De allerbedste in-ear hovedtelefoner er specialstøbt. For det første er de specielt tilpasset dine egne øregange, som de fylder perfekt. Det gør, at du kan løbe, hoppe, danse og headbange, så meget du vil, uden at de falder ud, og dermed vil lyden også forblive ensartet.
Uafhængigt af at venstre og højre øregang varierer i udformning (noget de gør, men i forskellig grad), vil lyden desuden være identisk for højre og venstre øre, hvilket sørger for et optimalt stereoperspektiv.
Eftersom specialtilpassede in-ear monitorer er en dyr affære, er de desuden forbeholdt producenternes toplinje, hvor der udvælges højttalerelementer og delefiltre fra øverste hylde.
T1 Live! er topmodellen blandt specialstøbte ørepropper fra ACS. Du får dem hos Hantek på Lambertseter i Oslo, hvor de også laver afstøbninger af dine ører. Bor du ikke i nærheden, kan du få taget afstøbninger hos din lokale forhandler af høreapparater og sende dem til Hantek, som bestiller høretelefonerne.
T1 Live! har tre forskellige højttalerelementer i hver prop, til bas, mellemtone og diskant. Specialtilpassede delefiltre er også på plads. Selve huset er i blød silikone, hvor næsten alle andre producenter laver deres propper i hård plast. ACS hævder, at silikone holder sig tættere end hård plast, når man bevæger kæberne for at synge på scenen, når man taler eller i det hele taget bevæger ansigtet.
Propperne har desuden noget så specielt som indbygget mikrofon. Den er nyttig, hvis du køber en processor ved siden af, som gør, at lyden kan slippes ind udefra. Ved at slippe lyd ind udefra kan du lettere kommunikere med omgivelserne, og ikke mindst for vokalister og musikere på en scene kan det være meget nyttigt at kontrollere, hvor meget af publikum man ønsker at høre.
Impedansen på 40 ohm er en behagelige belastning for de fleste afspillere. Følsomheden er ikke opgivet, men jeg kan afsløre, at den er ekstrem. Man skal ikke skrue lydniveauet meget op på afspilleren, før det er meget højt.
Lydkvalitet
Jeg har tidligere testet to specialstøbte modeller, Starkey SA-43 til 7.000 kroner og Ultimate Ears UE-18 Pro til knap 10.000 kroner. Begge lyder fabelagtigt, Starkey har en fyldigere bas og luftigere overtoner, hvor Ultimate har en mere fremhævet og aggressiv mellemtone.
Sammenlignet med begge er ACS-monitorerne endnu mere følsomme (Ultimate Ears er meget følsomme, men ACS er ekstreme). Jeg behøver næsten ikke noget lydniveau fra HRT HeadStreamer koblet til laptoppen, før det bliver meget højt. En fordel for den, som ønsker at få længst mulig batterilevetid fra sin musikafspiller – eller trådløse hovedtelefon-forstærker, når man står på scenen.
Udsøgt balance
En anden ting, som slår mig, er den udsøgte balance i lydbilledet. Susanne Sundførs stemme på singlen “White Foxes” kommer meget klart frem. Mens Starkey fremhæver basrytmerne på en fyldig og rund måde, samtidig med at luften fra cymbalerne svæver, er Ultimate Ears mere fremhævet i mellemtonen. Med ACS er det også mellemtonen, jeg lægger mest mærke til, men den er mere rund og mindre aggressiv end med Ultimate Ears. Jeg oplever dermed ACS F1 Live! som mere neutral i klangen. Samtidig er det elektroniske lydlandskab omkring Sundfør gigantisk.
Strygere
TrondheimSolistenes nye album Souvenir Part 1 er et genialt stykke arbejde, med lydbillede signeret af Morten Lindberg fra 2L. ACS-monitoren gengiver strygerne i et stort og omsluttende lydbillede med masser luft og med en særdeles naturlig placering af instrumenterne. Stereoperspektivet er helstøbt, hvert instrument har rum omkring sig, men uden at isolere det fra sammenhængen.
Det eneste, jeg savner med ACS, er lidt mere aggressivitet i bassen. De lave frekvenser lyder naturligt og dynamisk og hører perfekt til resten af lydbilledet, men jeg savner tryk i den dybe bas. Hvor er den hamrende, saftige bastromme på Staals “11 dagar” og Nine Inch Nails’ “Into the Void”? Bassen går unægtelig dybt, men mangler det barske fraspark, som Starkey SA-43 har, og til denne type musik foretrækker jeg også den lidt barskere mellemtone fra Ultimate Ears UE-18 Pro.
Flader ud
En anden ting, som slår mig, er at ACS-propperne ikke i samme grad beholder dynamikken, når man spiller højt. Det er ikke noget stort problem ved daglig musiklytning, i hvert fald ikke for undertegnede. Hvor ofte har man egentlig brug for at høre så vældig højt? Men for artister på scenen, som måske er den primære kundegruppe til sådanne propper, vil det kunne gøre en forskel, når man er afhængig af at høre sig selv midt i al støjen fra scenen. Da propperne dæmper lydene udefra så godt, bliver det dog alligevel næppe noget problem – noget jeg kan tænke mig, at både U2, Black Sabbath, Muse, Travis, Pink Floyd og Slipknot, som alle bruger monitorer fra ACS, kan skrive under på.
Konklusion
Topmodellen T1 Live! fra ACS, som er specialstøbt til brugerens øre, har en udsøgt pasform takket være hus af blød silikone. Tre højttalerelementer, som adskiller bas, mellemtone og diskant, giver glimrende dynamik og sammenhæng, og musikken gengives frit og uproblematisk.
Lydbilledet er meget sammenhængende og opløst takket være nøjagtig ens lyd til hvert øre og en meget neutral gengivelse fra dybeste bas og helt op til diskantområdet. Det gør, at sangstemmer og instrumenter kommer klokkeklart frem, omringet af et luftigt lydlandskab.
Følsomheden er ekstrem, og dynamikken er rigtig god ved middel lydniveau, men flader lidt ud, når det bliver højt, sammenlignet med konkurrenterne fra Ultimate Ears og Starkey. Fordelen med ACS er et blødere og mere neutralt lydbillede, specielt i mellemtoneområdet.
Det, vi først og fremmest savner, er mere spark i basområdet. Bastrommen smælder ikke helt, som vi ønsker. Alligevel anbefaler vi stærkt propperne, hvis du er på udkig efter specialtilpassede in-ear høretelefoner i denne ganske dyre prisklasse. Det gør også Pink Floyd, U2 og Black Sabbath, blandt andre.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer