Tanken har slået mig: Hvorfor skal man starte forfra, hver gang man skal udvikle en ny model? Hvis man ved, hvad man laver, er det ikke sikkert, at man får et bedre resultat ved at kassere alt, hvad man tidligere har gjort.
Nogle gange kan selv små ændringer give væsentlige forbedringer. Bare spørg Porsche. Og Audiovectors højttalere minder faktisk lidt om Porsche. Deres SR 3 højttalere er som en Porsche 911. En let genkendelig bil, der har forandret sig meget siden lanceringen i 1969, men har bevaret formen, hækmotoren og de relativt kompakte dimensioner.
I stedet for at lancere en helt ny model hvert andet år laver Audiovector også snarere opgraderinger af teknikken, forfiner kvaliteten og optimerer dæmpning, transientrespons og følsomhed. Således har de nye SR 3 bevaret formen, bestykningen og de relativt kompakte mål, selv om de er baseret på den udgående Si3-serie.
Topmodellen hedder SR 3 Avantgarde Arreté og er seriens svar på Porsche 911 Turbo S – dem med den sejeste teknik.
Kan opgraderes til bedre ydelse
De koster op mod 70.000 kroner parret i den sejeste version. Det er mindre, end Dali forlanger for Epicon 6, og mindre end tilsvarende højttalere fra System Audio eller Dynaudio. Det er også mindre end den billigste gulvstående model i Sonus fabers Olympica-serie.
Audiovector-højttalerne er også mindre og lettere at placere. Højttalerne i SR3-serien findes i øvrigt i fire udgaver: Super, Signature, Avantgarde og Avantgarde Arreté. Som sædvanlig for Audiovector kan man starte med Super, der kan opgraderes til en bedre version, når man føler for det.
Hvis man vil opgradere fra Super til Avantgarde-udgaven – og gerne fra en ældre model – sendes højttalerne til Audiovector, som skifter frontplader og sokler, forstærker kabinettet indvendig og sætter bedre delefiltre, nye elementer og den nyeste Avantgarde Air Motion Transformer bånddiskant ind.
De fikser også mindre ridser og pakker højttalerne, som nu har fået en ny femårs garanti, ned. Sådan kan man beholde sine Audiovector og modernisere og forbedre dem efter ønske.
I denne udgave er der ikke bare de nyeste og hotteste elementer. Man kan vælge farve efter smag, og Audiovector lakerer dem, præcis som du vil have dem, mod et pristillæg. Kabinetudførelsen er mærkbart bedre på de nye modeller, med finere udførte hjørner, kanter og samlinger. Desuden ser de forbandet godt ud med klarlakeret finish.
Elementerne er nyere udgaver af de bas- og mellemtone-elementer, der sad i Si3 Avantgarde Arreté, og den fænomenale Air Motion Transformer bånddiskant er finjusteret, så potentielle egenresonanser er flyttet væk fra det hørbare frekvensområde. Det betyder også, at delefilteret er nyt. Det samme er den interne dæmpning.
Hvis man ejer en Devialet-forstærker med Speaker Active Matching (SAM), så understøtter Avantgarde Arreté også Devialets SAM-teknologi. Dermed tilpasser forstærkeren sig til højttalernes impedans, fasevinkler og frekvensrespons for at fjerne feedback, dæmpe forvrængning og optimere timing og frekvensgang.
Det fungerer faktisk, for et digitalt kredsløb skræddersyr forstærkeren til højttalernes elektriske egenskaber, og det giver mærkbart bedre lyd.
Små, men hørbare ændringer
Men Avantgarde Arreté lyder også fænomenalt med andre forstærkere. Vores testpar blev koblet til Hegels fine H80 på 80 watt og den 200 watt stærke Mark Levinson No. 585. To integrerede forstærkere i hver sin ende af prisskalaen, som begge fungerer godt sammen med SR 3 Avantgarde Arreté.
De er tilstrækkelig letdrevne til, at man ikke har brug for så meget effekt for at få dem til at spille. Skiftet fra Hegel til Mark Levinson gav et større og strammere lydbillede, men der var ikke behov for al den effekt, der er i den dyre forstærker.
For Avantgarde Arreté lyder seriøst godt under alle omstændigheder. Der er ikke stor forskel på dem og så forgængerne, som vi testede i 2011, men de er bedre fokuseret, har mere dynamik, og det er lidt bedre sammenhæng i mellemtone og diskant.
Den nye bånddiskants samspil med mellemtone-elementet var med til at give mig gåsehud på mezzosopranen Cecilia Bartolis St Petersburg-cd med I Barocchisti. Hendes stemme lyder usædvanlig fyldigt og klangfuldt. På intet tidspunkt var lyden hård eller ubehagelig, og klangfarven fra instrumenterne stod i perfekt kontrast til vokalen og skabte en levende 3D-oplevelse af musikken.
Indspilningen med den italienske gentleman Maurizio Pollinis Beethoven-sonater gruede jeg lidt for på forhånd. Klaverklangen kan blive lidt for hård, men selv når jeg skruede godt op for volumen, var der ingen hårdhed i tonerne fra Pollinis Steinway-koncertflygel.
Jeg måtte selvfølgelig også prøve Diana Kralls nye Wallflower med popballader, som lød varmt, stort og fyldigt i Audiovector-højttalerne. Lidt mindre kedeligt blev det med jazzalbummet Juice med John Scofield og Medeski, Martin & Wood samt Dr. Johns “What A Wonderful World” med Nicholas Peyton og The Blind Boys of Alabama.
Her fik jeg virkelig sat bassen og de dynamiske egenskaber på prøve. Højttalerne klarede sig udmærket ned til 35 Hz, hvilket gav ordentligt spark i bassen. Ikke på samme brutale måde som et par Klipsch RF 7II, men bassen er bedre artikuleret og strammere her. Vokalen fra Alabama-drengene var skræmmende dyb og perfekt fokuseret i det relativt store lydbillede.
For SR 3 Avantgarde Arreté spiller meget sejere og større, end kabinetstørrelse og bestykning tilsiger. Indrømmet: De kan ikke spille bas med samme kraft som et par Wilson Audio Sophia; i stedet er de optimeret til en neutral, men samtidig varm klangbalance. Som de lykkes godt med.
Norske Susanne Sundførs stemme kan tage livet af mange højttaleres ambitioner. For hendes vokal er en kæmpe udfordring. Den ligger højt og kan let stikke ud fra lydbilledet, men det gjorde den glædeligt nok ikke her. Det siger noget om, hvor godt højttalerne er optimeret, især i mellemtonen. Svenske Thåströms Den Morronen er også noget af en udfordring, men Audiovector-højttalerne klarede den i stiv arm.
Der er i det hele taget ikke meget at sætte en finger på. Nogle vil måske trives med en lidt varmere klang, og andre vil have lidt mere vægt i bassen, men hvis man er på udkig efter klangneutrale high-end højttalere, der ikke står i vejen for musikken, bør de helt sikkert prøves.
Det smarte valg
De smækre Audiovector SR 3 Avantgarde Arreté er en forfinet og forbedret udgave af nogle af de bedste højttalere, vi har testet de seneste år. Ligesom Porsche 911 bliver de lidt bedre for hver ny generation. Uden at der sker nogen revolution, hver gang der kommer en ny model. Man er tro mod konceptet og forbedrer kun højttalerne, hvor det giver mening for at få bedre lyd.
At man kan beholde dem og opgradere dem i fremtiden, er en kæmpe bonus, som gør Audiovectors højttalere til et af de bedste køb i prisklassen.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer