: ArtCoustic Stealth Envi

Danske Artcoustic er en kendt producent af high-end væghøjttalere. Vi har i tidens løb testet flere modeller, som har begejstret os.

Sidste nyt er, at Artcoustic nu er begyndt med gulvhøjttalere. Store gulvhøjttalere med høj pris. Navnet på serien er Stealth, som må være ironisk ment. Der er intet ved disse højttalere, der går under radaren hos nogen. Envi er den mindste model, men rager alligevel 114,5 cm op over gulvet. Læg hertil en bredde på 20 cm og en dybde på 40 cm, og det må betragtes som en stor højttaler. Det har jeg ikke noget problem med. Jeg elsker store højttalere!

Høj pris
Prisen på 36.550 kroner placerer Envi i en eksklusiv klub. Eksempelvis er de glimrende Dynaudio Focus 260 godt 11.000 kroner billigere. En anden, interessant højttaler-konkurrent er Elac FS 407, som fås for knap 30.000 kroner.

Kabinetter
Standardfarven er sort front- og bagpanel med hvide sidepaneler. Sidepanelerne kan man imidlertid få i et næsten uendeligt antal farver. Ser man på højttaleren fra bagsiden, så er der et mellemrum mellem det ene sidepanel og resten af højttaleren. Det er for at give plads til et skjult sidemonteret 10 tommers bas-element.

Det, jeg ikke kan lide ved kabinetterne, er at de hvide sideplader på testmodellen virker, som om de er taget direkte fra en Billy-bogreol fra IKEA. De er skruet fast med ikke fire, men ni skruer på hver side. Store, sorte skruer, som ser malplacerede ud på en højttaler, der koster over 36.000 kroner. Det ser i det hele taget vældig hjemmebygget ud. Importøren havde medsendt et par sideplader i gul for at give et mere eksklusivt udseende, men det hjælper ligesom ikke på de stygge skruer, der ødelægger det hele. De kan selvfølgelig altid males over, hvilket tydeligvis er blevet gjort på de højttalere, som er afbildet på producentens hjemmeside. Men specielt pænt vil det næppe blive. Nuvel, det specielle design kan måske finde sin niche.

Brystvortediskant
Men en bog skal ikke bedømmes på dens omslaget, som i denne metafor er en pocketbook til prisen af en indbundet.

På frontpladen sidder to små mellemtone-elementer symmetrisk placeret over og under diskanten, som er af typen ringradiator – eller “brystvortediskant” i folkemunde. Det er en variant af dome-diskanten; forskellen ligger i, at ophænget – altså den fjedring, som den spidse dome sidder på – står for størstedelen af diskantspredningen, mens domen fungerer mere som en fase-plug. I forhold til en almindelig dome skulle ringradiatoren kontrollere spredningen bedre, så faseproblematikken minimeres ved delefrekvensen, når man sidder uden for optimal akse (uden for “the sweet spot”).

D’Appolito
Fordelen ved, at mellemtone-elementerne placeres symmetrisk over og under diskanten – en såkaldt D’Appolito-konfiguration – er, at en faseforskydning mellem den ene mellemtone og diskanten bliver kanaliseret af den anden mellemtone. I teorien bliver den genskabte lyd mere faserigtig og får desuden en jævnere horisontal spredning i hele mellemtone- og diskantområdet.

Placering
Efter at have monteret basepladerne med spikes under højttalerne prøver jeg først at placere dem ganske tæt mod bagvæggen for at se, om de kan trives med en diskret placering. Koblet til den integrerede Marantz PM-11S3 og den tilhørende netværksafspiller NA-11S1 (35.000 kr. pr. komponent) melder de straks ud, at her trives de ikke. Bassen er for svulstig og udefineret, så bastrommen på det nydelige nummer “Is Your Love Strong Enough?” af post-industrial projektet How to Destroy Angels glider ud og bliver lidt slasket. Det ellers store lydbillede på denne højopløste 24 bit FLAC-udgivelse bliver også fladt, så den åbne, gasagtige rumklang ikke kommer ud og omkring sangerinden Mariqueen Maandig, som den skal.

Ud på gulvet
Derfor må højttalerne ud på gulvet. Ud fra bagvæggen og sidevæggene. At nogen vil synes, det ser vulgært ud, er så bare ærgerligt.

Straks bliver bassen strammere og perspektivet bedre. Man ænser det store klangbillede, som nu strækker sig mere ud i rummet. Forstærkeren har overraskende god kontrol af en 100-watt at være. Alligevel ville jeg gerne have haft endnu bedre kontrol på bas-elementet. Bassen kunne have været lidt strammere, og stemmen kunne også være kommet bedre frem. Den dynamiske kontrast er god, men ikke hvad man forventer af højttalere til denne pris.

Forstærkerbytte
Forstærkeren skiftes ud med Hegel H300. Noget billigere end Marantz-modellen, men med mere kraft og en hurtigere basgengivelse. Det hjælper. Højttalerne giver mere af sig selv ved højt lydniveau; rytmerne slår med et fastere greb. Det bliver ikke helt så glat i toppen, og højttalerne virker noget stressede i overtonerne.

På sangen “All Your Gold” fra albummet The Haunted Man får elektropop-sangerinden Bat for Lashes lidt overfokus i overtonerne på stemmen. Men basrytmerne gengives med god snert sammen med det dæmpede guitar-riff.

Indtrykket er, at det her er højttalere, som lyder virkelig underholdende, men ikke helt korrekt. Mellemtoneområdet er lidt tyndt, og med en så tung og fyldig bas stikker basområdet noget ud fra resten af toneområdet. Sammenlignet med Dynaudio Focus 260 mangler der noget opløsning hos Artcoustic Envi.

Langt dyrere forstærkning
Jeg ved fra tidligere, at netværksafspilleren Marantz NA-11S1 lyder exceptionelt godt. Det ved jeg, at også Hegel H300 gør. Men mon disse højttalere har godt af noget endnu bedre? Det sidste, jeg forsøger, er forstærkersættet P30 og to H30 monoforstærkere fra Hegel. Vores eget referencesæt.

Så kommer der helt andre boller på suppen! Basområdet er strammere uden overhovedet at blive tyndere. Tværtimod graves der endnu dybere toner frem. Mere opløsning bliver der også i overtonerne; det bliver ikke uventet endnu bedre over hele linjen, også når musikken spilles lavt.

Men det er ikke helt dér, hvor jeg mener, at en så dyr højttaler skal være. Stereoperspektivet er heller ikke lige så fasttømret hos Envi som de nævnte Dynaudio-højttalere. Men til den dobbelte pris kommer man ikke uden om, at der mangler lidt fokus i midten. F.eks. på Roger Waters’ album Amused to Death, hvor første spor åbner med en bjæffende hund. Denne indspilning er lavet med såkaldt QSound, som er 3D-processering af et stereospor lavet til afspilning mellem to højttalere.

Med Dynaudio Focus 260 er hunden psykoakustisk godt ude på siden, langt ude i rummet. Men med Artcoustic Envi er denne illusion ikke lige så godt gengivet, og man kan høre, at det kommer fra venstre højttaler. Det hjælper lidt at vinkle begge højttalere ind mod lyttepositionen i sofaen, men det bliver aldrig lige så punktformet som med Dynaudio. Til en pris af næsten det dobbelte når højttalerne ikke helt i mål efter min mening, selv om de har meget mere massiv bas end Dynaudio’erne. Går man op til Dynaudio Focus 340, vil jeg påstå, at de samlet set er bedre end Artcoustic Envi på stort set alle måder.

På den anden side vil jeg tro, at Artcoustic Envi skal kæmpe for at kunne få blæsten til at hive i buksebenet på samme måde som JBL 4429.

Konklusion
Efter at have lyttet længe til og arbejdet meget med Artcoustic Envi er der ingen tvivl om, at de er i stand til at gengive et stort lydbillede med god og tung bas. De er meget underholdende at lytte til, specielt med en god, kraftig forstærker.

Højttalerne er dog ikke uden unoder. For det første er udseendet og indtrykket af byggekvaliteten langtfra lige så eksklusivt som prisen. For det andet kræver de en del gulvplads, da de må godt ud fra alle vægge. For det tredje opleves de ikke helt balancerede. Med forbehold for, at de kan opføre sig anderledes i andre rum, er basgengivelsen lidt svulstig, og sammen med en lidt tynd mellemtone bliver der ikke helt sammenhæng mellem f.eks. basinstrumenter og sangstemmer. Stereoperspektivet er endvidere noget diffust, hvilket gør, at man ikke kan udpege instrumenternes placering lige så nøjagtigt som hos de bedste.

Konklusionen må blive, at der findes andre højttalere med bedre opløsning til samme pris. De er dog ikke uden underholdningsværdi. Ikke mindst på grund af en saftig og slagkraftig bas, som gør disse højttalere til spændende skabninger.