: Bang & Olufsen BeoLab 20

Bang & Olufsen laver ikke højttalere, som de fleste producenter gør. Det kan man konstatere bare ved at se på dem og sammenligne med andre konstruktioner: Man finder ikke nogen store, firkantede kasser i deres sortiment. Men det handler ikke kun om at se anderledes ud: Som regel er der en sammenhæng mellem formen og den lydmæssige præstation.

Mens de slanke og højrejste BeoLab 18 har fået meget ros for deres udseende, er meningerne mere delte om BeoLab 20, der kan karakteriseres som BeoLab 18’s buttede, lavstammede stedbror. Til gengæld har de betydelig mere slagkraft og større musikalske muskler inde under jakken.

BeoLab 20 er en videreudvikling af producentens populære BeoLab 9 højttalere og placerer sig lige under topmodellen BeoLab 5. Her tager vi et stort skridt op, både i pris og forventet ydelse!

 

 

Aktive high-end højttalere

Aktive højttalere er populære som aldrig før. Flere og flere anerkendte højttalerproducenter omfavner teknikken, der tidligere var forbeholdt professionelle studiehøjttalere, men nu også gør sin entré i hi-fi-verdenen.

Opskriften går ud på at udvikle højttaler-elementer, forstærkere og elektronisk delefilter til at yde bedst muligt sammen i en fælles enhed. Det giver mange fordele: Bedre effektivitet og renere lydkvalitet, men også større kreativt spillerum. Derfor er det ikke tilfældigt, at Bang & Olufsen har anvendt teknikken i en årrække. Nogle af virksomhedens design-ideer havde næppe kunnet gennemføres uden aktiv elektronik.

Man kan sammenligne det med et moderne jagerfly, der uden den avancerede elektronik om bord ville være ustabilt og umuligt at flyve. Uden aktiv elektronik ville B&O’s eksotiske konstruktioner næsten helt sikkert havarere lydmæssigt.

De ultratynde BeoLab 18, som vi testede i Lyd & Billede #8 2014, er et godt eksempel på, hvordan aktiv elektronik kan kompensere for fysiske begrænsninger og skabe elegante og samtidig vellydende højttalere. De højttalere, vi tester denne gang, har imidlertid helt andre fysiske forudsætninger. De er små tanks!

 

 

Digital lydbehandling

Bag det futuristiske udseende gemmer der sig nemlig nogle af de mere avancerede højttalere på markedet. BeoLab 20 måler ikke mere end 82 cm på strømpesokker, men er stadig trevejs højttalere med indbygget 4 x 160 watt forstærkere, digital signalbehandling og trådløs lydoverførsel.

På toppen ses det efterhånden velkendte Acoustic Lens diskant-element, som kontrollerer og fokuserer spredningen af de høje frekvenser. Det sørger for at sprede diskanten 180 grader horisontalt, mens refleksioner fra gulv og loft begrænses.

Bag den heldækkende stoffront (som fås i sort eller hvid) skjuler der sig en 5¼ tommers mellemtone, og nederst i kabinettet på 18 liter sidder et kraftigt 10 tommers bas-element. Bas-elementet har dobbelte svingspoler, der drives af to forstærkerkanaler for bedst mulig kontrol og effekt.

Kabinettet er lavet af plastic, men ikke lige den type, man finder i legoklodser: Kompositblandingen her er af varierende tykkelse med indvendige ribber, der afstiver kabinettet og modvirker resonanser. Selve konstruktionen er i princippet den samme som i BeoLab 9 mht. form og bestykning. Den store forskel ligger i lydbehandlingen, der nu sker digitalt.

BeoLab 20 har en avanceret indbygget DSP, som korrigerer for tids- og faseforskydninger mellem de tre elementer og sikrer den jævnest mulige frekvensgang. Det giver flere fordele sammenlignet med almindelige aktive, men analoge højttalere. Bl.a. baskorrektionen ABL (Adaptive Bass Linearization), der via en omskifter på bagsiden tilpasser basgengivelsen til enten fritstående placering, nær en væg eller i et hjørne.

 

 

Tilslutninger

Da højttalerne er helaktive, har de ikke brug for nogen separat forstærker, men lyden skal jo komme et sted fra. Det kan ske trådløst via producentens egne BeoVision-tv’er, den trådløse sender Transmitter 1 eller det nye musiksystem BeoSound Moment, der alle understøtter den nye trådløse WISA-standard. Alternativt kan man slutte højttalerne til et traditionelt stereoanlæg via analog RCA eller digital TOSLINK, eller til B&O-systemer med moderne Powerlink-kabler.

Bang & Olufsen giver altså frit lejde til at bruge højttalerne sammen med andre lydprodukter, hvilket var noget, vi savnede på forgængeren BeoLab 9. Det eneste krav er, at hovedenheden har en form for volumenkontrol, da det ikke findes internt i højttalerne. I løbet af testperioden prøvede vi dem sammen med BeoVision Avant, Transmitter 1, BeoLab Essence og endelig Sonos med WiMP HiFi som kilde.

 

 

Form eller funktion?

Bang & Olufsen er kendt for deres design, skabt af kendte navne som Jacob Jensen, David Lewis og nu Torsten Valeur med flere. Men det er ingeniørerne i lydafdelingen, der har ansvaret for at få disse skulpturer til at synge.

Højttalerdesign er et studie i fysikkens love og akustiske principper, hvor størrelse, udformning og placering har direkte indvirkning på den lyd, man hører. Men det kræver også øre for musik. Manden, der i sidste ende bestemmer, hvordan Bang & Olufsens højttalere skal lyde, hedder Geoff Martin. En højt begavet mand med doktorgrader i både musik og akustik, der kvalificerer til titlen Tonmeister.

Geoff og hans ingeniørafdeling lægger særlig vægt på, at højttalerne skal have et kontrolleret forhold mellem direkte og reflekteret lyd (såkaldt Constant Directivity). Det er nemlig meget lidt af den lyd, vi hører, der kommer direkte fra højttalerne. Det meste kommer via refleksioner fra vægge, loft og gulv. Målet er, at forholdet mellem den direkte og den reflekterede lyd skal være så jævnt som muligt gennem hele frekvensområdet. Digital signalbehandling giver dem meget større spillerum til at opnå dette.

I BeoLab 20’s tilfælde har den specielle kegleform også flere lydmæssige fordele. Den giver lige præcis plads nok til et solidt bas-element, en dedikeret mellemtone og diskant i stigende rækkefølge, samtidig med at kabinettets samlede frontareal begrænses.

En sådan minimal, afrundet form reducerer diffraktioner – et akustisk fænomen, hvor lydbølger fra elementerne “bøjes” rundt om kabinettets kanter, reflekteres og forstyrrer den direkte lyd. Det er en af de vigtigste årsager til, at små monitorhøjttalere på stander ofte har et lydbillede med en mere præcis holografi end store, gulvstående kasser. Målet med BeoLab 20 har været at opnå noget af de bedste fra begge verdener.

 

 

Lydkvalitet

Nok om teorien bag – hvordan lyder de i praksis? For at finde ud af det begyndte jeg lytteseancen med at placere højttalerne i min egen stue: Et typisk skandinavisk rum fuld af akustiske udfordringer som parketgulv, glas, gips og beton. Hårde, nøgne overflader reflekterer næsten al lyd, der rammer dem, og påvirker slutresultatet i meget høj grad. Heldigvis har jeg adgang til diverse akustikpaneler, hvis det er nødvendigt, men det skulle vise sig at være langt mindre nødvendigt, end det plejer at være.

Placeret 30-40 cm fra bagvæggen og med omtrent lige så stor afstand mellem højttalerne som mellem højttalerne og lyttepositionen, oplevede jeg et forsvindingsnummer i egen stue: BeoLab 20 tegner en mur af lyd op, der ikke virker, som om den kommer direkte fra højttalerne, men snarere fra hele rummet samtidig. Højttalerne selv er vanskelige at lokalisere.

Det lydbillede, der tegnes op, er ekstremt præcist og luftigt, og med et overraskende bredt “smørhul”. Faktisk kan man bevæge sig langt væk fra midterpositionen, uden at lydbilledet falder sammen. Det er slående, hvordan lydkarakteren forbliver uændret, næsten uanset hvor man sidder.

Klangmæssigt er BeoLab 20 flere skonumre større end BeoLab 18. Her får man kraftigere, mere hårdtslående og dybere bas, og frem for alt større dynamisk rækkevidde. Hvor BeoLab 18 giver en flot og fyldig bas på et jævnt højt “hyggeniveau”, men reducerer dynamikken, efterhånden som man skruer op, holder BeoLab 20 den gående til fuld crescendo uden at lægge låg på dynamikken.

Det her er fuldvoksne højttalere, der kan spille tordnende højt og ikke lader sig genere af udfordrende bastung musik. De har en helt suveræn basgengivelse og følger enhver basgang – hvad enten det er et langsomt house-nummer af Deadmau5 eller lynhurtige stortrommer fra Motörhead – til punkt og prikke. Det musikalske repertoire er bredt, og højttalerne er præget af meget lidt farvning gennem hele frekvensområdet.

Er der noget, jeg savner? Tjah, i mine ører kunne BeoLab 20 godt have haft en mere fremtrædende nedre mellemtone med lidt mere raspen og resonans på vokalerne. Lyse kvindestemmer lyder derimod perfekt med en besnærende tilstedeværelse. Her kan man høre hele Susanne Sundførs “The Brothel” igennem, uden at det skærer i ørerne.

Indimellem savner jeg også lidt mere punch i det øvre basområde. Basgengivelsen har mere vægt i dybden og virker til tider lidt subwoofer-agtig. Her har jeg været meget forkælet med mine Linn Akubarik-højttalere, som har et todelt bas/subbas-system, men som også koster ca. det dobbelte af BeoLab 20 i aktiv version. Det kan dog godt tænkes, at en mere fremtrædende mellemtone/øvre bas ville påvirke resten af lydbilledet negativt.

En verdensvant producent som Bang & Olufsen må nødvendigvis vælge en allround-tilgang til lyd og bør ikke favorisere bestemte typer musik frem for andre. Jeg fik vældig gode resultater med alt fra unplugged akustisk musik til hermetisk hiphop og electronica. Diskanten er opløst og luftig uden at blive hård eller påtrængende, mens den stramme og kontante basgengivelse inviterer til fest for hele nabolaget.

Fordelen ved aktive højttalere som disse er, at man kan spille højt, uden at bas, mellemtone og diskant glider ind over hinanden. Selv på de mest udfordrende numre bevarer B&O-højttalerne en ro og overskuelighed i lydbilledet, som man sjældent oplever med passive højttalere.

Det er dog ikke højttalere med udpræget blærerøvseffekt på yndlingsnumrene. Det er snarere højttalere, der egner sig til at udforske ny musik og holder en meget høj kvalitet, uanset hvad man spiller på dem. Måske er det derfor, jeg har brugt højttalerne så længe uden at køre træt?

En uheldig bivirkning skal dog nævnes. Når man først har hørt, hvor godt BeoLab 20 lyder i min langtfra optimale stue, bliver svaghederne ved mere traditionelle, passive højttalerkonstruktioner mere tydelige! BeoLabs evne til at tegne et luftigt, præcist og “håndgribeligt” lydbillede op, der fylder hele rummet, er sandsynligvis det, jeg vil huske og savne mest.

 

 

Konklusion

Bang & Olufsen BeoLab 20 er ikke billige, men hvis du tilhører målgruppen, kan det blive de sidste højttalere, du behøver at købe i lang tid.

Med muligheden for trådløs højkvalitets lydoverførsel er alt linet op til et topmoderne musikanlæg. Højttalerne har en speciel, men diskret fremtoning, og lydkvaliteten er god nok til, at selv kræsne high-end ører nok vil blive forbavset. De lyder som langt større højttalere, og hvis man hørte dem skjult bag et tæppe, ville man gætte på, at de var dobbelt så store.

Har du allerede investeret i en saftig high-end forstærker, så findes der bedre valg derude. Men alle, der vil starte på en frisk med moderne alt-i-ét højttalere, anbefales at låne et øre til BeoLab 20.