Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: 8 rejsehøjttalere

Tag musikken med dig ud

Her er otte trådløse højttalere, som let kan være i tasken og byder på musikalsk underholdning udendørs eller på rejsen.

Skrevet af / 19/06/2015 - 06:00
8 rejsehøjttalere
Jonas Ekelund

Produkter i denne test

Om sommeren og i ferierne opstår der et unikt problem for musikelskere. Man sidder på stranden med vennerne, i parken med familien eller på hotellets balkon og vil høre musik sammen. At dele hovedtelefonerne går ikke, hvis man er mere end to, og at skrue op for mobilens højttaler, til det skratter, gør ikke nogen glade.

Her har et nicheprodukt som trådløse, batteridrevne højttalere virkelig en eksistensberettigelse. Har man først prøvet, vil man ikke være foruden.

Højttalerne sluttes til en smartphone, tablet eller laptop via Bluetooth. Efter at man har parret dem, går al lyd til højttaleren, og så er det bare at starte musikken. Mange af dem kan også bruges som højttalertelefon, så flere kan tale med den, der ringer.

Nogle af dem, der har et stort batteri, kan desuden dele ud af deres strøm, hvis mobilens batterimåler begynder at blinke rødt, og man er langt fra nærmeste stikkontakt.

Sidste år testede vi lidt større modeller, som har bedre forudsætninger for at give rigtig god lyd. Men i år besluttede vi os for, at højttalerne først og fremmest skulle være bærbare. Altså ikke veje for meget eller fylde for meget i tasken. Det er vores erfaring, at folk ellers ofte synes, det ikke er besværet værd.

Mange af højttalerne i denne test er så små, som de kan blive, uden at batterilevetiden lider skade, og de befinder sig i en prisklasse, hvor de både kan tåle nogle knubs og har lydkvalitet over gennemsnittet.

 

Trådløs ordliste

Bluetooth – En trådløs standard til at kommunikere over korte afstande, typisk op til 10 meter. En praktisk måde at forbinde mobilen med trådløse hovedtelefoner eller højttalere på. Nyere versioner giver ikke alene bedre lydkvalitet, men også bedre batterilevetid.

NFC – Near Field Communication. En nem måde for enheder at kommunikere på, uden at man behøver at gøre andet end at lade dem røre ved hinanden. Med Bluetooth-enheder slipper man for at søge eller indtaste kodeord. De fleste nyere smartphones bortset fra iPhone understøtter NFC.

aptX – En kompressionsstandard egnet til trådløs lyd, som giver bedre lydkvalitet end almindelig Bluetooth. Både lydkilde (mobil) og modtager (højttaler) skal understøtte aptX. Blandt de telefoner, der gør det, er HTC One, LG’s topmodeller samt de nyeste Samsung Galaxy- og Sony Xperia-modeller.

 

Testkriterier

Vi har sat strenge kriterier for, hvad der kunne kaldes rejsehøjttalere. De måtte ikke være så små, at de kunne være i en lomme, for så giver de ikke tilstrækkelig god lyd. Men de måtte heller ikke være så store eller tunge, at man tøvede med at tage dem med i tasken. Desuden skulle de selvfølgelig have batteridrift og kunne kobles til en smartphone med Bluetooth.

For at kunne lave en rimelig sammenligning satte vi desuden et priskrav omkring 1.500 kroner. Det sorterer de dårligste højttalere fra, uden at det bliver urimelig dyrt.

Hvis man skal kunne tage produktet med, skal det kunne tåle at blive rystet rundt i en taske. Vi har derfor vægtet byggekvalitet og stabilitet ekstra højt. Brugervenligheden blev bedømt ud fra, hvor nemt det var at slutte højttaleren til mobiltelefonen, og om knapper og kontroller var til at forstå.

Desuden spillede vi et bredt udvalg af musik af god teknisk kvalitet og bedømte lydkvaliteten. Den endelige karakter er en samlet vurdering, hvor også prisen indgår.

Produkter i denne test

LG Music Flow H4

Kraftløs multikunstner

H4 kan tages på rejsen, men man kan mærke, at den er lavet til at indgå i hjemmenetværket.

Kan kobles til LG’s multirumssystem, når man er hjemme, og kører i så fald på Wi-Fi. Mange smarte funktioner i hjemmenetværket.
Funktionerne er ikke specielt tilpasset til at tage den med uden for hjemmet. Mangler kræfter til at kunne spille engagerende på egen hånd.
Læs hele testen

Sony SRS-X33

Stor lyd i lille format

Med sin store, klare lyd er X33 et bevis på, at større ikke altid er bedre.

Fremragende kvalitetsfølelse og god størrelse til udflugten. Nem betjening og gode funktioner. Strålende lyd fra så lille en højttaler.
Understøtter ikke længere aptX-standarden, men kun den usædvanlige LDAC. Kan ikke oplade mobilen.
Læs hele testen

Denon Envaya

Solid og bombastisk

En gedigen højttaler med bas som en kanon, hvilket kan blive lidt overvældende i længden.

Meget velbygget og tillidsvækkende. Store lydressourcer og imponerende bas. Har de fleste funktioner, som man har brug for.
Lidt for tung at slæbe rundt på for en rejsehøjttaler. Bassen dominerer lige lovlig meget. Kræver speciel oplader.
Læs hele testen

JBL Charge 2+

Meget bedre nu

En imponerende forbedring af sidste års model og en af favoritterne i testen.

Fremragende lyd med imponerende bas. Vandtæt og solidt konstrueret. Tilstrækkelig opladningskapacitet til selv tablets.
Lyden er ikke lige så åben som på de bedste. Mangler NFC for lettere tilslutning og aptX for klarere lyd.
Læs hele testen

SMS Audio Portable Wireless Speaker

Lille og besværlig

Smart design og en rap-stjerne på æsken giver desværre ikke bedre lyd.

Alle de funktioner, man har brug for. Nem tilslutning med NFC. Praktisk med standardstik til opladning.
Overlæsset med knapper og unødvendige indstillinger. Har alt for dårlig bas til den formodede målgruppe. Kan ikke håndtere høj volumen.
Læs hele testen

Philips BT6000

Pæn og praktisk

Philips’ vejrtætnede højttaler har en god størrelse og er nem at bruge.

Enklere kontroller end dette finder man næppe. Kan tåle en byge. God byggekvalitet og tilpas størrelse til at tage med.
Har ikke aptX for bedre lydkvalitet. Har ikke samme volumenressourcer som visse konkurrenter. Lyder tamt ved bastung musik.
Læs hele testen

Monster SuperStar BackFloat

Musik til poolen

Det mest overraskende er ikke de imponerende volumenressourcer, men at den kan flyde i vand.

Rigtig god størrelse og vægt gør den nem at tage med. Ud over at kunne skylles med vand kan den også flyde. Spiller højere, end man skulle tro.
Mangler både NFC for nem parring og aptX for bedre lydkvalitet. Kan ikke rigtig klare sin egen maksimumvolumen uden at forvrænge.
Læs hele testen

Bose SoundLink Color

Simpel og legeglad

En enkel og farverig højttaler, der lyder okay, men vi savner funktioner, som konkurrenterne har.

Usædvanlig farvestrålende og sommerligt udseende fra Bose. Rigtig god lydkvalitet. Let at bruge.
Kan ikke oplade mobilen. Kan ikke bruges som højttalertelefon. Understøtter hverken NFC for lettere tilslutning eller aptX for bedre lyd.
Læs hele testen

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Slankere – og blidere

Sætter fut i festen

Sony ULT Field 1: Bærbar højttaler med saftig bas

Nostalgi i praktisk pakke

Den bedste lyd - bare billigere

Vi troede de var dyrere

De lyder lige så godt, som de ser ud

Trådløs retrohøjttaler

Siger ikke noget forstyrrende

Bærbart retro-pletskud

Toplyd på budget

Spilledåsen

Lyd & Billede
Scroll to Top