller højt med svag forstærker
Mangler lidt opløsning
Læs hele testen

Dali Ikon On-Wall mk2 + Sub E-12 F

Vægkunst á la Dali

Du behøver ikke længere at være millionær for at have en Dali på væggen. Dette kunstværk koster kun nogle tusindlapper. Dalis væghøjttalere rager noget ud, hvilket giver mere kabinetvolumen. Det koster lidt elegance, men giver fyldigere lyd.

Distinkt lyd Duer uden subwoofer
Kasseagtige kabinetter Ikke opløsning som de bedste
Læs hele testen

KEF T301 + T-2 subwoofer

Flade højttalere, flad lyd?

Mens flere af testdeltagerne er relativt store “kasser” til vægmontering, er KEF T301 papirtynde. Og det rette valg for de designbevidste. Desværre er lyden også i den flade ende …

Elegant design Gennemtænkt montering
Fladt lydbillede Tynd mellemtone
Læs hele testen

DLS Flatbox + Flatsub 8

Vellyd og vægpryd

DLS Flatbox byder på en stor, varm og fyldig lyd, og med en potent subwoofer på holdet giver disse svenskere ekstra meget for pengene.

Vellydende og lette at montere Velintegreret subwoofer
Klemmeterminaler
Læs hele testen
Audun Hage
(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.

1 kommentar til “7 væghøjttalere”

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Milepæl for Buchardt

Tung high-end fra Dali i et pænere format

Ny leder i budgetklassen

En åbenbaring

Sonos Arc Ultra tager lyden til nye højder

Skræddersyet muskelbundt

Lyden af dansk storhed

Fugl Fønix

Soundbar, højttaler og møbel: Tre ting på én gang

Technics knock out

Blæser dine ører af!

Årets bedste soundbar fra Samsung?